Himmelbjerget – 4. etape, 2022-23

Så er vi i gang igen – og denne gang med en etape på Himmelbjerget.
Det vil så også sige, at banerne var forkortet, og selv på de blå baner har det ikke været muligt at glatte terrænet ud. Himmelbjerget er nu engang Himmelbjerget, så selv om jeg har prøvet at designe banerne, således at man ikke blev udsat for unødvendig ned-op-ned-op under løbet, var der mange, der fik testet fysikken til kanten; også selv om man var god til at holde sig på kurven under løbet. Men omvendt tror jeg godt, de fleste regnede med, at et løb på Himmelbjerget ville være til den ekstreme side, og måske havde nogen erfaringer fra Påskeløbet sidste år at trække på?

Om forarbejdet til løbet
Allerede for et par år siden var jeg begyndt at arbejde med ideen om at lave en etape af NightChamp på Himmelbjerget, men efter aftale med Silkeborg OK afstod jeg fra det sidste vinter, da de selv skulle bruge området til en etape af Påskeløbene i 2022.
I stedet satsede jeg så på, at det ville være muligt at afvikle netop aftenens etape, og det satte så Torben Jørgensen, Silkeborg OK, på overarbejde. Torben har en rigtig fin kontakt til de mange private lodsejere i området og kunne på den ene side vejlede mig i banelægningen, således at færrest mulige lodsejere blev impliceret og på den anden side tage kontakten til lodsejerne. Nogle lodsejere var velvillige og nogen var velvillige mod betaling, mens andre var forbeholdne eller direkte afviste at lægge skovparcel til løbet. Jeg lod det således være op til Torben at stikke en finger i jorden, og han har derfor også være med på sidelinjen og haft masterkortet til “godkendelse”; et par poster har jeg i den sammenhæng også måttet flytte. Banelægningen har derfor også været det muliges kunst.
Da det viste sig, at jeg kunne lægge – synes jeg selv – nogle fornuftige baner i det stykke skov, jeg havde til rådighed, søgtes de nødvendige tilladelser til Skov- og Naturstyrelsens, FDF-spejdernes og Tårn-kommiteens arealer. Dette var en formsag, da de normalt godkender.
Tak til Henrik Felding for dette arbejde!
Som man som deltager så i aftes, er der ikke mulighed for at parkere gratis i omegnen af Himmelbjerget, men det holdt mig da ikke fra at kontakte Apcoa, der administrerer P-pladserne på Bjerget, for at høre om muligheden for at parkere gratis til et arrangement som vores – om aftenen og uden for sæsonen. Selv om jeg jo nok godt kendte deres svar på forhånd, svarede de aldrig, og jeg afholdt mig fra at komme med råd til parkeringen – ud over det, der fremgik at tavlerne på P-pladsen.
Omvendt var Hotel Himmelbjerget meget hurtige til at svare mig, og jeg fik som arrangør tilladelse til at holde på deres private P-pladser ved hotellet. Tak for det.

Afviklingen af løbet – en post stod forkert.
Som mørket faldt på, kom de første biler også frem til Himmelbjerget, og mine to drenge og Stine stod klar til at sende løberne i skoven kl. 18 – alt var klappet og klart.
Så opstod den altid spændende ventetid, indtil de første løbere var i mål på alle baner. Var alle posterne nu stadigvæk i skoven (vi havde jo været ude for et par uheldige episoder med fjernede poster ved to af løbene i november), og stod posterne rigtigt?  Og var det nu også den rigtige version af masterkortet, der var brugt? – Der var jo ændret på postplaceringerne ad flere omgange på grund af restriktioner i skoven.
Efterhånden som flere og flere løbere kom i mål, stod det dog klart, at en af posterne, post 47 desværre var placeret forkert. I mine øjne: En banelæggers mareridt! Posten, der skulle være placeret i en fin og tydelig, nordøstvendt slugt, var ved en fejl blevet placeret i en sydvendt slugt 40 meter sydligere – ovre på den anden side af højen, som nogle af løberne betegnede det. Efter målgang blev placeringen diskuteret heftigt – og fejlen kan ses af billedet til højre, hvor pilen angiver slugten, hvor posten stod. Nogle løbere havde brugt en rum tid på at lede efter posten, mens andre konstaterede, at den ikke var, hvor den skulle være, opgav at finde den, og løb videre. Det skal her siges, at det var en post, som langt de fleste løbere skulle forbi, idet den indgik på banerne 1, 2, 3, 4 og 5.
Jeg skal – som den ansvarlige for fejlen – undskylde. Det må naturligvis ikke ske, men det sker alligevel af og til. Jeg håber, at I alligevel – på trods af dette – havde en god oplevelse med jeres løb .
Rent IT-teknisk har jeg kompenseret for fejlen ved at godkende de løbere, der ikke havde stemplet posten. Jeg håber, at det er en tilfredsstillende løsning, omstændighederne taget i betragtning . Havde der været tale om et DM, så var de implicerede baner nok blevet annulleret, men det er vel lige drastisk nok, når det “bare” er et NightChamp-løb, der er tale om?

Afviklingen af løbet – de sidste poster.
Jeg har antydet det i starten af denne beretning: Designet af de blå baner var en udfordring.
Definitionen af blå baner er i følge reglementet, jeg citerer: “Banerne lægges i samme terræntype og efter samme retningslinjer som baner med betegnelsen svær/sort, dog skal følgende undgås: voldsomt kuperet terræn og svært fremkommeligt terræn, herunder terræn med brede og/eller dybe grøfter uden spang eller anden passagemulighed.” Citat slut.
Ved konstruktionen af banerne 5 og 6 – de blå baner – har jeg bestræbt mig på at undgå at sende løberne mere op og ned i terrænet, end det har været nødvendigt, igen under hensyntagen til det stykke skov, jeg havde til rådighed. Samt at “stævnepladsen” lå oppe på toppen af terrænet.
Jeg overvejede samtidig, om (alle) banerne skulle have en målpost nede i terrænet – se illustrationen til højre – eller om de skulle have målposten oppe ved H.C. Andersens bænk, som jeg valgte at gå med. Måske skulle målposten have været nede, hvor en oplagt placering kunne være post 36 på illustrationen – men der var alligevel en bakke, der skulle forceres på vej op til brikaflæsningen.
Man kunne jo argumentere for, at løberne op ad bakke og færdige med deres løb jo kunne vandre op i deres eget tempo eller tage en hvilepause, hvis der var behov for det; løbet var jo overstået.
Da jeg efter løbet forelagde nogle af de ældre af løberne ideen op en målpost nede, var der ikke en entydig mening om dette.

Status på stillingen i de forskellige klasser
I skrivende stund mangler vi kun at få afviklet to af denne vinters 7 etaper, og vi er derfor også i stand til at udråbe de første samlede klassevindere.
De første 3 klassevindere finder vi alle i herreklasserne, idet Oskar Rix Berthelsen, OK Pan og Knud Sørensen, ligeledes OK Pan, begge har gjort rent bord i deres respektive klasser.
Endvidere er Jonas Ellegård Kokholm, Horsens OK, sikker på at tage sejren i H20, idet han med 475 point på kontoen heller ikke kan hentes.
I andre klasser, D12 og D20, skal den førende løber “bare” sørge for at få point i en af de sidste to afdelinger for at kunne løbe med den samlede sejr.
Vi kan også nu afsløre, at der i klassen D16 ikke vil blive kåret nogen vinder i år; ingen af deltagerne kan nå at få tjent point i mindst 4 løb, som det kræves for at kunne blive udråbt som klassevinder.

Tak til mine hjælpere
Her til sidst skal der lyde en meget stor tak til alle de frivillige hjælpere, der har hjulpet mig med en eller flere arbejdsopgaver i forbindelse med denne etape. Uden deres hjælp havde det ikke været muligt at gennemføre aftenens løb.
I kronologisk rækkefølge tak til…
… Torben Jørgensen og Henrik Felding, Silkeborg OK, der har sikret mig tilladelserne til at afvikle løbet, både fra de private og statslige skovejere.
… Henrik Jørgensen, Silkeborg OK, med kontrol af postplaceringerne.
… Steen Frandsen, Viborg OK, med opsætning af kort og baner til tryk.
… Ivan Christensen og John Holm, OK Pan, for i sidste øjeblik af springe til og sørge for, at posterne kom i skoven til tiden.
… Hotel Himmelbjerget for lån af private P-pladser til arrangørerne
Dernæst – og ikke mindst – tak til mine drenge og Stine, der selv måtte klare starten, da min kone lå syg derhjemme. Det er rart at vide, at starten ligger i gode, erfarne og utrættelige hænder, så her blander jeg mig bare helt udenom. Det er bare rigtig skønt, at de bliver ved med at bakke op om arrangementet, også selv om de i flere tilfælde har måttet stresse fra arbejde og mere eller mindre direkte til løb.
Og endelig en stor tak til postindsamlerne fra OK PAN. Denne gang var det tre velvoksne løbere, der tog en tørn i Himmelbjergets bakker – og to af dem havde endda forlods være ude at løbe deres bane. Så jeg kan forestille mig, at mindst to af de tre var godt trætte, de de kunne køre hjem med posterne til Aarhus?

