Rosenholm Skov – 4. etape, 2017-18

Efter et par måneders julepause, hvor mit største arbejde har været at finpudse banerne til de sidste tre NightChamp-etaper i februar, kunne vi så i aftes genoptage serien med afviklingen af 4. etape i den natløbsjomfruelige Rosenholm Skov.

På mange måder var der – og blev der – tale om en speciel etape og en speciel aften. For første gang blev NightChamp således afviklet i en skov, som jeg aldrig selv har løbet orienteringsløb i. Skoven er nytegnet af Ivan Christensen, og den har kun været anvendt til OK Pans klubmesterskab i november 2016 samt et træningsløb i efteråret. Jeg har helt op til korttrykningen i starten af denne uge sparret med Ivan, der har fungeret som banekontrol samtidig med at han har lavet relevante rettelser på kortet. Endvidere var det Ivan, der brugte det meste af en dag på at sætte posterne i skoven, inden det blev mørkt. Ivan kunne 15:15 melde, at udstyret var i skoven – dog havde han mistet en af de poster, der skulle anvendes! (Den fandt han dog igen senere, så der var ingen grund til panik).

Kl. 16 kunne jeg med sindsro drage mod skoven, og inden kl. 18 var både min familie (= mit startpersonale) og jeg på plads til at modtage aftenens deltagere. Vejret var ikke direkte behageligt, og der, hvor jeg havde placeret mig ved mål, var der en frisk vind, der fik de 4 grader på termometret til at føles noget koldere. Og som aftenen skred frem begyndte det at regne, og mit udstyr bag i bilen havde ikke de bedste arbejdsbetingelser. Således frøs jeg og blev så kold og våd i løbet af aftenen, at jeg ikke kunne skifte papir på stræktidsprinteren, så de sidste løbere i mål måtte vente, til stræktiderne kom på nettet senere på aftenen. Heldigvis havde jeg da heller ikke lovet stræktider! Apropos it-udstyr, var min pc efter jul gået død på grund af en virus og havde siden da været laaaangsom, så jeg var langt fra sikker på, at den holdt til aftenens arbejde i kulden og fugten. Men den holdt da hjem.

En aften med nerverne uden på tøjet
Allerede i optakten til aftenens løb havde jeg en mærkelig følelse af, at der var et eller andet, der var glippet i min forberedelse – uden at jeg kunne komme i tanker om noget bestemt, der  ikke var på plads. Aftalerne om anvendelsen af skoven og alt omkring postudsættelsen og -indsamlingen var overladt til andre, som jeg som sædvanlig kunne sætte min lid til. Kortene og definitionerne var leveret, og udstyr som lånebrikker og pc og aflæser til registrering i mål havde jeg selv taget mig af. Endelig havde jeg selv lavet aftaler for parkering af løbernes biler; godt nok kun telefonisk med folk fra Rosenholm Slot. Så alt var i sin skønneste orden…
… indtil jeg lidt i halv syv med få minutters mellemrum blev kontaktet af et par vrede mennesker, der ikke brød sig om folks parkering. Om jeg havde noget med arrangementet at gøre? Det viste sig, at det var et par personer fra Rosenholm Gods, og at de – og ikke slottet – ejede jorden langs med Slotsvej, hvor deltagerne parkerede! Panik, panik, men efter lidt diskussion fik jeg dirigeret min søn Silas fra starten og hen til godset, hvorfra han omdirigerede parkeringen, så de senere tilkomne parkerede i skovkanten.
Så langt, så godt. Den værste panik var drevet over, og der faldt kortvarigt ro på igen. Fra min plads i skovkanten kunne jeg dog nogle minutter senere se, at et fejeblad dukkede op og fjernede en af de parkerede biler. Måske på foranledning af godsejeren? Og næsten samtidig kunne man høre sirenerne og se de blå blink fra et udrykningskøretøj, der kæmpede sig vej på Slotsvej forbi parkerede biler og fejeblad. Var det politiet?
I ånden så jeg lige et glimt af mig selv på den lokale politistation.
Det viste sig dog at være en brandbil, der tilfældigvis skulle gennem skoven – på vej til en opgave ude vestpå. Og bilen på fejebladet? Ja, det viste sig, at en af aftenens deltagere, Anker Møller, havde fået en flintesten i dækket og derfor havde brug for vejhjælp. Men lidt hektisk og nervepirrende var det da en overgang.
Efterskrift: For familien Møller blev det i øvrigt ikke en mindeværdi aften. Ud over en sten i dækket var sønnike Laurits så uheldig at sparke foden i en træstamme – og brække en tå, Øv!

Lidt om aftenens udfordringer
I modsætning til etaperne i november måned ’17, hvor deltagerantallet pr. gang lå på 150 aktive i skoven, var denne aften ikke helt så velbesøgt. Det kan selvfølgelig skyldes noget vinter- eller skiferie, eller at man som løber “lige skal i gang efter jul og have banket rusten af”. Den lille nedgang i deltagerantallet (der var 122 startende løbere) kan naturligvis også skyldes, at Rosenholm ligger lidt uden for det sædvanlige NightChamp-område, men skoven var valgt netop på grund at den unikke lejlighed til at komme til at løbe i helt ukendt terræn.
Jeg havde – synes jeg selv – fået drejet nogle udfordrende baner i en skov, der nok overraskede de fleste, fordi den sine steder er meget diffus uden det store sammenhængende stiforløb, så det kunne være svært at få rigtig flyd i sit løb. Da skoven samtidig var våd (nogen mente meget våd og meget tung) på grund af de store regnmængder hen over de seneste måneder, og da noget nyligt arbejde i skoven ikke fremgik af kortet (der ellers er revideret for sidste gang i januar måned ’18), blev flere af deltagerne snydt ude i mørket. Dette gav nogle høje løbstider, og det var ikke mange, der kom gennem skoven uden bom. Og så var der i øvrigt en del, der udgik med defekt lyskilde!
Sluttelig var en af posterne i en slugt desværre anbragt et par meter forkert, og her løb et par af deltagerne forvirrede rundt, hvilket man kan se af trackingen. Beklager denne fejl!

Så er de første samlede vindere på plads
Jeg skal nok spare jer for en længere udredning om stillingerne og mulighederne i de enkelte klasser, men blot her konstatere, at vi – sædvanen tro efter 4. etape – kan kåre de første samlede klassevindere. Af de 17 klasser, der konkurreres i, er vinderne nu på plads i 5 af klasserne.
I klasserne D21 (Caroline Gjøtterup), D50 (Marianne Lynge Krogh), H12 (Frederik Bøje), H21 (Rasmus Djurhuus) og H60 (Keld Gade) kan den førende løber ikke mere nås i den samlede stilling. Stort til lykke til dem alle 5 – fra 5 forskellige klubber!

Tak til mine hjælpere
Sluttelig en stor tak til Ivan Christensen, der har stået for en rekognoscering af skoven helt op til stævnet – og ikke mindst tak for sparringen på posterne samt arbejdet med at få posterne i skoven.
Endnu engang tak til min familie, mine sønner Hjalte og Silas og Claudia for deres uvurderlige hjælp med afviklingen af starten. Netop Silas var lidt stresset, da han kom direkte fra arbejde og så blev kastet ud i en ekstraopgave med at dirigere parkeringen! Heldigvis var vi netop i dag – fordi Silas måtte køre direkte fra arbejde – kørt til skoven i tre biler, så det var nemt for ham at komme hen til godset og få styr på bilerne, der var på vej til at holde ulovligt! Endelig tak til postindsamlerne fra Ok Pan – som altid Jeanette og Torben – denne gang suppleret med Mogens. Jeg forstod, at de først var tilbage i Aarhus igen kl. 23:30!
En sidste tak til godsejer Peter Helles, der i sidste ende viste forståelse for vores situation og endda hjalp Silas med en vest, så han ikke stod helt usynlig i mørket.

