Åbjergskoven – 1. etape, 2022-23

Efter sidste torsdags prolog med omklædning inden døre, bad, adgang til toiletter samt mulighed for mad efter løbet, fortsatte vi her til aften med endnu en “luksusudgave” af NightChamp, hvor omdrejningspunktet var Horsens OKs klubhus i Åbjergskoven i den vestlige udkant af Horsens. Igen var der mulighed for omklædning, bad og toiletbesøg inden døre, lige som der også denne gang kunne tilmeldes mad efter løbet.
Det blev i øvrigt en lang og til tider lidt træls dag og aften for undertegnede. Det startede allerede før middag, hvor jeg sammen med en af mine trofaste hjælpere, Hans Christiansen, var på vej til skoven for at sætte poster ud. Desværre havde en sættevogn valgt at lægge sig ned på motorvejen nær Horsens Nord – med det resultat, at vi hang i en lang kø i godt og vel en time. (Heldigvis var vi ude i god tid!)
Selve postudsætningen gik uproblematisk, men på grund af forsinkelsen vurderede jeg, at jeg ikke kunne nå tilbage til Aarhus for at hente det materiel, jeg skulle bruge til at afvikle aftenenes løb. Altså var der lige noget logistik, der skulle på plads, således at mine hjælpere kunne have udstyret med og i øvrigt skulle have information om, at de hellere måtte køre tidligere hjemmefra på grund af ovennævnte uheld. (Der var stadigvæk her ved aftentide ikke ryddet op!)
Heldigvis gik alt op i en højere enhed.

… og så var problemerne endnu ikke ovre
Ca. klokken 18 var alt klappet og klart til løbet, og starten var på plads.
Og så kommer jo den tid, der er mest spændende for en banelægger – tiden fra første start og indtil den første løber på hver bane er i mål. Står alt nu som det skal i skoven, eller har vi ikke fået sat posterne rigtigt?
Første løber er – sædvanen tro – en løber på bane 8, den letteste bane, hvor løberne føres ved hånden ad stinettet gennem banen. Vedkommende ville så bare lige sige, at der manglede to poster på banen, post 2 og post 3. Og det samme ville de øvrige løbere på banen også lige fortælle mig. Jeg havde derfor en løber til at tjekke de to poster, der begge stod i stisammenløb, og de var ganske rigtigt væk. Mellem postudsætningen ved 14-tiden og starten kl. 18.15 var de blevet fjernet! fra deres oprindelige placering.
Begge poster – i det ene tilfælde kun poststativet – blev senere fundet af postindsamlerne ca. 10 til 15 meter fra det sted, hvor de skulle være placeret. Det er bemærkelsesværdigt, at der i den del af skoven, hvor de to poster var placeret, ikke kommer mange mennesker og slet ikke i det lidt regnfulde vejr, der var i løbet af eftermiddagen. Under postudsætningen så jeg kun nogle hundeluftere samt nogle unge mountainbikere (ud over rådyr og harer).
Ærgerligt var det, at det gik ud over nogle af de yngste deltagere, der netop har brug for at have sikkerheden i posterne. I øvrigt – som et efterskrift – har man i MeOS mulighed for at angive poster som “defekte”, og løberne på bane 8 har derfor alle fået godkendt deres løb.
Tilføjelse: Efterfølgende har jeg fra flere sider fået beretninger om en flok lidt overfriske drenge med en budcykel, der er blevet set køre rundt i mørket i området vest for starten, hvor de to manglende poster var placeret. Det er nærliggende at tænke tanker i den forbindelse.

Debatten om post 55
Da jeg skulle i gang med banelægningen til aftenens etape, kunne jeg konstatere, at jeg havde behov for en post i området, syd til sydøst for de to huse, der ses på kortudsnittet til højre.
For to år siden anvendte jeg den (lille) sten, post 55, og derfor ville jeg helst finde en anden brugbar og entydig postplacering. Det var bare meget svært, og alle mine ideer til placeringer blev skudt ned af terrænet, når jeg var derude for at se på mulighederne. Tingene, dvs. terrængenstandene, var bare ikke så entydige og synlige, som jeg havde brug for til et natløb.
Derfor endte det med den post 55, som ses på kortudsnittet og som løberne blev præsenteret for. Ikke det optimale, men…
Af de indlagte spor i O-Track kan jeg se, at mange har valgt et defensivt indløb til posten (den lyse stribe nordfra, der fører lige ned i posten) og derfor har fundet den i første hug, mens andre har løbet mere aggressivt på strækket til posten og har bommet. Posten ligger i øvrigt i en lille lysning/lyst område, der er meget veldefineret – også mere end det fremgår af kortet.
Fakta er, at der var en del snak om netop denne post efter løbet, og den har ikke givet mange roser til banelæggeren!

Meget lidt fra aftenens forløb
Som arrangører havde vi – som ovenfor beskrevet – en på nogen felter stressende aften, der bød på en varmerekord for en novembernat! Hele 15 grader samt tørvejr hele vejen rundt på banerne kunne vi byde deltagerne
Der var i øvrigt meget at glæde sig over i løbet af aftenen.
Alle fik husket at stemple ud, da de var kommet i mål.
Alle, der løb med et forkert briknummer huskede at få det ændret – enten inden løbet (som jeg helst vil have det) eller inden de stemplede ud efter løbet.
Ingen skulle have ændret bane
Kun en enkelt skulle låne en pandelampe af arrangørerne
Ingen udgik med manglende lys.
Sidste løber var i mål kl. 20:20 og postindsamlerne kunne drage i skoven før kl. 21 – efter at de havde spist den lækre indiske risret, som Horsens OK stod for serveringen af.
Og selv sad jeg hjemme i varmen kl. 21.30, og kunne lægge resultaterne på nettet få minutter efter. (Trafikken artede sig meget bedre på hjemturen end udturen)

Tak til mine hjælpere
Sluttelig endnu en stor tak til Hans Christiansen, der var min uvurderlige hjælper i løbet af dagen. Hans stod for afhentning af poster i Silistria, afhentning af undertegnede på Aarhus Ø, kørsel til Horsens, hjælp med postudsætningen samt afmærkning til start. Derefter kørsel nordpå igen – uden undertegnede, der ikke turde satse på at kunne nå til Aarhus og tilbage til Horsens igen til første start…
Endvidere tak til min kone Claudia samt vores to sønner, Hjalte og Silas, samt sidstnævntes kæreste, Stine, for deres uvurderlige hjælp med afviklingen af starten. I parentes bemærket havde Stine og Silas takket nej til Mortens Aften-middag med and mm. for at kunne være med til at hjælpe med løbet. Ligeledes en stor tak til min kone, der måtte i gang med at læse mine tanker pr. long distance og få pakket de ting i bilen, som vi skulle bruge til afviklingen af løbet!
Og endelig en stor tak til postindsamlerne fra OK PANs ungdomsafdeling – denne gang repræsenteret ved 3 ikke helt unge løbere, der sørgede for, at udstyret kom i hus. Næsten det hele…

Næste uges afdeling af NightChamp-serien finder sted i Vejle Nørreskov med stævneplads og parkering ved Vejles gamle stadion, Helligkildevej 2, 7100 Vejle.
Nørreskoven og kortfilen over skoven, der er stillet velvilligt til rådighed til løbet, har aldrig tidligere været anvendt til NightChamp. I øvrigt er det så tredje uge i streg, at en af de klubber, der bidrager til NightChamp med mange deltagere, løber på “hjemmebane”.

Vi ses i skoven – gerne næste torsdag i Vejle.

Dette indlæg blev udgivet i Løbsberetning. Bogmærk permalinket.