Næste uges afdeling af NightChamp-serien finder sted i Odder i Vejlskoven, hvor vi også afviklede en af sidste vinters etaper. Stævnepladsen (og mål) er den samme lille P-plads i den nordlige udkant af skoven, som også blev anvendt sidste år. Dette løb er så det næstsidste i denne sæson og det sidste, der afholdes med start fra kl. 18:15.

Vi ses i skoven – gerne næste torsdag i Vejlskoven i Odder.

Udgivet i Løbsberetning | Kommentarer lukket til Himmelbjerget – 4. etape, 2022-23

Foromtale af etaperne 4-6 i februar måned 2023

Efter at vi har overstået november måneds 4 etaper af denne vinters NightChamp-serie, er det nu tid til at se lidt fremad mod de sidste 3 løb, der foregår i februar 2023.
Vi lægger ud med et løb på Himmelbjerget d. 2. februar – i jomfrueligt NightChamp-terræn. Dette lækre område har været i mine tanker i flere år, men først nu er alt (stort set) faldet på plads i forhold til at komme i området. Det har krævet et stort forarbejde at få aftaler på plads med de mange private lodsejere, der er på Himmelbjerget (tak til Torben Jørgensen), og der skal ikke være mange, der siger nej tak til til vores løb, før det er ganske umuligt at lave fornuftige baner. Lige nu lader det til, at vi kan få hevet de nødvendige tilladelser i land, men muligheden for et nej her eller der gør, at jeg alligevel lige nu opererer med to sæt meget forskellige baner.
I uge 6 – den 9. februar – bevæger vi os til Odder, hvor der lige som sidste år skal løbes i Vejlskoven, som indtil videre kun har været anvendt til et enkelt årligt træningsløb i PAN samt sidste års næstsidste NightChamp-etape. Vejlskoven, der ejes af herregården Rathlousdal, er stillet os til rådighed igen i år af godsejer Johan Tesdorpf, som jeg har haft et rigtig fint samarbejde med i forhold til at få arrangeret nogle spændende løb.
Efter disse to etaper ligger en uge 7, hvor vi traditionen tro står over.
Vinterens sidste etape løbes i Store Lyngdal, der ligger næsten lige midt imellem Sorring og Holmstol syd for Gjern Bakker. Vi havde for tre år siden – i februar ’20 – ligeledes en etape i denne lille, men interessante skov, og vi forsøger os med endnu et løb, nu hvor skovejeren Christian Als igen vil åbne sin skov for os.
Efter løbet i Store Lyngdal er der præmieoverrækkelse for vinterens serie – forhåbentlig afholdt inden døre i den store lade, som også sidste gang var omdrejningspunkt for stævnet.

Vi glæder os til at se jer i februar!
Indbydelse 2022-23: PDF

Udgivet i Foromtale | Kommentarer lukket til Foromtale af etaperne 4-6 i februar måned 2023

Fløjstrup Skov Nord – 3. etape, 2022-23

Med afviklingen af torsdagens etape i Fløjstrup, er vi kommet i mål med denne sæsons november-etaper, hvor det gennemgående kendetegn har været en forholdsvis stor nedgang i antallet af såvel tilmeldinger som startende løbere. Jeg er lidt blank over for, hvorfor det sker, men et bud kan da være de lidt mere strenge økonomiske tider, hvor der er sikkert nogen, der er nødt til at prioritere.
Eller måske kalder man bare på fornyelse?
Fakta er, at vi til de fire etaper i november i år kun har haft i alt 498 startende løbere – mod 555 startende sidste år og 632 startende i november 19, før coronaen fik sit tag i samfundet. Jeg tillader mig dog at tage de positive briller på og håber, at udviklingen må vende i årene, der kommer. Og når denne vinter er forbi, så må vi jo lige internt i familien evaluere, og der er kræfter og lyst til at tage endnu en sæson…
Omvendt, og set med deltagerbriller: Jo færre deltagere, desto større er chancen så også for at vinde sin løbsklasse – eller at få fingre i en af lodtrækningspræmierne.

Om Fløjstrup Skov
Det er ved at være en klassiker, at Fløjstrup Skov under en eller anden form er med på programmet, når vinterens NightChampløb planlægges. Enten den sydlige del – eller som i aftes området lige syd for eller omkring Giber Å.
Det skyldes naturligvis, at det er nemt at få tilladelse til at løbe i skoven, samt at det er en god, krævende og svær skov til natløb. Og set fra en banelæggers side er det en skov, hvor det er rimelig nemt at lave udfordrende baner. (Om det lykkedes vil jeg lade være op til jer deltagere). Det skyldes først og fremmest, at meget ligner hinanden derude i mørket. Skoven er tung i bunden, især i denne tid, og det er nemt at lave parallelfejl på grund af de forholdsvis mange stier og områder, der ligner hinanden. Samtidig er der klatter af tung underskov, f.eks med brombær, hvor man kan blive sat over for en hurtig beslutning: højre om, venstre om eller igennem?
Når man som jeg stod i mål og modtog løberne til indstempling, hørte jeg mange bemærkninger, der gik på netop ovennævnte, og det var mit indtryk, at den almindelige antagelse var, at man følte sig udfordret på banerne, både fysisk og teknisk. Dette gav også nogle gode diskussioner løberne imellem efter målgang. Ser man her efterfølgende på løbernes vejvalg (på O-Track), kan man også se, at der på en del af strækkene har været mange fortolkninger af, hvordan strækkene skulle løbes. Dette er naturligvis tilfredsstillende for en banelægger at se.
I dagene op til løbet blev jeg gjort opmærksom på, der der sideløbende med NightChamp var et andet arrangement i skoven, og at der derfor var reflekser i skoven, der kunne forvirre aftenens løbere. Jeg havde en god snak med arrangøren, og de reflekser, der kunne forstyrre på banerne, blev midlertidig nedtaget. Stor tak til arrangøren for at være imødekommende og påtage sig denne opgave til gavn for vores løbere. Jeg håber ikke, at nogen blev lokket på afveje af reflekser, der kunne forstyrre deres løb?

Opsamling på afviklingen af løbet.
Sædvanen tro – når der skal løbes i PAN-skove i omegnen af Aarhus – var det endnu engang Henrik Markvardsen, der satte posterne i skoven, lige som Henrik også for en måneds tid siden havde løbet kontrol på postplaceringerne. I parentes bemærket er det meget betryggende at have en kapacitet som Henrik til at stå for det arbejde; så er man da sikker på, at denne vigtige del af et o-løb er på plads. Ligeledes var hans trofaste hjælper endnu engang Hans Christiansen, der ud over at virke som chauffør også stod for afmærkning til start samt overleveringsforretningen til undertegnede, der kom til skoven en times tid før første start.
Teknisk set var der intet at bemærke fra løbet fra arrangørside, alt kørte som det skulle.
For nogle løbere derimod blev aftenen en dårlig oplevelse med defekt lys. Den ene af disse løbere lånte en pandelampe af startpersonalet. Denne lampe stod så også af, så det var dobbelt øv! En anden af de uheldige løbere måtte klare halvdelen af løbet med lyset fra en meget lille lommelygte. (Også øv).
Desværre var vi lidt emsige med at pille reflekserne ned langs stien mellem start og stævnecenter, så det betød, at nogle af de sidste løbere i mål havde udfordringer med at finde tilbage over broen over Giber Å og stien til stævnecentret og P-pladsen. Det var ubetænksomt fra vores side, og vi undskylder mange gange. Og den gode slutning på denne fortælling er så, at vi på trods af dette fik alle sikkert i mål.
Sidste løber havde vi i mål kl. 20:18, hvorefter jeg kunne pakke sammen, køre hjem og have resultaterne på nettet kl. 21:12. Og denne gang skulle der ikke laves korrektioner i løbstider på grund af manglende startstempling eller lignende.
Og da jeg ikke efterfølgende har hørt fra postindsamlerne, der gik i skoven en halv time før beregnet, regner jeg med, at alle poster er sikkert tilbage på deres plads i klubhuset.