Om en uge – torsdag den 8. februar – står den så på etape i en rigtig byskov, idet vi mødes i Risskov i Aarhus. Stævnepladsen findes for enden af Strandgade på en P-plads i skovens nordøstlige udkant… Pas i øvrigt på med parkeringen i området! Der er ikke de bedste betingelser for lovlig parkering i Risskov, så hold jer venligst til de områder, der er beskrevet i instruktionen!
Som i Rosenholm er det Ivan Christensen, der har stået for korttegningen, mens det igen er Tordenskjolds soldater, Henrik Markvardsen og Hans Christiansen, der sætter posterne i skoven. 

Med håbet om, at vi ses igen den 8. februar i Risskov…

Vi ses i skoven!

Udgivet i Løbsberetning | Kommentarer lukket til Rosenholm Skov – 4. etape, 2017-18

Foromtale af etaperne 4-6 i februar måned

Efter at vi har overstået november måneds 4 etaper af denne vinters NightChamp-serie, er det nu tid til at se lidt fremad mod de sidste 3 løb, der foregår i februar.

Vi lægger ud med 4. etape den 1. februar i Rosenholm Skov, der ligger få meter fra Rosenholm Slot, der nok mest er kendt fra Jul på Slottet fra 1986 med jægeren Valentin og prinsesse Miamaja. Her skal deltagerne dog ikke ind på slottet, men ud i en jomfruelig skov. Skoven, der er nytegnet i 2016 af Ivan Christensen, har kun været anvendt til to træningsløb i PAN. Her venter der deltagerne en spændende skov, der nok skal byde på o-tekniske udfordringer! Kortet er nyrevideret hen over efteråret ’17 og er tegnet efter den nye ISOM 2017-norm.
Den 8. februar skal deltagerne ind i Aarhus’ nordlige udkant, hvor Risskov står på programmet. Risskov, der har været anvendt en enkelt gang tidligere til NightChamp (i februar 2015), er nyrevideret i efteråret ’17 og ligeledes tegnet efter den nye ISOM 2017-norm. Skoven er ikke ret stor, så alle deltagerne – uanset klasse – løber på 1:7500, ligesom alle må forvente kringlede baner med masser af retningsskift og mange løbere på et forholdsvis lille område.
Efter en kort pause i uge 7 slutter denne vinters serie – sædvanen tro – i Silkeborgs bakker, nærmere betegnet i Silkeborg Sønderskov med parkering og stævneplads på den store P-plads syd for Sønderskovvej/øst for Rødebækhus. Her venter der deltagerne en lettere afkortet tur rundt om Slåen Sø – og måske bliver der også plads til lidt bakker, hvem ved? Kortet er revideret i 2017-18, og de sidste rettelser er end ikke i hus i skrivende stund.
Og datoen? Nå ja: 22. februar.
Efter strabadserne i skoven går turen til Himmelbjergegnens Natur- og IdrætsEfterskole til den traditionelle afslutning med kaffe og brød i kantinen samt præmieoverrækkelse til klassevinderne.
Vi glæder os til at se jer i februar!
Indbydelse 2017-18: PDF

Udgivet i Foromtale | Kommentarer lukket til Foromtale af etaperne 4-6 i februar måned

Boller Nederskov – 3. etape, 2017-18

Med aftenens afvikling af 3. etape af denne sæsons NightChamp er vi nu kommet igennem endnu en november måneds natløb – og endnu engang har vi som team bag løbene overlevet ikke mindst regn og rusk samt deraf følgende problemer med parkering (i Hastrup) og generelt svigtende helbred. Ydermere har vi i år været en anelse presset af, at drengene nu er så store, at der også lige er noget arbejde, der skal passes ind. Men vi har da formået at sende løberne af sted på nogle oplevelser i aftenens mørke – og ikke mindst at vente på dem i mål. Det, der gør hele arbejdet værd, er, at vi har endnu igen i den forløbne måned har oplevet en pæn tilstrømning af natløbere til vores lille arrangement, hvilket da også gør, at vi “gider blive ved”.
Der er temmelig meget, der skal tænkes på, når man binder an med at lave et orienteringsløb – og derfor også meget, der kan gå galt i planlægningen eller udførelsen. Således havde jeg en enkelt gang – for 10 år siden – glemt alle løbskortene i Vejle, så det rider mig hver uge i november som en mare, om jeg nu også har husket på alt – fra pc med softwaren sat rigtig op til kort, definitioner, lys og brikker. Og så er der ydermere ting, der er ude af vores hænder, nemlig om der – som det af og til sker – er nogle poster, der står af eller ikke virker efter hensigten.

En fin aften efter et hektisk forarbejde i skoven 
Ved aftenens løb var der stævneplads ved Boller Slot – med kantparkering på Boller Slotsvej og 800-1000 meter til start. Som sædvanlig havde jeg allieret mig med Hans Christiansen og Henrik Markvardsen, der skulle sørge for postudsætningen, for med Henrik på holdet er der ikke mange indsigelser mod placeringen af posterne! Desværre kunne jeg onsdag aften modtage en nedslående besked fra Henrik: Ved tirsdagens træning havde han fået foden i en rod og var faldet på en så uheldig måde, at det gik ud over ryggen – og det var kun med store smerter, at han kunne holde sig oprejst. Derfor gruede han for postudsætningen og ikke mindst at skulle springe over de mange grøfter undervejs – noget der var helt umuligt for ham! Derfor havde han også både en plan B, C og D for arbejdet i skoven, ligesom jeg tilbød at prøve at komme lidt tidligere i skoven og hjælpe, hvis det skulle blive umuligt for ham at bevæge sig rundt. Posterne kom dog i skoven i løbet af torsdag formiddag og jeg fik en klarmelding fra en noget kvæstet Henrik først på eftermiddagen. En meget stor tak herfra til postudsætterne – uden dem ingen løb!
I løbet af eftermiddagen fik vi – for tredje torsdag i streg – en regnvejrsfront ind over landet, og det regnede, og det regnede, og det regnede hele eftermiddagen. I modsætning til for en uge siden i Hastrup holdt regnen dog helt op, lige før de første løbere skulle i skoven, og ingen skulle kæmpe med andre udfordringer end dem, som terrænet kunne byde på. Og med en temperatur på 8-9 grader, var det egentlig fint løbevejr efter årstiden. Den seneste tids regn gjorde dog skoven tung at løbe i, og underlaget trak kræfterne ud af mange af deltagerne!

Lidt om aftenens udfordringer på kort og poster 
Som man har kunnet læse på kortet, var det nyrevideret hen over foråret – og bl.a. af denne grund havde jeg valgt at bruge skoven i år i stedet for sidste år. Med et helt opdateret kort ville oplevelsen for deltagerne – alt andet lige – blive noget bedre, og jeg synes principielt, at kun nye og opdaterede kort egner sig til natløb, hvor man ofte er afhængig af, at kortet passer. Med udgangspunkt i de baner, jeg allerede havde i støbeskeen sidste år, havde jeg derfor kreeret nye baner til aftenens løb – som altid først på skrivebordet – og derefter taget flere ture i skoven for at justere postplaceringer, således at man kan regne med det, der skal orienteres efter for at komme frem til posten.
Banerne til aftenens løb var færdige lige før efterårsferien, og så var det bare en ekstra tur i skoven i søndags for at tage de endelige beslutninger om posterne. Der kunne jo være sket ændringer i terrænet på grund af vejret – og de værste våde områder, pga. af den megen regn hen over efteråret, skulle jo helst undgås (jf. løbet i Gludsted sidste år). Ved den sidste gennemgang besluttede jeg så at flytte 5-6 poster på grund af kortets manglende skarphed, hvor posterne var placeret.
I øvrigt spillede alle poster med, og ingen af dem valgte at stå af hen over aftenen. At så uret stod forkert i to af posterne (post 33 og 61) er en anden sag – og i øvrigt ikke noget der betød noget for løbernes tider. Kun på stræktiderne kan man se nogle mærkelige tider ved netop disse to poster.
I øvrigt var kommentarerne fra løberne, at de fleste var udfordrede i det tunge terræn. Endvidere var post 71 meget svag i refleksen (hermed videregivet til de ansvarlige i Ok Pan). Og flere mente, at jeg godt kunne have ladet være med at lægge så mange grene i bunden, ligesom nogen mente, at det var min skyld, at skoven var så våd.
Og nej – så megen magt har jeg da heller ikke!