Status på stillingen i de forskellige klasser
Nu – hvor de første 4 af vinterens i alt 7 etaper er afviklet – kan man danne sig et overblik over stillingen i de forskellige klasser. Man skal som skrevet deltage i 5 løb for at kunne vinde sin klasse – og allerede nu er vi tæt på en afgørelse i flere klasser.
I to af klasserne – den yngste herreklasse, H12, og den ældste herreklasse, H80 – har samme løber taget 100 point i hver de 4 afviklede afdelinger, idet Oskar Rix Berthelsen og Knud Sørensen – begge OK Pan – har 400 point på kontoen før “juleferien”.
I ni andre klasser har en løber vundet 3 ud af de første 4 løb. I visse af disse tilfælde har løberen “kun” deltaget i 3 afdelinger, i andre tilfælde deltaget i alle 4 etaper, men lige akkurat misset sejren i det ene løb. Dette gør sig gældende i klasserne D20 (Theresa Skouboe), D50 (Rikke Holm), D60 (Britta Ank Pedersen), D70 (Pia Gade), H16 (Magnus Lindahl), H20 (Jonas Ellegaard Kokholm), H40 (René Rokkjær), H50 (Kim Rokkjær) og H70 (Poul-Erik Buch).
Alt i alt er der her 11 løbere, der er på vej til sikre sejre i deres klasser, og allerede efter næste etape, den første i februar, vil vi sikkert kunne udpege de første samlede vindere.
I andre klasser er billedet mere forplumret, og i D16 er det endda 4 forskellige løbere, der har taget sejren i hver deres etape.
Hvorom alt er, så skal det nok blive spændende at følge de 3 sidste afdelinger, der afvikles i februar ’23.

Tak til mine hjælpere
Her til sidst skal der lyde en meget stor tak til de personer, der har hjulpet mig med en eller flere af denne måneds etaper. Uden deres hjælp havde det ikke været muligt at gennemføre månedens fire løb. I første omgang en meget stor tak til Hans Christiansen, der har været chauffør og lagt bil til alle etaperne – uanset om der har været tale om hjælp til aftenens postudsætter, Henrik Markvardsen eller undertegnede. Hans har endvidere ved flere af etaperne hjulpet med postudsætningen. Dernæst en tak til Henrik Markvardsen, der ud over at sætte posterne i skoven ved prologen og denne 3. etape i Fløjstrup, også lige har taget sig tid til at tage en tur på posterne og er kommet med uvurderlige indspark og kommentarer og på den måde har været med til at opkvalificere postplaceringerne og dermed også banerne.
Tak til min utrættelige familie med at afvikle starten på bedste vis – ved alle efterårets etaper. Det er rigtig skønt, at de bliver ved med at bakke op om arrangementet, også selv om de i flere tilfælde har måttet stresse fra arbejde og mere eller mindre direkte til løb.
Tak til korttegnere og skovkontakter for hjælp med kort og tilladelser.
Tak til Horsens OK og OK SNAB for lån af skove og omklædningsfaciliteter til to af etaperne, og Horsens OK med lækker mad.
Og endelig en stor tak til postindsamlerne fra OK PANs ungdomsafdeling – også selv om postindsamlerne, en enkelt undtaget, ikke har haft startret i de yngste ungdomsklasser…

Med afviklingen af aftenens NightChamp-etape er vi så i mål med november måneds fire etaper. Vi som arrangører tillader os nu at tage en lille juleferie, og vi forventer at vende grusomt tilbage på den første torsdag i februar 2023, hvor vi den 2.2., på Kyndelmisse,  forsøger at stå klar til at sende løbere i skoven på Himmelbjerget, hvor der skal løbes på afkortede baner.

Vi ses i skoven – gerne første torsdag i februar 2023 på Himmelbjerget.

Udgivet i Løbsberetning | Kommentarer lukket til Fløjstrup Skov Nord – 3. etape, 2022-23

Vejle Nørreskov – 2. etape, 2022-23

Med denne etape er vi så småt ved at komme i mål med denne sæsons november-etaper, og det skete i en skov, hvor vi ikke tidligere har afviklet NightChamp, nemlig Vejle Nørreskov.
Forhistorien er, at SNAB, Vejle, står med en god og krævende skov nord for Vejle Fjord, som egentlig ikke ligger så langt fra det område, hvor jeg normalt planlægger etaperne.
Skoven er i øvrigt nem at komme til, da den ligger tæt ved Den Jyske Motorvej.
En henvendelse til klubben viste, at SNAB var meget interesseret i, at jeg anvendte skoven, og man har i hele processen fra beslutningen om at bruge skoven var taget til løbsdagen, været meget hjælpsomme og spurgt ind til, om der var noget, man kunne hjælpe med. Dette har også medført et tæt samarbejde med klubbens korttegner, Henning Schou, der ikke selv løber natløb. Henning gik straks i gang med at rekognoscere og nytegne hele skoven med henblik på at give løberne den bedste oplevelse på dagen. Specielt områderne omkring posterne fik ekstra opmærksomhed. En stor tak til Henning, der var en sidste gang i skoven så sent som i den forløbne uge og som i øvrigt hjalp mig med postudsætningen i timerne op til løbet.
En del af hjælpen fra SNABs side var også, at deltagerne fik adgang til omklædningsfaciliteterne i deres klubhus, således at man havde adgang til toilet og bad efter løbet. Desværre var der i øvrigt et andet arrangement inden døre i opholdsrummet oven over omklædningsfaciliteterne, så hygge (og mad) inden døre efter løbet kunne der ikke blive tale om denne gang. Men alt i alt en etape, hvor det lugtede lidt af luksus i forhold til normen.
I øvrigt kan jeg forudskikke, at næste uges etape ikke giver mulighed for at komme inden døre. Det kommer til at foregå udendørs fra start til slut; noget deltagerne vel i øvrigt er vant til, når der er kaldt til NightChamp.

Det var en mørk og stormfuld aften…
… hvis man da må have lov til at bruge et udtryk fra De Nattergales “The Julekalender”.
Mørk giver vist sig selv, mens stormfuld var forholdsvist nyt i sammenhæng med NightChamp.
I dagene op til løbet havde vi haft et markant vejrskifte, hvor usædvanlig varme for årstiden var blevet erstattet af mere normale novembertemperaturer, en kraftig storm samt spredte byger. Det var således også i noget af et stormvejr vi – Hans Christiansen og undertegnede – bevægede os sydpå midt på formiddagen, hvor jeg havde sat min hjælper med postudsætningen, Henning Schou, stævne ved Vejle Stadion.
På grund af den kraftige vind føltes det rigtig koldt på de åbne områder, bl.a. ved  klubhuset, men inde i skoven var det ikke vinden, men snarere bakkerne og de utydelige stier, der for de flestes vedkommende var dækket af sammenblæste blade, der gav i hvert fald undertegnede lidt udfordringer. Stormen havde ikke efterladt de store spor; kun lidt nedfaldne grene og kviste hist og pist, men ikke noget, der ville kunne få afgørende indflydelse på udfaldet af konkurrencen i skoven. Alt i alt var der lagt i kakkelovnen til en – synes jeg – fair tur i skoven for løberne.
Ved totiden var posterne i skoven, og jeg kunne nyde et bad og en kop kaffe hos familien i Vejle, mens jeg ventede på, at mørket skulle falde på.
Jeg fik senere at vide – fra personer, der var anderledes mærket af stormen i deres del af landet, at man nervøst havde holdt øje med hjemmesiden for at se, om stævnet ville blive aflyst. Med mine oplevelser i skoven var den tanke aldrig faldet mig ind.
Stormen fik dog lidt indflydelse for mig. Det annoncerede måltelt blev droppet, og jeg var tilbage til min bil som stævnecenter. Jeg skulle ikke ud at lede efter et telt, der var blæst væk, et eller andet sted i skoven…