Status på stillingerne i de enkelte klasser efter etaperne i november
Nu hvor vi kan gå på julepause, kan vi godt danne os et overblik over, hvordan tendenserne er i de enkelte klasser. I hvilke klasser er der et tydeligt billede, der tegner sig – og hvor ser det mere mudret ud? Lad os derfor se på de klasser, hvor en afgørelse er under opsejling – og de klasser, hvor alt er helt åbent.
Først og fremmest er løbet næsten kørt i 5 af klasserne, hvor alle de fire første afdelinger har haft samme løber øverst på resultatlisten. Det drejer sig om klasserne D20 (Hedvig Gydesen), D21 (Caroline Gjøtterup), D40 (Pernille Buch), H12 (Frederik Bøje) og H60 (Keld Gade). I disse klasser vil blot en enkelt sejr i februars 3 etaper udløse den samlede klassesejr.
Ud over disse 5 klasser har jeg følgende bemærkninger til tendenserne:
I D12 tegner det til, at Anna Bo Kælbæk, vil løbe med sejren. Anna har vundet de tre afdelinger, hun har deltaget i, og hun mangler blot én sejr i de sidste 3 afdelinger for at blive klassevinder.
I D14 tyder det på en duel om sejren mellem Theresa Skouboe, Horsens, og Anna Nykjær, Pan. Lige nu fører Theresa i den indbyrdes dyst mellem de to – men kun fordi hun har én start mere end Anna. Klassen er dog stadigvæk så åben, at i alt 5 piger kan løbe med sejren!
I D16 lugter det af en sejr til Rebecca Thyssen, Horsens, der har vundet 3 af de første 4 afdelinger. Skulle Rebecca kikse i februar, så står en anden Horsensløber klar i kulissen, nemlig Elanor Henriksen.
I D50 er alt helt åbent, idet alle, der har løbet mindst to afdelinger, stadigvæk er i spil til den samlede sejr i klassen. Det bliver spændende af følge denne klasse, når vi vender tilbage i februar!
D60 er om muligt endnu mere åben end D50, idet samtlige deltagere i klassen har mulighed for at trække sig sejrrigt ud af denne vinters serie. Også her bliver det spændende at se, hvad der sker, når vi mødes i februar igen…
I H14 har tre løbere, Niels Dalgaard, Casper Blakskjær og Jonas Kokholm, vist så megen stabilitet, at det formodentlig er blandt disse tre, at den samlede vinder skal findes. Og den ligger nok mest til Niels, som kun har startet i tre afdelinger, mens de to andre har fire starter, og begge har et disket løb i deres bagage.
I H16 tyder alt på en spændende februar. Lige nu ligger Jacob Mikkelsen og Jonas Gabs side om side i spidsen, men i øvrigt kan samtlige løbere i H16 stadigvæk løbe med den samlede sejr, hvis løbene efter jul går deres vej.
I H20 er der kun en løber, Rasmus Rasmussen, der har point i de 4 første afdelinger – og som dermed fører klassen, men den holder næppe hjem til den samlede sejr. Bagved lurer stærke navne, bl.a. juniorlandsholdsløberen Andreas Bjørnsen, der har to sejre i sine 3 starter.
I H21 mangler vi i år de sidste 8 års vinder af klassen, René Rokkjær, der har stået over i denne november med en skadet skulder. Alligevel ser det i skrivende stund ud til, at vinderen også i år skal findes i Pan, idet Rasmus Djurhuus har vundet 3 af de første fire afdelinger og blot mangler en sejr i en enkelt af etaperne i februar.
I H40 har vi igen en klasse, hvor absolut intet er afgjort – og hele 25 løbere kan ende med at løbe med æren. Realistisk set er det dog nok kun blandt en håndfuld løbere, den endelige vinder skal findes. Ikke mindst Ebbe Møller Nielsen og Martin Busch kunne være gode bud på en vinder af klassen. Begge har vundet 2 af november måneds 4 afdelinger.
I H50 tyder det igen i år på et tæt opgør mellem Jess Rasmussen og Kent Lodberg, og det kan godt vise sig, at det igen i år er med få point, vinderen findes. Lige nu er det lidt uoverskueligt, fordi begge – ikke mindst Kent – kan kassere nogle ikke helt optimale resultater.
Også i H70 tyder det på en tæt afgørelse, idet flere løbere står med gode kort på hånden. Lige nu fører sidste års vinder, Max Hansen, men løbere som Hans Christian Striib og Flemming Nørgaard er ikke langt efter. Noget tyder også her på en spændende dyst i februar.

Tak til mine hjælpere
Sluttelig igen, igen en stor tak til Henrik Markvardsen og Hans Christiansen, der sørgede for ikke bare, at posterne kom i skoven, men også stod fair og rigtigt. Og takken er måske endnu større i denne uge – omstændighederne taget i betragtning!
Endnu engang tak til min familie, mine sønner Hjalte og Silas, Karoline og Claudia for deres uvurderlige hjælp med afviklingen af starten. Netop Silas var lidt stresset, da han kom lige fra job på Sjælland – og trafikken torsdag eftermiddag er ikke, hvad den ellers har været. Endelig tak til postindsamlerne fra Ok Pan – denne gang var det den grå garde, der stod for opgaven: Kell, Ivan, Kent og John.

Nu står den så på pause indtil 1. februar, hvor turen går til jomfrueligt terræn ved Rosenholm Slot ved Hornslet – kendt fra “Jul på Slottet” med stævnecenter hvor Slotsvej krydser under jernbanen – vest for slottet – mere følger…
Pausen skal nu bruges til at få pustet lidt ud efter nogle hektiske uger og komme ovenpå igen. Der skal lige arbejdes med de sidste tilladelser, de sidste finpudsninger af banerne og – for både Rosenholms og Risskovs vedkommende – de sidste justeringer af kortet, hvor især Ivan Christensen har været den udfarende kraft.
Sluttelig “en godt jul” til jer alle med håbet om, at vi ses igen den 1. februar i skoven…

Vi ses i skoven!

Udgivet i Løbsberetning | Kommentarer lukket til Boller Nederskov – 3. etape, 2017-18

Hastrup Plantage – 2. etape, 2017-18

Så er vi – efter aftenens anstrengelser i mørket i Hastrup Plantage – næsten igennem denne måneds NightChamp-afdelinger, og i skrivende stund mangler vi nu kun løbet i Boller Nederskov på torsdag.
Forarbejdet til netop aftenens afdeling har været lidt mere omfattende end ellers, idet jeg har været uden banekontrol, og selv har måttet tage denne tjans. Det har også betydet flere besøg i skoven, end jeg ellers er vant til, når Henrik Markvardsen har stået for dette arbejde. Det har dog også betydet, at jeg har fået spændende oplevelser i en flot skov klædt i efterårets farver – ikke mindst i form af store flokke af krondyr, som jeg flere gange har truffet på min vej gennem skoven. Samtidig har det slået mig, hvor godt og præcist, jeg har oplevet kortet. Der er – efter sidste vinters storme – mange træer, der ligger i skovbunden, og de er tegnet knivskarpt på kortet som små grønne streger; faktisk så præcist, at man har kunnet orientere efter dem! Den eneste grund til, at jeg ikke har brugt dem som postplaceringer, er, at jeg har været usikker på, om de ville være fjernet, når løbet skulle afvikles. Omvendt er jeg ikke benovet over kurvebilledet, idet mange af de “høje”, der er på kortet, næppe lever helt op til en ækvidistance på 2,5 meter… (De er dog i vid udstrækning brugt i forbindelse med placeringen af posterne).