Igen en post, der forsvandt under løbet.
Jeg ved ikke, om det var vinden, der gjorde udslaget, men ikke alt gik i løbet af aftenen, som det skulle, og som jeg havde håbet.
Det første, jeg faldt over, var, at en god håndfuld løbere havde glemt at stemple i startenheden, og dermed kunne jeg naturligvis heller ikke give disse løbere deres helt nøjagtige løbstid.
I stedet kunne jeg bruge den check-enhed, som Stine stod med ved starten, til at estimere en cirka løbstid, nogle sekunder eller minutter for lang, og aldrig for kort – men alternativet ville jo være at diskvalificere disse løbere. Og det giver i mine øjne ikke mening til et stævne som NightChamp. Det er jo trods alt ikke et DM, vi har med at gøre.
Da check-enheden ikke var synkroniseret med det øvrige SI-udstyr, krævede det en del manuelt arbejde ved pc’en at beregne de forskellige løberes check-tid. Hvordan dette rent teknisk gøres, når tiderne skal findes i en enhed, der ikke er synkroniseret med resten af systemet, skal jeg gerne forklare ved en senere lejlighed.
Fakta er, at det lykkedes mig at give løberne en næsten korrekt løbstid. Jeg synes, at det var arbejdet værd, også selv om det betød, at resultaterne kom lidt senere på nettet end vanligt.
Ydermere oplevede vi igen her til aften, at en af posterne på bane 8 “forsvandt”. Dette skete – i modsætning til i sidste uge – ikke før løbet, men først da alle løbere på banen var kommet i mål, og i øvrigt havde stemplet posten. Altså var den forsvundet mellem kl. 19 og indtil det øjeblik, postindsamlerne ville hente den. Væk var den – og væk blev den. To af postindsamlerne forsøgte at finde den i området nær det sted, hvor den var blevet anbragt om eftermiddagen – men væk var den. Jeg har ligeledes forstået, at også medlemmer af SNAB har været ude at lede efter den, men uden held. Det er jo lidt ærgerligt, at nogen kunne finde på at fjerne en post – det giver ikke mening i mine øjne. Men det er åbenbart noget, vi skal kalkulere med, når vi løber i bynært terræn?
Sidst, men ikke mindst, smækkede låsen i SNABs klubhus med den ene af mine indsamleres bilnøgler indenfor og indsamleren udenfor! Også her sprang en SNAB-løber til og kørte tilbage til klubhuset for at låse op, og vi kunne få en lykkelig afslutning på aftenen.

Løse postdefinitioner
Da jeg af og til får spørgsmålet, om jeg ikke vil revidere min beslutning om ikke at udlevere løse postdefinitioner, kommer jeg gerne med mine betragtninger her i stedet for at stå og diskutere det ude i mørket.
Oprindelig blev beslutningen taget med udgangspunkt i coronasituationen, nemlig et forsøg på at begrænse smitte ved at mange løbere ikke skal rode definitionerne igennem, med deraf følgende mulighed for at viderebringe smitte via papiret. Jeg husker i den forbindelse, at jeg måtte aflyse hele sæsonen 2020-21 efter et krav fra myndighedernes side om, at løberne ikke engang måtte røre den samme SI-enhed eller det samme poststativ.
Samtidig er beslutningen også et spørgsmål om anvendelsen af ressourcer og klimaaftryk.
Jeg ved godt, at der går noget af papiret til spilde, når man udskriver en postdefinition til sig selv hjemme på egen printer og kan skal bruge den ene ud af flere, men man udskriver jo kun, hvis man også virkelig vil bruge den. Og det er jo ikke alle, der løber med postdefinitioner!
Når jeg omvendt skal stå for postdefinitionerne, skal jeg naturligvis kalkulere med, at der skal være en postdefinition til alle løbere, uanset om de ønsker en, eller ej. Der skal være postdefinitioner nok og helst et par ekstra til hver bane. Også postdefinitioner til de løbere, der af en eller anden grund ikke kommer til start. Resultatet har efter hvert løb været, at jeg stod med en hel stak postdefinitioner, der bare kunne kasseres. I mine øjne et unødigt spild.
Når det er sagt, ved jeg også, at der er løbere, f.eks. fra samme klub, der lige aftaler at printe til hinanden. Dette kunne jeg da godt opfordre til, at man fremover kunne tænke i.
Postdefinitioner printet af undertegnede vil ikke komme tilbage til NightChamp.

Aftenen i nøgletal
Antal tilmeldte løbere: 251 – Antal startende løbere: 234 – Antal ikke startet: 17
Temperatur: 8 grader det meste af aftenen, selv om det på grund af vinden føltes koldere især for os, der havde en stillestående opgave.
Antal forsvundne poster: 1
Antal glemte sager: 2 par løbesko i/ved indgangen til SNABs klubhus.
Sidste løber i mål: 20:44 – Familien Dagsberg/Thomsen tilbage i varmen i Aarhus: 22:05 – Resultaterne på nettet 22:25. Dette er lidt sent i forhold til de tidligere uger, men netop denne aften var der – som ovenfor  beskrevet – en del efterarbejde for at give deltagerne den mest fair behandling.
(Og ja – det kan man jo så altid diskutere det rimelige i at bruge tid på!)

Tak til mine hjælpere
Sluttelig endnu en stor tak til Hans Christiansen, der var min uvurderlige hjælper i form af at være chauffør for undertegnede og materiel fra Aarhus til Vejle, hvilket på dagen gik uden trafikale udfordringer. Tak til Henning Schou for det store arbejde med at holde kortet opdateret, for kontrol af posterne og for hjælp med postudsætningen. Tak til medlemmer fra SNAB – ingen nævnt, ingen glemt – med diverse hjælp, udlån af faciliteter mm. Det har været en fornøjelse at afvikle en etape i Nørreskoven!
Endvidere igen, igen, tak til min kone Claudia samt vores to sønner, Hjalte og Silas, samt sidstnævntes kæreste, Stine, for deres uvurderlige hjælp med afviklingen af starten.
Og endelig en stor tak til postindsamlerne fra OK PANs ungdomsafdeling – denne gang repræsenteret ved 3 ikke helt unge løbere, der sørgede for, at udstyret kom i hus. Næsten det hele…

Næste uges afdeling af NightChamp-serien finder sted i den sydlige udkant af Aarhus i Fløjstrup Skov med stævneplads og parkering ved Moesgaard Strand.
Denne etape bliver således den sidste, inden vi kan holde en velfortjent julepause.
Efter jul mødes vi – forhåbentlig – på Himmelbjerget i jomfrueligt natløbsterræn den 2. februar 2023.

Vi ses i skoven – gerne næste torsdag i Fløjstrup.

Udgivet i Løbsberetning | Kommentarer lukket til Vejle Nørreskov – 2. etape, 2022-23

Åbjergskoven – 1. etape, 2022-23

Efter sidste torsdags prolog med omklædning inden døre, bad, adgang til toiletter samt mulighed for mad efter løbet, fortsatte vi her til aften med endnu en “luksusudgave” af NightChamp, hvor omdrejningspunktet var Horsens OKs klubhus i Åbjergskoven i den vestlige udkant af Horsens. Igen var der mulighed for omklædning, bad og toiletbesøg inden døre, lige som der også denne gang kunne tilmeldes mad efter løbet.
Det blev i øvrigt en lang og til tider lidt træls dag og aften for undertegnede. Det startede allerede før middag, hvor jeg sammen med en af mine trofaste hjælpere, Hans Christiansen, var på vej til skoven for at sætte poster ud. Desværre havde en sættevogn valgt at lægge sig ned på motorvejen nær Horsens Nord – med det resultat, at vi hang i en lang kø i godt og vel en time. (Heldigvis var vi ude i god tid!)
Selve postudsætningen gik uproblematisk, men på grund af forsinkelsen vurderede jeg, at jeg ikke kunne nå tilbage til Aarhus for at hente det materiel, jeg skulle bruge til at afvikle aftenenes løb. Altså var der lige noget logistik, der skulle på plads, således at mine hjælpere kunne have udstyret med og i øvrigt skulle have information om, at de hellere måtte køre tidligere hjemmefra på grund af ovennævnte uheld. (Der var stadigvæk her ved aftentide ikke ryddet op!)
Heldigvis gik alt op i en højere enhed.

… og så var problemerne endnu ikke ovre
Ca. klokken 18 var alt klappet og klart til løbet, og starten var på plads.
Og så kommer jo den tid, der er mest spændende for en banelægger – tiden fra første start og indtil den første løber på hver bane er i mål. Står alt nu som det skal i skoven, eller har vi ikke fået sat posterne rigtigt?
Første løber er – sædvanen tro – en løber på bane 8, den letteste bane, hvor løberne føres ved hånden ad stinettet gennem banen. Vedkommende ville så bare lige sige, at der manglede to poster på banen, post 2 og post 3. Og det samme ville de øvrige løbere på banen også lige fortælle mig. Jeg havde derfor en løber til at tjekke de to poster, der begge stod i stisammenløb, og de var ganske rigtigt væk. Mellem postudsætningen ved 14-tiden og starten kl. 18.15 var de blevet fjernet! fra deres oprindelige placering.
Begge poster – i det ene tilfælde kun poststativet – blev senere fundet af postindsamlerne ca. 10 til 15 meter fra det sted, hvor de skulle være placeret. Det er bemærkelsesværdigt, at der i den del af skoven, hvor de to poster var placeret, ikke kommer mange mennesker og slet ikke i det lidt regnfulde vejr, der var i løbet af eftermiddagen. Under postudsætningen så jeg kun nogle hundeluftere samt nogle unge mountainbikere (ud over rådyr og harer).
Ærgerligt var det, at det gik ud over nogle af de yngste deltagere, der netop har brug for at have sikkerheden i posterne. I øvrigt – som et efterskrift – har man i MeOS mulighed for at angive poster som “defekte”, og løberne på bane 8 har derfor alle fået godkendt deres løb.
Tilføjelse: Efterfølgende har jeg fra flere sider fået beretninger om en flok lidt overfriske drenge med en budcykel, der er blevet set køre rundt i mørket i området vest for starten, hvor de to manglende poster var placeret. Det er nærliggende at tænke tanker i den forbindelse.