Der arbejdes i skoven…
Mit sidste besøg i skoven var mandag eftermiddag (i denne uge) – hovedsagelig for at danne mig et indtryk af, om marken, som jeg gerne ville anvende til parkering og stævneplads, nu også var brugbar – den seneste tids regn taget i betragtning. Jeg havde ingen problemer med at køre op på marken, og kunne derfor give mig selv grønt lys til at anvende den efter hensigten. Dog kunne jeg iagttage, at skovens folk var begyndt med deres aktiviteter i skoven – dvs. at store maskiner var på marken og skovvejene omkring denne. De var gået i gang med flisning af de træer, der hovedsagelig var faldet i området syd for stævnepladsen og Kjærvej – i et område, jeg alligevel ikke brugte til løbet. Altså havde jeg ingen betænkeligheder desangående.
Først dagen efter – da jeg havde kontakt til Bent Nielsen, Ok Gorm – fik jeg lidt panderynker, idet Bent kunne berette, at arbejdet med flisningen ville tage til i styrke “de kommende dage” og at skovens folk ville bruge omtalte mark til deres tunge skovmaskiner. Samtidig kunne den tiltagende regn betyde, at den ellers faste mark kunne blive mere eller mindre opkørt og pløret, og at vejen derop kun ville være farbar for terrængående køretøjer. Derfor meldingen på denne hjemmeside om, at man til parkeringen endvidere måtte kantparkere på Kjærvej og ved Damhus – hvilket også blev nødvendigt for rigtig mange af deltagerne, for allerede de første biler, der ankom til stævnepladsen havde deres problemer med pløret. Alt i alt tror jeg dog, at man tog det med godt humør og overlevede, at der blev lidt længere til start, end annonceret i instruktionen.

Hastrup skov: Flad som en pandekage
Allerede i forbindelse med sidste afdeling af NightChamp i februar ’17 – den berømte snevejrsaften – blev jeg spurgt, om ikke det ville være en ide at afvikle en af dette års afdelinger i Hastrup Skov. Godt nok ligger skoven ikke i Nordkredsen – og godt nok er det ikke (som ellers) Ok Pan, Horsens Ok eller Silkeborg Ok, der har kontakten til skoven – men den ligger da inden for det område, hvor jeg ellers afvikler NightChamp.
Derfor tog jeg på et besøg i skoven, og kunne da godt se, at den kunne være interessant til natløb, hvis man ved banelægningen havde fokus på vejvalgsstræk i stedet for finorientering. Derfor valgte jeg at takke ja til tilbuddet og gik i gang med en banelægning, der ville være meget anderledes end det, som NightChamp-løberne ellers er vant til. Det blev så det resultat, man kunne være vidne til i aftes: få poster og deraf følgende lang afstand mellem posterne. På den måde blev løberne tvunget til at være nøjagtige med retning og afstand – ellers kunne det nemt gå galt, idet man i mørket kunne få alt til at ligne hinanden. I øvrigt var der delte meninger om banelægningen, og sådan skal det jo også være.
Da jeg var en af de første, der kom til stævnepladsen, kunne jeg køre op og anbringe bilen som skitseret i instruktionen. Og så var det bare at få pakket ud – i et regnvejr, der gjorde ondt på udstyret! Egentlig havde jeg besluttet at droppe stræktiderne, da jeg ikke kunne holde papiret tørt, men da jeg havde fået vinterstøvler og regntøjet på, stilnede regnen af, og alt blev derfor afviklet som påtænkt – med stræktider. At det så senere igen begyndte at regne temmelig kraftigt (sådan føltes det da i det mindste, da jeg stod stille og ventede på løberne), fik mig ikke til at ændre planerne. Alle fik stræktider og pc’en holdt til regnen.

147 løbere i skoven
Som i sidste uge var der 153 tilmeldte løbere via O-service, men på grund af regnen var der ikke den store søgning til at få et af de resterende kort og en tur i skoven. En enkelt løber meldte sig for at få et kort med en bemærkning om, at han sikkert var den eneste, der var så tosset at bede om at få en tur i natten! Alligevel var det kun få løbere, der blev hjemme, måske fordi Hastrup Plantage var jomfrueligt terræn i natløbssammenhæng. For nogle af løberne blev aftenen dog ikke særligt opmuntrende. Således var anden løber i mål udgået med en fibersprængning, mens det gik noget værre for Lilli Hansen fra Ok Gorm, der måtte hjælpes fra skoven og direkte på skadesstuen med en delvist overreven achillessene. Meldingen lyder på gips – efterfulgt af et halvt års pause. Lilli har det efter omstændighederne godt – og jeg skulle viderebringe en hilsen fra hende til de personer, der hjalp hende derude. Hun var trods alt glad for at det skete først på banen i stedet for langt væk fra stævnepladsen – når nu uheldet skulle være ude.
Endvidere fik jeg indleveret to tabte brikker og et par løbesko – fundet i forbindelse med parkeringen. Den ene brik samt skoene er stadigvæk i min varetægt (men jeg ved, hvem tingene tilhører), mens den anden brik blev afhentet, lige før jeg kunne lukke ned for aftenen. Ud over de glemte effekter kan jeg også berette om en løber, der tabte sin brik i skoven!
Når det er sagt, kan jeg endnu engang berette om et hurtigt afviklet stævne, og kl. 20.18 kunne sidste løber stemple i mål, og jeg kunne luske hjemad, dvs. først til Horsens for at aflevere det lånte udstyr og derefter hjem i varmen og tørvejret i Vejle. Og så i øvrigt overlade det resterende arbejde i skoven til mine 2 postindsamlere fra Ok Pans ungdomsafdeling.

Tak til mine hjælpere
Sluttelig endnu en stor tak til Henrik Markvardsen, der var postudsætter, samt hans chauffør, Hans Christiansen. Endvidere en tak til mine sønner Hjalte og Silas og min kone Claudia for deres uvurderlige hjælp med afviklingen af starten.
Ligeledes en stor tak til postindsamlerne fra OK PANs ungdomsafdeling.

Næste uges afdeling af serien er samtidig sidste afdeling, før vi holder vinterpause indtil 1. februar.  Afdelingen finder sted i Boller Nederskov lige syd for Horsens Fjord – et sted hvor vi en enkelt gang tidligere (november 2009) har afviklet en afdeling NightChamp. I modsætning til dengang har vi denne gang fået lov til at anvende hele skoven til løbet, hvilket giver mulighed for mere interessante baneforløb. Skoven er temmelig flad, så igen får løberne lov til at løbe den fulde banelængde! 

Vi ses i skoven!

Udgivet i Løbsberetning | Kommentarer lukket til Hastrup Plantage – 2. etape, 2017-18

Vilhelmsborg – 1. etape, 2017-18

Efter sidste torsdags prolog, hvor jeg kunne tage ophold inden døre med både IT og lungebetændelse, skulle også jeg denne gang befinde mig udendørs, da vi skulle afvikle den første ordinære etape af vinterens NightChamp-serie. Ingen behagelig varme, nej, udenfor i den friske luft – ligesom det var tilfældet med resten af arrangørteamet, der allerede var hærdet af vejret for en uge siden. Efter nogle rigtig fine dage med sol og klart vejr, havde meteorologerne lovet regn op til stævnet – men også at regnen ville ophøre først på aftenen. Og sådan blev det! Da jeg kørte hjemme fra Vejle midt på eftermiddagen, stod det ned i stænger, men da jeg var fremme ved Vilhelmsborg kl. 17:20, var regnvejret ophørt, og hele aftenens stævne kunne afvikles i tørvejr, omend skoven var noget våd efter eftermiddagens regn. Termometret viste – som for en uge siden – ca. 10 grader, og det betød egentlig fint og lunt løbevejr.
Vilhelmsborg er ikke nogen stor og prangende skov, men mange af deltagerne fik deres sag for i det temmelig kuperede område, der var delt af både Oddervej, som de tre lange baner skulle under to gange, og Giber Å, som alle baner – undtagen den blå bane – skulle passere indtil flere gange. Og efterhånden som tiden gik, blev der godt mudret i omegnen af flere af posterne! Mange kom noget beskidte i mål efter en eller flere glideture på “røven” – mens andre benyttede et bad i Giber Å til at få det værste mudder af løbetøjet igen!

Hele optakten til aftenens løb blev i øvrigt noget hektisk for mig. For at minimere tidsforbrug og udgifter til kørsel, kombinerer jeg altid afhentning af løbskort og SI-brikker med et besøg i Horsens OK’s klubhus tirsdag aften, men netop i denne uge viste det sig, at Horsens OK’s brikker var udlånt til anden side, og at jeg ikke kunne få dem før torsdag aften. Dette umuliggjorde tildeling af brikker til løbere, der skulle låne brik, pakning af brikker i klubposer og udskrift af startlister – så jeg måtte til tasterne og maile rundt til klubber i nabolaget, for at bede om hjælp. Heldigvis blev jeg kun mødt at rare og forstående mennesker, og både OK SNAB, Vejle, og Horsens OK’s ungdomsafdeling kunne træde til i nødens stund. Jeg er meget taknemmelig for, at stævnet ad denne vej blev reddet. I øvrigt fik jeg også lige i ugens løb anskaffet en ny aflæserenhed til erstatning for den enhed, der var defekt i sidste uge!

157 løbere i skoven
Med 153 tilmeldte løbere via O-service tegnede det til at blive en lovende aften i skoven – hvad deltagerantallet angik, men på grund af regnen dæmpedes mine forventninger til deltagerantallet en anelse. Hvor mange mon ville blive hjemme på grund af vejret? Disse lidt negative tanker blev dog gjort til skamme, og det viste sig, at flere dukkede op på aftenen for at få en løbetur, og det endte med, at 157 løbere kom ud og kæmpe med terrænet. Egentlig meget tilfredsstillende – og i hvert fald glædeligt for mig, at der tilsyneladende stadigvæk er så stor opbakning til NightChamp. For mig er forarbejdet med baner mm. jo det samme, uanset hvor mange, der deltager! Og så er det jo trods alt sjovere, når der er lidt travlt både i starten og i mål.
Ved aftenens løb spillede al udstyret og softwaren heldigvis med, og der var intet at udsætte på hverken brikker eller de enheder, der var i skoven. Derfor var der heller ikke deltagere, der kunne skyde skylden på SportIdent, når de stod med fejlklip. Den mest almindelige fejl var i øvrigt, at flere af løberne glemte at klippe posten under Oddervej ved begge passager gennem tunnellen – nøjagtig som det var tilfældet sidste gang, jeg arrangerede NightChamp i Vilhelmsborg. Samtidig var der en enkelt deltager, der mistede den elektroniske enhed i brikken og derfor ikke kunne få sat en tid på sine anstrengelser. Heldigvis var der tale om egen brik!

Uhørt hurtig afvikling af aftenens løb
I øvrigt blev aftenen en af de nemme, set med arrangørøjne. Folk mødte ret tidligt op, og kl. 19:15 var sidste mand sendt i skoven. Det betød ligeledes, at sidste løber kunne stemple ind i mål kl. 19:48, og kl. 20:21 kunne postindsamlerne drage mod Aarhus. Selv var jeg hjemme før halv ti – og ved 10-tiden var resultater, baner og stræktider på nettet!
Alt i alt en skøn aften for os arrangører!
Efter blot to løb afviklet skal jeg nok holde mig fra forudsigelser om favoritter til den samlede sejr i år, ligesom jeg vil vente til efter de to næste afdelinger i Hastrup og Boller, inden jeg begynder at kommentere på tendenser i resultaterne. Imidlertid er det tegn på, at deltagerantallet i år vil blive lidt større end sidste sæson. Med 150 og 157 startende løbere i de første to løb har der samlet set været 27 flere starter end sidste år på samme tidspunkt.

Tak til mine hjælpere
Sluttelig endnu en stor tak til Henrik Markvardsen, der fungerede som banekontrol samt postudsætter, samt hans chauffør, Hans Christiansen. Endvidere en tak til mine sønner Hjalte og Silas og min kone Claudia for deres uvurderlige hjælp med afviklingen af starten.
Ligeledes en stor tak til postindsamlerne fra OK PANs ungdomsafdeling.

Næste uges afdeling af serien finder sted i Hastrup Plantage, der aldrig tidligere har været anvendt til natløb – og faktisk kun en enkelt gang til løb i dagtimerne, nemlig i april måned, hvor OK Gorm brugte den til et B-løb. Plantagen er meget flad – så noget atypisk for NightChamp er der kun få poster i skoven og få poster på hver bane. Aftenens tema bliver vejvalg – på baner, der er lidt længere og med betydelig færre poster end vanligt!

Vi ses i skoven!

Udgivet i Løbsberetning | Kommentarer lukket til Vilhelmsborg – 1. etape, 2017-18

Marselisborg Storskov – Prologen, 2017-18

Så er vi igen kørt i stilling til en sæson NightChamp…
Nu er vi gået over til vintertid, og det betyder, at det er blevet tid til endnu en gang NightChamp i det midtøstjyske område. Og netop i år har jeg fra starten af november fået at mærke, at man – når der er tale om orienteringsløb – ikke kan forberede sig ud af alt og forudse alle tænkelige forhindringer, der kan lægges for et arrangement som dette! Mere derom senere.
Selv om forberedelserne har været i gang i lang tid med skovtilladelser, aftaler om rekognoscering og opdatering af kort, tilladelser til løb, aftaler om hjælp og reservering af udstyr – ja, så er det faktisk ingen garanti for et stævne, hvor alt bare klapper!
Som i de seneste år har jeg været meget tidligt i gang med banelægningen og har rekognosceret i skovene med henblik på at finde gode vejvalg, gode postplaceringer og i det hele taget være lidt på forkant med planlægningen. Dette har faktisk været gældende for alle de fire afdelinger i november måned – ikke mindst fordi jeg (og konen) er medlemmer af en rejsegruppe, der lige river 14 dage ud af kalenderen midt i oktober for at nyde livet udenlands – under varmere himmelstrøg (i år i det sydlige Afrika). Først søndag aften før prologen var vi igen hjemme, og så er det ligesom lidt sent, hvis man først da tænker i o-løb. Og DOF har jo ikke gjort det nemmere ved at blokere for at følge med i tilmeldingerne via O-service fra udlandet. Hvorom alt er, så skulle hele arrangementet være på plads før miniferien.
Heldigvis har jeg også i dette efterår været begunstiget med meget kvalificerede hjælpere – i denne omgang Henrik Markvardsen, der har fungeret som både banekontrol og postudsætter, Flemming Nørgaard, der har stået for en rekognoscering af aftenens løbsterræn og endvidere har stået for opsætningen af kortet, samt PANs ungdomsafdeling, der stod for indsamlingen af posterne. Så stor tak til ovennævnte personer.

Denne sæson afvikles NightChamp for 14. gang, og der er da tegn på, at serien stadigvæk kan trække løbere af huse og ud at løbe i skoven, der efterhånden bærer spor af efteråret! Torsdag aften var der således tilmeldt 159 løbere, hvoraf kun 9 valgte at blive hjemme fra turen i Marselisborg, der – sædvanen tro, når der er tale om prologen – blev afviklet med udgangspunkt i OK PANs klubhus, Silistria. Der var tale om en fin, næsten tør løbeaften med noget, der lignede fuldmåne, og med en temperatur på 9-10 grader. Og efter løbet kunne PANs ungdomsafdeling byde på varm mad – lasagne med tilbehør – først og fremmest til de løbere, der havde forudbestilt. At der så i år var mad nok til alle betød, at 54 personer fik glæde af den fine menu, som PANs ungdomsafdeling kunne diske op med.