Debatten om post 55
Da jeg skulle i gang med banelægningen til aftenens etape, kunne jeg konstatere, at jeg havde behov for en post i området, syd til sydøst for de to huse, der ses på kortudsnittet til højre.
For to år siden anvendte jeg den (lille) sten, post 55, og derfor ville jeg helst finde en anden brugbar og entydig postplacering. Det var bare meget svært, og alle mine ideer til placeringer blev skudt ned af terrænet, når jeg var derude for at se på mulighederne. Tingene, dvs. terrængenstandene, var bare ikke så entydige og synlige, som jeg havde brug for til et natløb.
Derfor endte det med den post 55, som ses på kortudsnittet og som løberne blev præsenteret for. Ikke det optimale, men…
Af de indlagte spor i O-Track kan jeg se, at mange har valgt et defensivt indløb til posten (den lyse stribe nordfra, der fører lige ned i posten) og derfor har fundet den i første hug, mens andre har løbet mere aggressivt på strækket til posten og har bommet. Posten ligger i øvrigt i en lille lysning/lyst område, der er meget veldefineret – også mere end det fremgår af kortet.
Fakta er, at der var en del snak om netop denne post efter løbet, og den har ikke givet mange roser til banelæggeren!

Meget lidt fra aftenens forløb
Som arrangører havde vi – som ovenfor beskrevet – en på nogen felter stressende aften, der bød på en varmerekord for en novembernat! Hele 15 grader samt tørvejr hele vejen rundt på banerne kunne vi byde deltagerne
Der var i øvrigt meget at glæde sig over i løbet af aftenen.
Alle fik husket at stemple ud, da de var kommet i mål.
Alle, der løb med et forkert briknummer huskede at få det ændret – enten inden løbet (som jeg helst vil have det) eller inden de stemplede ud efter løbet.
Ingen skulle have ændret bane
Kun en enkelt skulle låne en pandelampe af arrangørerne
Ingen udgik med manglende lys.
Sidste løber var i mål kl. 20:20 og postindsamlerne kunne drage i skoven før kl. 21 – efter at de havde spist den lækre indiske risret, som Horsens OK stod for serveringen af.
Og selv sad jeg hjemme i varmen kl. 21.30, og kunne lægge resultaterne på nettet få minutter efter. (Trafikken artede sig meget bedre på hjemturen end udturen)

Tak til mine hjælpere
Sluttelig endnu en stor tak til Hans Christiansen, der var min uvurderlige hjælper i løbet af dagen. Hans stod for afhentning af poster i Silistria, afhentning af undertegnede på Aarhus Ø, kørsel til Horsens, hjælp med postudsætningen samt afmærkning til start. Derefter kørsel nordpå igen – uden undertegnede, der ikke turde satse på at kunne nå til Aarhus og tilbage til Horsens igen til første start…
Endvidere tak til min kone Claudia samt vores to sønner, Hjalte og Silas, samt sidstnævntes kæreste, Stine, for deres uvurderlige hjælp med afviklingen af starten. I parentes bemærket havde Stine og Silas takket nej til Mortens Aften-middag med and mm. for at kunne være med til at hjælpe med løbet. Ligeledes en stor tak til min kone, der måtte i gang med at læse mine tanker pr. long distance og få pakket de ting i bilen, som vi skulle bruge til afviklingen af løbet!
Og endelig en stor tak til postindsamlerne fra OK PANs ungdomsafdeling – denne gang repræsenteret ved 3 ikke helt unge løbere, der sørgede for, at udstyret kom i hus. Næsten det hele…

Næste uges afdeling af NightChamp-serien finder sted i Vejle Nørreskov med stævneplads og parkering ved Vejles gamle stadion, Helligkildevej 2, 7100 Vejle.
Nørreskoven og kortfilen over skoven, der er stillet velvilligt til rådighed til løbet, har aldrig tidligere været anvendt til NightChamp. I øvrigt er det så tredje uge i streg, at en af de klubber, der bidrager til NightChamp med mange deltagere, løber på “hjemmebane”.

Vi ses i skoven – gerne næste torsdag i Vejle.

Udgivet i Løbsberetning | Kommentarer lukket til Åbjergskoven – 1. etape, 2022-23

Marselisborg Storskov – Prolog, 2022-23

Første torsdag i november = NightChamp Prolog…
Med denne aftens løb er vi så i gang igen, og der er taget hul på endnu en serie af natløb i det østjyske område. Alt var fra arrangørernes side klappet og klart – endda i god tid, fordi der lige skulle være plads til lidt ferie i den sidste måneds tid. Derfor har jeg været tidligt ude med at lave baner, rekognoscere og kontrollere, træffe aftaler, søge skovtilladelser mm. – således at de sidste måneder faktisk kun har været helliget småændringer og justeringer i samarbejde med mine velvillige hjælpere i form af korttegnere og postudsættere. Det betyder så også, at vi regner med, at deltagerne får en fair behandling i skoven.
Nå, tilbage til aftenens prolog, hvor vi kunne tage fat på 18. sæson – og som det har været tilfældet siden indførslen af prologen i 2013, skete det også i år med udgangspunkt i skovene omkring OK PANs klubhus Silistria – og med samme lille familieskare til at stå for det praktiske. Konceptet har gennem alle årene været det samme: “Keep it simple”, med undertegnede som stævneleder, banelægger, målpersonale og IT-ansvarlig. Og altid med min kone og en eller flere af vores sønner med påhæng som hjælpere – og ikke mindst ansvarlige for afviklingen af starten. Det er lækkert, at familien stadigvæk efter de mange år bakker op om stævnet og gør det muligt at tilbyde et kendt og indarbejdet koncept til deltagerne. Som et kuriosum kan det nævnes, at aftenens prolog var det 109. NightChamp-løb.

Lidt tyndt med deltagerantallet…
Da tilmeldingsfristen til prologen udløb mandag aften, kunne vi konstatere, at “kun” 121 deltagere havde tilmeldt sig løbet, og at det var det laveste antal tilmeldte siden november 2014. I øvrigt var 2014 året med de færreste tilmeldte til prologen overhovedet.
Dette giver naturligvis anledning til lidt refleksion. Var vi op imod stærkere kræfter, der kunne koste deltagere, eller er tiden med NightChamp ved at være passé?
I hvert fald kan det konstateres, at NightChamp kunne formodes at ligge i konkurrence med et DM Ultralang blot to dage senere samt et udskudt JWOC i Portugal i denne weekend.
I OK PANs ungdomsafdeling var der arrangeret forsinket klubtur i forbindelse DM Ultralang hele weekenden, så for nogen af ungdomsløberne kunne et ekstra løb torsdag aften måske blive for meget af det gode?
Måske havde nogle potentielle deltagere valgt at blive hjemme som følge af hele den økonomiske situation? Alting, herunder også energi til bilen, er blevet dyrere, og for mange er hele hverdagen et spørgsmål om prioritering.
Så i virkeligheden var der tegn i sol og måne på, at forventningerne til deltagerantallet nok ikke skulle skrues for højt op. Nu må vi jo så bare se, om tendensen fortsætter ved de næste etaper i de kommende uger, herunder i Åbjergskoven ved Horsens næste torsdag.
Summa summarum kom der 114 løbere i skoven til prologen, idet der i den tolvte time kom lidt eftertilmeldinger, mens 12 løbere af den ene eller anden grund valgte at blive hjemme.

Nyt fra starten
Gennem alle de år, NightChamp har eksisteret, er det resten af min familie, der egenhændigt har rådet over startproceduren, og de er af og til kommet med forslag til forbedringer: startlister til afkrydsning af de startende løbere, startur, lamper, kasser, stativer med enheder mm.
Det er især Silas, der har været aktiv på denne side, og stort set alle hans ideer er ført ud i livet. En enkelt ting, laminering af startlisterne, så de kunne holde i regnvejr, har jeg dog – af miljømæssige årsager – ikke kunnet efterkomme.
I stedet prøver vi i år med en lidt ændret procedure i start; noget der gerne skulle kunne gøre familiens arbejde nemmere og minimere fejlmuligheder. Som I nu har prøvet, sker der to ting i starten: Et check af, om man starter med det rigtige briknummer – ellers er det tilbage til stævnekontoret for at få nummeret rettet – samt en stempling i en check-enhed, der kan aflæses i mål efter sidste start. På denne måde har vi på en enkel måde tjek på, hvem der er startet, og ved aflæsning af enheden i MeOS ved vi så også, hvem der er <Ikke Startet>.
I øvrigt er denne startprocedure kendt fra en del andre løb.
Jeg håber, at I synes om ideen.
Nu skal den blot evalueres sammen med personalet i starten.

Lidt fra aftenens forløb

Fra min plads i mål i Silistria kunne jeg konstatere, at der blev tale om en rolig aften uden at IT eller software voldte problemer. En håndfuld løbere skulle lige have ændret briknummer, inden de gik til start, mens en enkelt mente, at det da nok lige kunne vente, indtil man var kommet i mål (???) – på trods af ordlyden i instruktionen…
Indlæsningen af check-enheden fra start gik uden problemer, så set fra mål er det en smart måde at styre registreringen af <Ej Startet> på.
Sidste løber var i mål kl. 20:03, og herefter kunne jeg drage hjem og få resultater og kort lagt op på den nye hjemmeside for NightChamp: https://nightchamp.net.
Alt i alt en nem aften, hvor løberne samtidig kunne glæde sig over tørvejr samt temperaturer på omkring 13 grader. Meget uvant for november!

Tak til mine hjælpere
Sluttelig endnu en stor tak til min uvurderlige hjælp, Henrik Markvardsen, der som postudsætter sørgede for, at alle posterne stod fair og rigtigt, samt Henriks chauffør og hjælper, Hans Christiansen. Endvidere tak til min kone Claudia samt min sønner, Silas med kæresten Stine samt Hjalte, for deres uvurderlige hjælp med afviklingen af starten. Og endelig en stor tak til postindsamlerne fra OK PANs ungdomsafdeling – denne gang repræsenteret ved 3 forældre, der sørgede for, at udstyret kom i hus.

Næste uges afdeling af NightChamp-serien finder sted i Åbjergskoven vest for Horsens med stævneplads i Horsens OKs klubhus og parkering umiddelbart ved klubhuset.
Åbjergskoven blev senest anvendt ved NightChamps jubilæumsløb nr. 100 i februar ’20.
Bemærk, at det er muligt af bestille aftensmad til efter løbet; det sker via O-Service, fanebladet Forplejning.

Vi ses i skoven – gerne næste torsdag i Åbjergskoven.

Udgivet i Løbsberetning | Kommentarer lukket til Marselisborg Storskov – Prolog, 2022-23

Indbydelsen til NightChamp 22-23

Så er der lagt i ovnen til endnu en sæson med NightChamp, og indbydelsen er klar her på nettet. Som “altid” er der også i år tale om en prolog samt 6 afdelinger, og som altid afvikles de med 4 afdelinger i november samt 3 afdelinger i februar.
I efteråret står menuen på en prolog i Marselisborg (3.11.) med mulighed for bad og omklædning inden døre i PANs klubhus, Silistria. Herefter går turen sydpå til først Åbjergskoven (10.11.) og herefter til Vejle Nørreskov (17.11.) med henholdsvis Horsens OKs klubhus og OK SNABs klubhus til omklædning og bad.
Endelig skal vi en tur til Fløjstrup Nord – syd for Giber Å – d. 24.11.
I februar hedder terrænerne Himmelbjerget, Vejlskoven/Rathlousdal og Store Lyngdal. Mere herom efter jul, men det kan da her afsløres, at præmieoverrækkelsen vil ske i laden i Store Lyngdal – efter løbet.
Indbydelsen finder du her: PDF

Henrik Dagsberg

Udgivet i Foromtale | Kommentarer lukket til Indbydelsen til NightChamp 22-23

NightChamp 21-22 er slut…

Hermed det sidste indlæg vedrørende sæsonen 21-22.
I dag kunne jeg – stort set – få sat punktum for vinterens NightChamp. Det har ikke været nemt at træffe de folk, som jeg har haft udeståender med – hvad angår præmierne. Dels synes jeg, at der har været lidt langt mellem de enkelte, udbudte løb, hvor jeg har kunnet være til stede, og delt har jeg haft travlt til anden side.
Men nu er vi så vidt: Den sidste klassepræmie er udleveret, og vinderne af de to lodtrækningspræmier – et gavekort fra Landal/Green Parcs – er fundet.
Lodtrækningen af disse to præmier er sket ved en trækning af NightChamp-afdeling, herefter en bane ved denne afdeling og endelig en løber på denne bane.
På denne måde blev følgende numre udtrukket:
2 – 5 – 13: 2. afdeling (= etape 1) – Bane 5 – Løber nr. 13: Karl Kr. Terkelsen, GORM og
3 – 6 – 4: 3. afdeling (= etape 2) – Bane 6 – Løber nr. 4: Knud Sørensen, PAN.
Begge vinderne af lodtrækningspræmierne er kontaktet direkte.
Resultater mm. fra vinterens afdelinger af NightChamp findes Her

Udgivet i Afrunding | Kommentarer lukket til NightChamp 21-22 er slut…

Børgelund/Gludsted Plantage – 6. etape, 2021-22

Med aftenens løb i går fik vi så lukket og slukket for denne vinters NightChamp, og vi kom i mål med en serie af løb, der blev lidt anderledes end de foregående år – takket været Coronaen. Vi oplevede således ret mange afbud – flere end normalt, og vi tog også vores forholdsregler i forsøget på at undgå smitte. På organisationssiden droppede vi printede postdefinitioner samt udlevering af stræktider, og når vi nu lige får evalueret løbene, kunne jeg forestille mig, at i hvert fald hjemmeprint af postdefinitioner vil blive noget, vores deltagere også vil komme til at leve med fremover.
Aftenens løb var nr. 108 i serien, der efterhånden har kørt i 17 sæsoner, og i denne sæson passerede vi en markant milepæl, idet vi ved prologen i starten af november sendte løber nr. 10000 i skoven. Endvidere er jeg nu oppe på gennem årene at have præsenteret jer deltagere for 656 forskellige bane i NightChamp-sammenhæng.

En planlægning, der hele tiden måtte ændres
Der har været rigtig mange planer, der har måttet ændres og revurderes, i forbindelse med løbet i aftes. Først og fremmest skulle løbet egentlig have været afviklet på Sletten med efterfølgende kaffe og præmieoverrækkelse på HNIE – som vi jo plejer det.
Men da Silkeborg OK selv bruger Sletten til en etape ved Påskeløbene, og da jeg i samråd med forstander Lars Fey på HNIE valgte at droppe kaffen af hensyn til risikoen for coronasmitte, måtte jeg i gang med at undersøge alternative muligheder.
Dette gjorde, at jeg i samråd med Henning Hansen, der er skovkontakt i Horsens OK, valgte at forsøge mig med Børgelund, som det jo så også endte med at blive. Børgelund var som sådan jo også interessant, fordi DM nat i 2021 skulle have været afviklet her – men blev corona-aflyst. Dette gav mig et nyt kort at arbejde på, men samtidig var det uklart, hvor stor en del af kortet, jeg kunne bruge, idet der er 3 skovejere, der ejer hver deres tredjedel: Skov- og Naturstyrelsen, Silkeborg Kommune og en privat lodsejer.
Da den første tilladelse – SNT melder altid hurtigt tilbage – var i hus den 7. januar, medførte det nogle ture i skoven i dette område, samt at det første udkast til baner hurtigt var på plads.
Den 25. januar indløb tilladelsen til at bruge Silkeborg Kommunes del – den midterste del af løbsområdet. Altså: tilbage til skoven og designe nogle nye baner, hvor dette område blev inddraget på alle baner. Silkeborg Kommunes område, Hjortholm Skov, er et ret interessant område, hvilket I som løbere vel også bemærkede?
Summa summarum: et nyt sæt baner lå klar, og jeg troede, at jeg var i mål med forarbejdet, da der ikke forelå nogen tilladelse til det private område.
Og dog. Den 9. februar – hvor jeg stort set var på vej på ferie i uge 7 – kom tilladelsen så også til resten af skoven – Børgelund. Ferien blev afkortet, og sidste weekend blev brugt til at lave nye baner, så alle baner (minus bane 5 og 8) også vendte inde i privaten. Det betød naturligvis endnu et par ture til og i skoven.
Det var lidt i sidste øjeblik…