Flot fremmøde
NightChamp er kendt som et stævne, hvor man roligt kan sende nybegyndere, børn og unge uerfarne løbere i skoven, så de kan få erfaringer i nattens mørke. Først og fremmest får jeg mange positive tilbagemeldinger om banernes sværhedsgrad og længde, men derudover er der mange løbere i skoven på et ret begrænset område, så man kan næsten altid se lys et eller andet sted i mørket, og man føler sig aldrig alene. Jeg er naturligvis glad for de mange positive kommentarer, jeg får på kvaliteten af banerne, og selv om det er meget tidskrævende at lave løb uge efter uge, hvor kvaliteten (helst) skal være i top, så er de mange positive bemærkninger og skulderklap med til, at både jeg og resten af familien tager “det sure med det søde” og stiller op igen, igen. Og det flotte fremmøde viser vel bare, at der er behov for et NightChamp?

Store aflæsnings- og tidtagningsproblemer
Og så tilbage til min tidligere bemærkning om, at man ikke kan planlægge sig ud af alt, når der er tale om et orienteringsløb – heller ikke selv om man synes, at man har tænkt på alt. Faktisk drillede SportIdent-hardwaren mere end jeg nogensinde tidligere har oplevet!
Aftenen før løbet lavede jeg – hjemme i varmen og som altid – det sidste tjek på, at alt nu spillede sammen, som det skulle. Var softwaren opsat rigtigt i forhold til brikaflæseren? Og her gik der så panik i undertegnede, da det viste sig, at aflæseren var stået af, og den var umulig at få liv i. Ringe i øst og i vest. Maile med eksperterne. Selv rode med enheden. Lige lidt hjalp det: Død er død. Herefter fat i klubbens ekspert, Kell Sønnichsen, der sad i Tyrkiet! Det viste sig, at PAN havde en tilsvarende aflæser – men den kunne jeg ikke få fat i før umiddelbart før løbet. Så det var noget af et sats. Tidligt hjemmefra torsdag for at teste enheden – der naturligvis ikke virkede sammen med min software! Først efter mere end en times arbejde – og under vejledning af Mr. SportIdent Danmark, Mogens Jørgensen, Søllerød, fik jeg kontakt mellem aflæser og pc og kunne tørre sveden af panden.
Men hermed var mine IT-genvordigheder ikke forbi, idet en postenhed i skoven, post 45, fejlagtigt troede, at den hed 60. Den var med andre ord kodet forkert. Dette fandt jeg ret hurtigt ud af, da posten var på alle svære baner og alle kom i mål med fejlklip. Denne fejl kunne jeg behændigt rette ved at godkende alle løbere, der kom i mål uden post 45.
Endelig var der mange løbere, der oplevede mystiske stræktider med løbstider på få sekunder, mere end 11 timer eller negative tider. Denne fejl dukkede op uden at der tilsyneladende var noget system at spore. Først efter løbet kunne jeg ved at evaluere de pågældende løberes stræktider konstatere, at fejlen lå i den ene af de to startenheder, hvis indbyggede ur stod til sommertid. Også denne fejl kunne rettes, og manuelt kunne jeg trække en time fra deres starttid – og vupti… Forhåbentlig er alle nu glade, selv om ovennævnte fejl kan slå igennem på både stræktider og Livelox-banerne.
Da pc’ens ur viste 20:31 havde vi alle løbere i mål, så postindsamlerne kunne komme i skoven og efterfølgende komme tidligt hjem! – Selv kunne jeg drage hjem med en lungebetændelse, der i løbet af natten til fredag helt slog benene væk under mig.

Tak til mine hjælpere
Sluttelig endnu en stor tak til Henrik Markvardsen, der fungerede som banekontrol samt postudsætter, der sørgede for at alle posterne stod fair og rigtigt, samt Henriks chauffør, Hans Christiansen. Endvidere tak til mine sønner Hjalte og Silas (og dennes kæreste, Karoline) og min kone Claudia for deres uvurderlige hjælp med afviklingen af starten. Og en tak til postindsamlerne fra OK PANs ungdomsafdeling.
Endelig tak til Pans ungdomsafdeling for den meget lækre lasagne!

Næste uges afdeling af serien finder sted i Vilhelmsborg med stævneplads ved det Nationale Hestesportscenter, Bedervej 101, 8320 Mårslet.

Vi ses i skoven!

Udgivet i Løbsberetning | Kommentarer lukket til Marselisborg Storskov – Prologen, 2017-18

Indbydelsen til 14. sæson er nu på nettet

Nu er vi endelig klar med indbydelsen til denne vinters NightChamp-natløb i det midtjyske område.
Vi lægger ud med en prolog den 2. november i Marselisborg, hvor vi – sædvanen tro – kan holde til inden døre i Silistria. Her er der mulighed for at bestille varm mad (lasagne med brød og salat) til efter løbet, hvis det angives ved tilmeldingen i o-service.
Herefter går turen til Vilhelmsborg med stævnecenter ved ridecentret, til Hastrup ved Ejstrupholm, hvor stævnecentret er ved naturskolen, inden vi afsluttet den 23. november i Boller Nederskov syd for Horsens Fjord – med stævnecenter ved Boller Slot.
Herefter ligger serien stille hen over julen, hvorefter vi i februar ’18 kan byde på Rosenholm Skov og Risskov, begge i den nordlige del af Aarhus, inden vi slutter af i Silkeborg Sønderskov.
I to af skovene – Hastrup og Rosenholm – har der aldrig tidligere været afviklet natløb, og i øvrigt har Hastrup kun været anvendt til et enkelt C-løb i dagslys her i foråret, mens Rosenholm kun har været anvendt til PANs klubmesterskab i efteråret ’16.
Indbydelse 2017-18: PDF

Udgivet i Foromtale | Kommentarer lukket til Indbydelsen til 14. sæson er nu på nettet

Vinderne af lodtrækningspræmierne 2016-17

Vinderne af lodtrækningspræmierne er fundet.
Efter afslutningen af årets NightChamp-serie i torsdags stod der så blot tilbage at udtrække vinderne af de to “hovedpræmier”, to gavekort på 1500 kr. til den ene af vores sponsorer, Løberen i Aarhus.

Lodtrækningen om de to hovedpræmier er foretaget på hjemmesiden Random.org, og valget er faldet på nr. 28, Jonas Kokholm, Horsens OK, og nr. 43, Lone Rasmussen, OK SNAB, på den alfabetiske liste over løbere, der er startet i mindst 6 afdelinger.
Skærmdumps af lodtrækningen kan vises på forlangende.
Til lykke til begge vinderne!

Udgivet i Afrunding | Kommentarer lukket til Vinderne af lodtrækningspræmierne 2016-17

Sletten – 6. etape, 2016-17

Med denne aftens løb her på Sletten i det bakkede søhøjland – endda i flot snevejr – kan vi så lukke ned for i år og sige løberne tak for deres opbakning til NightChamp-serien. Den 13. sæson med 7 natløb hen over vinteren er forbi, og arrangørteamet kan nu puste ud i visheden om, at det nu varer det meste af et halvt år, inden der igen skal spekuleres i natløbsbaner, skovaftaler, praktiske gøremål i forbindelse med stævnerne, venten i kulden, med hvad dermed følger.
I år har jeg haft større hjælp end tidligere, og to af de helt store opgaver – at få posterne i skoven og hentet hjem igen – har jeg i år slet ikke selv skullet bekymre mig om. Dette har også været nødvendigt, mine arbejdstider taget i betragtning. Til at få posterne i skoven har jeg haft hjælp af nogle af de bedste til den opgave, og jeg har derfor kunnet forlade mig på, at netop denne vigtige del af arrangementet – at posterne er placeret rigtigt – har været varetaget af kompetente folk. Gennem de seneste 5 år har Erik Bobach være min faste hjælper, når der har været løbet i Silkeborgskove, og fra i år har Henrik Markvardsen og Hans Christiansen påtaget sig opgaven i skovene omkring Horsens og Aarhus. Henrik har dog en vis erfaring i samarbejdet med mig om banerne, idet han tidligere været postudsætter ved flere af løbene.
Med så kompetente folk til postudsætningen, forstummer snakken om poster, der ikke står helt rig-tigt og poster der er puttet. Det har bare ikke været tilfældet!

DMI lovede farligt vejr!
Nogle dage før aftenens løb begyndte DMI at smide malurt i NightChamp-bægeret, idet de truede med, at et voldsomt lavtryk ville passere Danmark sidst på torsdagen – og ikke mindst at dette lavtryk ville medføre op til 20 cm sne i løbet af torsdag aften og natten til fredag. Samtidig var man på nippet til at fraråde unødig udkørsel, fordi man frygtede, at især mindre veje ville kunne sne eller fyge til. Derfor var det da heller ikke banerne, tilmeldingen til løbet eller andre o-relevante emner, der fyldte i mit hoved i dagene op til løbet, men derimod vejret. Vejrudsigter blev studeret, men da der ikke opstod store vejrmæssige eller trafikale problemer i løbet af eftermiddagen, fandt jeg det ikke nødvendigt at aflyse løbet. Altså hjemmefra i lidt god tid (efter at det var begyndt at sne), så løberne kunne komme i skoven til det lovede tidspunkt. Og posterne var jo i skoven (tak, Erik) og kaffen og brødet på HNIE bestilt og klar til, at vi indtog spisesalen, så var det bare at komme op fra den varme sofa…

Noget andet var så, om nogen af de tilmeldte løbere så lod sig afskrække af vejret og blev hjemme? Og det var da i høj grad noget, man må formode. Hele 159 løbere havde således tilmeldt sig aftenens løb, men af disse valgte ikke mindre end en fjerdedel, eller helt nøjagtigt 41 af de tilmeldte, at blive hjemme – og i hvert fald ikke alle på grund af sygdom eller skader!
Samtidig betød vejrgudernes rasen i løbet af eftermiddagen, at de deltagere, der mødte frem til start, fik en noget hårdere medfart i bakkerne, end jeg oprindelig havde tiltænkt. På grund af sneen var stierne mange steder svære at se – hvilket ikke mindst var en udfordring for de yngste løbere. Og sneen, der havde lagt sig på stativerne og grenene omkring posterne, gjorde, at reflekserne mange steder var vanskelige at lyse op. I det hele taget gjorde sneen i luften under hele stævnet, at kortet var svært at læse – og når man kiggede op, lyste pandelampen ind i en mur af hvidt. Endelig betød sneen i skovbunden, at skrænterne blev meget glatte, og en del af deltagerne havde visse steder noget svært ved at stå fast! Lægges alt dette sammen betød det, at de baner, jeg ellers havde kreeret som svære, men fair, blev betydelig sværere, samt at mange måtte bruge forholdsvis megen tid i skoven. Desværre betød det også, at mange af deltagerne valgte at udgå (28 løbere = cirka af en fjerdedel af de startende!) Ikke med min gode vilje, men vejret havde jeg desværre ingen indflydelse på!

I øvrigt kan jeg ikke lade være med at fremhæve kvaliteten af de kort, som vi anvender ved NightChamp – en kvalitet, som vi i øvrigt har anvendt i mange år. Kortene leveres af Grafisk Forum v. Carsten Thyssen i Horsens, og gang på gang viser det sig, at de er af ypperste kvalitet. Selv på en aften som denne, hvor sne, væde og mudder forsøgte at gøre det slemme ved kortene, kunne man efter løbet stort set ikke se, at de havde været i skoven og derunder også blevet foldet og bøjet. Ingen farve løb ud, ingen farve smittede af, og selv hvor kortet havde været foldet mest, krakelerede det ikke. Når det blev renset og tørret efter løbet, fremstod det som nyt! Tak til Carsten!!!

Et par negative oplevelser fra aftenens løb
Ud over de problemer, som snekaosset betød både til og fra stævnet samt ude på banerne i skoven, fik vi desværre også lidt problemer med noget af vores udstyr i skoven. Ret hurtigt viste det sig, at post 41 konsekvent nægtede at lege med, og den var inaktiv hele aftenen. Posten fandtes kun på bane 6 – den mellemsvære bane, og da løberne på denne bane i øvrigt var nogle af de første i mål, kunne jeg i softwaren i ro og mag få godkendt løberne på banen. Alt i alt en nem løsning til alles tilfredshed.
Større problemer oplevede jeg på bane 1. Her registrerede systemet ingen klip på de 4 første poster – for nogen af løberne. Og mystikken bredte sig, da denne fejl tilsyneladende ikke lod til at have nogen logisk forklaring, idet alle de derved diskede løbere hårdnakket påstod, at de selvfølgelig havde stemplet også disse første poster. Ved en granskning af de registrerede klip i softwaren mente jeg dog, at fejlen kunne være, at post 4 på banen (kontrolnummer 55) fejlagtigt var kodet til at cleare/rense brikken, og når løberne derfor stemplede denne post, blev deres brik i stedet nulstillet/slettet og genstartet, og stræktiderne for de første 4 poster overskrevet. Dette gav nogen rod i tiden, og det eneste, jeg derfor kunne gøre, var at starte tiden fra den næstfølgende post. Løbstiden for alle løberne på banen er derfor 1 sekund til og med stemplingen af post 5. Ærgerligt, men der er intet andet logisk at gøre. I øvrigt kan jeg så opfordre til, at man lægger sit vejvalg ind i LiveLox – her vil tiden/stræktiderne blive rigtige, da de baserer sig på et gps-ur og ikke brikken.

Post 50
Efter løbet var der mange diskussioner om aftenens baner, men de fleste kommentarer gik da på, at man var ærgerlig over egne fejl. Også vejret, nemlig at det stort set kun var snefnuggene, man kunne oplyse, når man kom løbende, blev kommenteret. En enkelt post, kontrolnummer 50, fik dog ekstra mange kommentarer med på vejen. Posten var placeret i en markant slugt (nede) i en tæthed 1 – se kortudsnittet til højre. Under normale omstændigheder ville posten ikke være unfair eller overdrevent svær, men den kommer – vejret taget i betragtning – netop på denne aften til at falde uden for denne kategori. Jeg mener, at jeg normalt er meget omhyggelig med at placere posterne fair, og havde det ikke sneet (dvs. at man stort set kun kunne se en hvid mur foran sig, når man løb), havde posten nok ikke været så svær. Slugten er meget tydelig, og posten kunne lyses op, når man løb ind i den rigtige slugt – bare ikke når man lyste på en mur af sne. Havde jeg været klar over, at vi ville få snevejr, ville en postplacering i den lille slugt sydvest for placeringen eller på udløberen endnu længere mod sydvest nok have været mere fair. Men vejret havde jeg ingen indflydelse på – og en plan B hjælper vel ligesom ikke!
I øvrigt gav posten mange sjove bemærkninger fra løberne. Således kunne en løber berette om, at han efter et stykke tid stoppede op og talte, at der var 13 lys i mørket rundt omkring ham!