Et løb, jeg aldrig glemmer
Næste problem: Når der arrangeres orienteringsløb i Gludsted Plantage er det kutyme, at der parkeres i det militære område i den sydlige del af plantagen – så det tog jeg ligesom også lidt for givet i år. Men jeg havde – under mine besøg i plantagen set, at der var sat kæde over indkørslen til området; så for en sikkerheds skyld måtte jeg hellere sikre mig, at der ikke var kæde over i aftes. Derfor en mail og en opringning til SNT for at få den knast af vejen.
Da de ringede tilbage, havde de også lige clearet situationen og mit ønske med Flyvestation Karup, der administrerer bunkersområdet. Herfra var meldingen, at vi “under ingen omstændigheder” måtte parkere i området, på grund af den “ændrede sikkerhedssituation i Europa lige nu”. En parkering af en del biler kunne også være en hindring for dem, hvis de skulle “arbejde i området”.
Derfor blev jeg i mandags tvunget til at anvise kantparkering på Faurholtvej; ikke optimalt, men alternativet ville være at aflyse stævnet.
(SNT angav en anden indkørsel til bunkersområdet og gav tilladelse til, at et par biler/vi som arrangører måtte køre derind).
På grund af ovennævnte var jeg tidligt i terrænet – mens snevejret var på sit højeste, og i det øjeblik, jeg parkerer bilen, opdager jeg, at jeg havde glemt min pc, og uden pc, ingen aflæsningsmulighed. Heldigvis var det øvrige arrangørteam lige kørt fra Aarhus, så de måtte vende om og hente pc’en.
I øvrigt traf jeg, da jeg afmærkede med reflekser, flere lastbiler, der var i gang med at tømme nogle af bunkerne for militært grej – så en del aktivitet var der – som forudsagt af folkene i Karup. Jeg ved også, at flere af jer under løbet stødte på ovennævnte lastbiler.
Jeg tror, at I kan forstå, at jeg var en lettet mand, da jeg kørte fra skoven kl. 21:15, da sidste løber var i mål, og postindsamlerne, Ivan og John, tog ud på deres runde.

Et par ord om aftenens løb
Rent IT-teknisk var der ingen problemer; alle fik stemplet ind i mål, og alt klappede perfekt. Det var mere deltagerne selv, der havde udfordringer. En enkelt person tabte sin brik og kom i mål uden, og en enkelt person tabte sit kort og kom i mål uden???
5 personer kom til mig før start for at låne en pandelampe; nogle var kommet af sted uden, og nogen var kommet hjemmefra med en defekt pandelampe.
Nogle syntes, der var lækkert med nyfalden sne, mens andre beklagede sig over, at de sidst startende kunne drage fordel af spor i sneen. Ja, sådan er der jo så meget…
Flere kom til skoven og prøvede lykken: De var ikke tilmeldt, men ville gerne ud at løbe.
Men lige netop i aftes var kortbeholdningen lidt knap, og kun de personer, der havde eftertilmeldt sig på nettet, fik stort set den bane, de ønskede. For lykkeridderne var det en dårlig aften. Et par løbere, der gerne ville ud at løbe bane 1 eller 2, måtte nøjes med en bane 6 eller 7 – eller vente til starten lukkede for at se, om der evt, kunne være et kort til dem på en af de længere baner. Efterfølgende kunne vi konstatere, at vi på flere banerne havde kort nok – men det kunne vi jo naturligvis ikke kalkulere med tre kvarter før starten lukkede!

Så er det præmietid
Efter etapen i uge 6 kunne jeg fortælle, at vi havde fundet en vinder i 10 af løbsklasserne, samt at disse vindere ville få deres præmie efter aftenens løb, hvor vores svigerdatter, Stine, agerede “kyssepige” og kunne finde de rigtig størrelser og farver af NightChamp-vinder-T-shirts til vinderne – hvis de ellers var til stede.
De resterende 9 klasser blev (naturligvis) afgjort i aftes, og disse vindere vil få deres præmie ved lejlighed, f.eks. NJ2D. Jeg sørger for at have præmierne med ud i landet…
Som jeg tidligere har skrevet var flere af de 9 klasser de facto afgjort, mens det var helt åbent i flere andre klasser.
I D16 endte Laura Kaldahl Hornbæk som vinder – på trods af at hun kun stillede op til de fire løb i november; løb hun til gengæld vandt alle fire.
I D40 tog Pernille Buch en sikker sejr. Også hun stillede kun op i 4 løb, som hun alle vandt.
I D50 var det helt åbent mellem Marianne Lynge Krogh og Rikke Holm Nielsen. Her trak Marianne det længste strå.
I D70 fik vi det tætteste opgør af alle, idet Ann Dorrit Hansen og Elin Holm Jensen stod helt lige i regnskabet efter 5 bedste løb – og de stod faktisk også helt lige efter 6 bedste løb. Altså måtte vi ty til reglen om, at vinderen ville være den person med flest point i alle deres starter. Her vandt Ann Dorrit.
Et andet ekstremt spændende og tæt opgør fik vi i H14, hvor 4 løbere endte inden for 2 point! Her trak Vilhelm Rokkjær det længste strå med 493 point foran hans fætter Mathias, der fik 492 point. Faktisk endte Vilhelm med at vinde klassen sammenlagt – uden at vinde en eneste etape!
Også i H16 havde vi en skarp dyst om sejren. Den endte med at falde ud til Axel Örnhagen Jørgensens fordel. Her kunne Asbjørn Fenger-Grøn nok ærgre sig over, at han kun havde fire tællende løb – som han i øvrig alle vandt.
I H20 har pilen længe peget på Jonas Ellegård Kokholm, og sådan blev det da også. Også her har vi en løber, Jonas Damm Als, der kun havde 4 starter – som han havde vundet.
I H50 løb Kim Rokkjær med en sikker sejr, og endelig i H60 blev det min stafetmakker, Ivan Christensen, der tog sejren med en sikker margen.

Tak til mine hjælpere
Sluttelig en stor tak til alle, der på den ene eller anden måde har hjulpet mig med aftenens løb i Børgelund. Det gælder lige fra Thomas Hjerrild, der satte posterne i skoven i silende regn, til Ivan Christensen og John Holm, der sprang til, da det allersortest ud med postindsamlingen. Og så er der jo alle dem derimellem: min kone Claudia, der ud over arbejdet med starten også lige samlede en tredjedel af posterne ind efter løbet, mens jeg ventede på de sidste i mål. Ligeledes sønnike Silas, der var vendt tilbage fra skiferie og Corona samt svigerdatter Stine, der også var tilbage fra Corona.
Derudover en stor tak til alle de, der har hjulpet på den ene aller anden side med alt fra stort til småt. Rekognoscering og tegning af kort, georeferering og opsætning af kort, skovtilladelser, support på O-Track, support på Condes, trykning af baner – og sådan kan jeg blive ved. Det er en stor fornøjelse at arbejde med jer alle, og uden jeres indsats, ja, så er det ikke nogen NightChamp.
Og så glæder det mig faktisk lidt, at hverken jeg eller min familie i år har lovet nogen, at vi ses næste år…

Nu takker vi så af for i år, og vi glæder os lidt til selv at komme ud at løbe.
For de, der ikke har fået nok af natløb i denne omgang eller vil holde formen ved lige indtil DM Nat i marts måned, så er der mulighed for at deltage i Sydkredsens natløb de næste 3 torsdage i trekantområdet. Det starter på torsdag med et løb i Vingsted vest for Vejle.

Vi ses i skoven

Udgivet i Løbsberetning | Kommentarer lukket til Børgelund/Gludsted Plantage – 6. etape, 2021-22

Vejlskoven, Odder – 5. etape, 2021-22

Så fik vi også afviklet næstsidste afdeling af denne vinters NightChamp – og det i et jomfrueligt terræn, hvor der – indtil her til aften – kun har været løbet få træningsløb, men aldrig en konkurrence.
Forarbejdet med af få adgang til at løbe i denne interessante og krævende skov har efterhånden stået på i et par år, idet vi – dvs. hovedsagelig Bent Nielsen, der selv er bosiddende i Odder – allerede for et par år siden tog kontakt til godsejeren på Rathlousdal, der ejer skoven, for at forhøre sig om muligheden for en NightChamp-etape i skoven i vinteren 20-21. Bent har altid haft et godt forhold til godsejeren, Johan Tesdorpf, så svaret herfra var: “Ja, hvorfor ikke? Lad os prøve at se, hvordan det går”. De nærmere omstændigheder omkring løbet blev ligeledes aftalt, og alt var på plads, men så satte Coronaen en stopper for det.
I efteråret, da denne sæsons løb så skulle planlægges, tog jeg – med Bent som mellemmand – selv kontakt til Johan Tesdorpf og fik et møde i stand. Et rigtig fint og konstruktivt møde, hvor vi så fik aftalt de nærmere omstændigheder i forbindelse med løbet og i øvrigt fik snakket om mange fælles interesser. Her oplevede jeg en skovejer, der var meget imødekommende og bl.a. gav os lov til at løbe på markveje, der eller var lukkede for offentlig trafik, og kantløbe skoven flere steder. Det skulle så vise sig ikke at blive nødvendigt i denne omgang, men det kunne måske blive aktuelt ved en senere lejlighed. Faktisk endte det med, at Johan godt selv kunne tænke sig at komme ud at løbe; det kunne jo ikke gå så galt – han kender jo skoven og kommer dagligt i den.

Lidt tanker om aftenens løb
Allerede før første løber var startet, havde jeg været noget mere ude i terrænet, end jeg plejer at være i forarbejdet til et natløb. For det første var der jo tale om en skov, som jeg ikke havde mine egne erfaringer med som løber, så der var rigtig meget, der skulle testes og mange stræk, der skulle gennemgås. Dernæst viste skoven sig noget tung, så jeg kunne god forudse, at løbet i bakkerne kunne trække søm ud. Jeg konstaterede også steder i skoven, hvor jeg nok ikke ville have været så karrig med den grønne farve – på grund af ugennemtrængelige brombærkrat. Når jeg om dagen kunne hænge “uhjælpeligt” fast i brombær, hvordan ville løberne så ikke opleve det i natten?
Sluttelig kostede det også en del overvejelser, hvordan de længere baner skulle drejes i de områder, hvor skoven var smallest og dybest set bare var en skrænt. Løberne skulle helst ikke bare kunne fræse på stierne, der var ovenfor og nedenfor skrænten.
Alle disse omstændigheder gjorde, at banerne gang på gang blev ændret – om ikke andet for at eliminere så meget slump som muligt. Hjem til skrivebordet og ændre – tilbage i skoven og tjekke, og både postplaceringer og baneforløb ændredes 5-6 gange, før jeg var rimelig tilfreds.
Skovtilladelsen fik jeg i begyndelsen af januar, og de seneste ændringer blev foretaget her i den forgangne weekend; så det har været et komprimeret og tidskrævende forløb.
Og så gjorde jo ikke situationen bedre, at jeg i weekenden var tvunget under dynen, og at jeg måtte gamble på, at de sidste ændringer – flytningen af tre poster – ikke gik galt, og at jeg havde husket rigtigt i forhold til, hvad jeg havde bemærket i terrænet.
(Rent faktisk betød de seneste ændringer, at jeg glemte at ændre definitionen på post 35, inden kortene gik i trykken).

Et par bemærkninger om aftenens forløb
Ligesom i sidste uge i Silkeborg Nordskov, fik vi mere end 10 eftertilmeldinger efter tilmeldingsfristens udløb, så det endte med, at 136 løbere kom i skoven. Uge 6 er traditionelt en uge med mange skiferier – hvilket vi også i år kunne mærke på deltagerantallet. Samtidig har Covid-19 stadigvæk godt greb om samfundet.
Teknisk set var der ingen problemer; alle fik stemplet ind i mål, og kun en enkelt skulle lige have ændret briknummer, så det var til at leve med. Kl 20 manglede vi kun to løbere i mål – men alligevel kunne jeg først køre fra skoven ved 21-tiden, da sidste løber var i mål. Lidt koldt at vente, men for løberne var det vist noget nær optimalt vejr – 4-5 grader varmt, klart og vindstille. En smuk aften.
En enkelt løber ville forlods have mig til at love, at det forblev tørvejr under hele løbet – og det lovede jeg da gerne. I øvrigt var han kørt til Odder i snesjap, slud og regn, så han var glad i mål.
Skov og baner blev lystigt diskuteret i mål, og de fleste var glade for min beslutning om de afkortede baner. Det havde været hårdt nok undervejs derude med tunge våde bakker og de tidligere omtalte brombærkrat. Og så var det tilfredsstillende for en banelægger at høre selv garvede løbere diskutere vejvalg, og jeg kunne da forstå på snakken, at der flere steder var nogle endda meget forskellige måder at gribe skoven og banerne an på.

Og hvad blev så egentlig resultatet af skovejer Johan Tesdorpfs tur i skoven? Desværre måtte han stå over med en muskelskade, der ikke skulle forværres lige inden hans skiferie i næste uge. Forbud fra konen, tror jeg. Jeg havde en god snak med ham, da han kom ud og meldte afbud, men det lød til, at han var frisk på en tur en anden gang, hvis vi kan komme i skoven igen om et par år. Mange hilsener fra ham – og han havde kun godt at sige om vores håndtering af løbet. Nu tager jeg først lige en evaluering med ham i den kommende tid.

En status på situationen i klasserne
I sidste uge kunne jeg fortælle, at vi havde fundet en vinder i 4 af løbsklasserne, men efter aftenens løb er dette tal vokset til 10 vindere.
Dvs. at vi – i de resterende 9 klasser – skal have fundet en vinder ved sidste etape.
Men selv om, at det ser ud som om, at der er meget på spil i disse 9 klasser, er flere af klasserne de facto allerede afgjort.
Før sidste etape i Børgelund står det klart, at understående løbere efter deres tur i skoven vil få udleveret deres præmie, en NightChamp-vinder-T-shirt sponsoreret af to af vores sponsorer, Løberen og Fusion. Præmierne overrækkes ved stævnebilen af Stine, der vil sørge for at finde den rigtige størrelse, farve og model til de løbere, der har gjort sig fortjent til en præmie.
Før sidste etape kan vi ønske følgende løbere til lykke med sejren:
D12: Kille Beuchert Jensen, OK PAN
D14: Ragnhild Øhlenschlæger Nielsen, Silkeborg OK
D20: Theresa Skouboe, Horsens OK
D21: Sofie Secher Thomsen, OK PAN
D60: Britta Ank Pedersen, Horsens OK
H12: Oskar Rix Berthelsen, OK PAN
H21: Rico Hejlskov Mogensen, Silkeborg OK
H50: René Rokkjær, Silkeborg OK
H70: Poul Erik Buch, OK GORM
H80: Knud Sørensen, OK PAN

I de øvrige klasser er der 2 løbere, der byder sig til som klassevindere. (I H14 og H20 dog 3 løbere).

Tak til mine hjælpere
Sluttelig en stor tak til alle, der på den ene eller anden måde har hjulpet mig med aftenens løb i Vejlskoven. Og ligesom sidste torsdag var antallet af hjælpere også denne gang højere end normalt – takket være en omgang Covid-19 til Silas og Stine…
Der skal denne gang lyde en tak til Hans Christiansen, der som altid (næsten) stod for transport af materiel. Tak til Henrik Markvardsen, der igen, igen påtog sig udsætningen af posterne. Tak til Peter Kilden, der i sidste øjeblik sprang til og hjalp Claudia i starten – og i øvrigt kørte hende hjem efter løbet, så hun ikke skulle stå i kulden og vente sammen med mig.
En speciel tak til netop min kære kone, Claudia, der som altid sørgede for en gnidningsløs afvikling af starten samt den efterfølgende oprydning.
Ligeledes en stor tak til postindsamlerne – i dag personificeret ved et par forældre til nogle af klubbens ungdomsløbere.

Næste afdeling – den sidste denne vinter – af NightChamp-serien kommer til at foregå i et terræn, hvor vi kun delvis tidligere har afviklet en afdeling af NightChamp, idet løbet afvikles i Børgelund i den skov, der sidste år skulle have været brugt til afviklingen af DM Nat – der som bekendt blev aflyst. Denne del af løbsterrænet er privat, og der har aldrig tidligere været afviklet natløb her. Glæd jer.
Der er indkørsel til løbsområdet fra Faurholtvej ved Hjøllund.

Vi ses i skoven – gerne torsdag 24.2. i Børgelund.

Udgivet i Løbsberetning | Kommentarer lukket til Vejlskoven, Odder – 5. etape, 2021-22