Herefter kan regnskabets så gøres op, og fordelt på klubber blev klassevinderne:
OK PAN: 4 vindere: H20 (Mikkel Holm Nielsen), H21 (René Rokkjær), H40 (Henrik Hinge), H50 (Kent Lodberg)
Horsens OK: 4 vindere: D12 (Johanne Skouboe), D21 (Greti Pentek), D40 (Rikke Holm Jensen), H14 (Jacob Mikkelsen)
Silkeborg OK: 2 vindere: D16 (Nanna Lysemose Poulsen), H16 (Andreas Bagger Hagner)
OK Djurs: 2 vindere: D60 (Ann Dorrit Hansen), H70 (Max Hansen)
OK GORM, Jelling: 1 vinder: H60 (Poul Erik Buch)
OK SNAB, Vejle: 1 vinder: D14 (Eva Örnhagen Jørgensen)
Kolding OK: 1 vinder: D50 (Marianne Lynge Krogh)

Tak til mine hjælpere
Her på falderebet skal der lyde endnu en stor tak til alle mine hjælpere, der har gjort det muligt af gennemføre NightChamp-serien. I uprioriteret rækkefølge er der tale om…
Postudsætterne: Erik Bobach ved løbene i Silkeborg-skovene, således også ved aftenens løb, samt Henrik Markvardsen og Hans Christiansen, der står for løbene, der afvikles i de øvrige skove. Endvidere endnu en tak til Hans Christiansen, der står for at bringe materiel fra Aarhus til Silkeborg, når der løbes i skovene her.
Postindsamlerne, der igen i år består af medlemmer af PANs ungdomsafdeling. Indsamlingen styres af Jeanette Finderup, der sørger for at sætte navne på, så posterne kommer sikkert i hus igen.
Tak til korttegnere (ikke mindst Frank Linde, PAN, der nytegnede hele to af de kort, vi i år brugte til stævnerne) og skovkontakter
Tak til Horsens OK for lån af brikker og andet udstyr
Tak til HNIE for at være med til at give årsafslutningen en hyggelig ramme
Endelig tak til vores to sponsorer, Løberen samt Ledlenser, for de fine præmier.
Sluttelig en stor tak til min familie, mine drenge, der trofast har hjulpet med starten og andet forefaldende arbejde i forbindelse med stævnerne og i øvrigt er kommet med mange input til stævnerne samt min kone Claudia, der derudover har givet mig plads og tid til at sørge for al det praktiske. Hun har dog ved flere lejligheder været med i skovene for at kigge på postplaceringer, så vi har kunnet nyde en tur i naturen sammen i ny og næ.

Og så er det ellers familien Dagsberg/Thomsens tur til at komme ud at løbe…

Vi ses i skoven

Udgivet i Løbsberetning | Kommentarer lukket til Sletten – 6. etape, 2016-17

Hansted Skov – 5. etape, 2016-17

Endnu en aften med et natløb i NightChamp-serien er nu vel overstået, og vi kan nu så småt se enden på den 13. sæson i serien. Og selv om tallet 13 indikerer uheld, har vi indtil nu været forskånet for disse i denne vinters 6 løb. Banerne til aftenens løb lå færdige allerede inden jul, og de største forhindringer vedr. løbet var at få de sidste skovtilladelser i land samt at finde en fornuftig løsning på trykningen af kortene.
Den første del – skovtilladelserne – lå i hænderne på Henning Hansen, Horsens OK, der desværre så sent som for et par uger siden fik et afslag fra en skovejer, der ejede en smal stribe igennem et område, hvor en del af mine baner gik. Imidlertid havde jeg på fornemmelsen, at der kunne opstå problemer netop her (læs: det har der tidligere været), og jeg havde derfor været forudseende og havde en plan B klar. Så selv om tilladelsen ikke faldt på plads, så fik den ikke den store betydning for baneforløbet – måske snarere tværtimod!
Den anden del – trykningen af kortene – blev aktuel, idet en del af skoven består af en stejl skrænt ned mod Hansted å. Denne skrænt er ikke særlig læselig i målestok 1:10000, mens kortet som sådan omvendt ville blive for stort, hvis det skulle fremstilles i 1:7500. Dette krævede, at vi (læs: Carsten Thyssen, der som altid stod for fremstillingen af kortene) kunne fremstille et brugbart kort for alle baner, når mit ønske om, at formatet skulle være A4 for alle baners vedkommende, skulle honoreres. Det lykkedes, idet vi enedes om, at banerne 5, 6 og 7 skulle fremstilles i 1:7500, mens de sorte baner (bane 1-4) blev lavet i 1:10000. Som altid kan man regne med Carsten.
Tak til både Henning og Carsten for den store hjælp – hver på deres område…

Så blev det endelig vinter
Op til aftenens løb havde vi her i Danmark oplevet noget af et skift i vejret, og de sidste dage havde vejrguderne sendt vinterligt vejr ind over os med sibirisk kulde og sne. Temperaturerne var dykket til lige under frysepunktet, og sneen var faldet blidt – samtidig med at vinden gjorde sit til, at 2-5 frostgrader føltes som tocifrede. Alt i alt noget der gjorde, at det ikke var sjovt at færdes ude. Imidlertid stilnede både blæsten og snefaldet af, og det var derfor en flot, lettere sneklædt skov, der kunne byde løberne velkomne til aftenens løb i helt vindstille vejr. Da jeg fik klarmeldingen fra postudsætterne over middag, hed det sig, at det var en lækker skov, der bød sig til: dejligt derude og kun nogle få centimeter pulversne, der dækkede skovbunden. Flot og næppe noget, der ville genere løberne.
Samtidig kunne mine folk i skoven meddele, at det kneb med rydningen af vejene ned til stævnepladsen, hvilket jeg lige akkurat kunne nå at advisere om på løbets hjemmeside.

Sideløbende med vinterens komme havde arrangørteamet også sit at kæmpe med, idet vi på skift har ligget syge i dagene op til løbet. Jeg selv er således først kommet på højkant i dag, mens min kone stadigvæk måtte tage den sengeliggende derhjemme, så hende måtte vi undvære i skoven.
Faktisk havde jeg selv været så dårlig for blot et døgn siden, at tanken om en aflysning af aftenens løb havde strejfet mig. Det er aldrig sket før – og det skete, som man jo var vidne til, heller ikke her til aften.

Et par ord om aftenens forløb – på godt og ondt
Da tilmeldingsfristen til aftenens arrangement udløb for nogle dage siden, kunne jeg konstatere, at der her til aften ville blive et mærkbart fald i deltagerantallet – sammenlignet med de tidligere løb denne vinter. Dette skyldes nok i høj grad, at en del af vores faste deltagere netop i denne uge har valgt at tage mod syd eller nord for at få brædder under fødderne og derfor naturligvis måtte takke nej til en tur i mørket i en kold, dansk skov. Ligeledes har der på det seneste floreret en del sygdom rundet omkring med influenzalignende symptomer, hvilket nok også kunne holde nogen hjemme.
Omvendt trak det da op i deltagerantallet, at OK SNAB havde valgt at bruge løbet her i Hansted til at afvikle deres årlige klubmesterskab i natorientering, hvilket trak 26 løbere fra Vejle nordpå til løbet – heraf en enkelt uden funktionsdygtig lampe.

I øvrigt var det imponerende, at 121 af de 133 tilmeldte løbere stillede til start, når man tager vejret de seneste dage i betragtning. Men de, der stillede til start, fik en flot skov at se med en hvid skovbund af pulversne og mørke foroven. I øvrigt voldte netop sneen nogle af vores deltagere en del problemer, idet det kunne være meget svært at se stierne for sneen, mens en anden udfordring bestod i at finde det rigtige af de – efterhånden mange spor i sneen – mellem posterne.
Som i sidste uge gav det elektroniske kvitteringssystem os ingen udfordringer; ingen af posterne stod af, og der var vel næppe nogen af deltagerne, der opdagede, at vi på løbsdagen måtte udskifte en defekt post 55 med nummer 76, vel?
På grund af kulden var jeg trukket inden døre bag rattet i min bil, bl.a. for ikke at udfordre pc’en med for megen kulde – den skulle jo gerne holde strøm til sidste løber var i mål, og det gjorde den. Og inden døre i bilen var det trods alt lidt varmere for mig at være med mit endnu ikke helt raske legeme. Klokken lidt over halv ni manglede vi kun 2 løbere i mål, og det var stadigvæk tilfældet, da postindsamlerne begyndte deres arbejde præcis klokken ni, som lovet. Et kvarter senere dukkede de manglende to løbere op, og jeg kunne herefter begive mig mod Horsens for at aflevere det lånte udstyr.

Var det ikke unfair?
Flere steder i skoven stod posterne tæt, og det medførte en række fejlklip, da der sikkert var nogen blandt løberne, der lige glemte at tjekke postnummer. Det gjaldt bl.a. nogle af posterne på den allersidste del af banen, hvor den ene slugt i skyndingen blev forvekslet med den anden. Det var der selvfølgelig nogen stykker, der var ærgerlig over, da de opdagede fejlen (for fleres vedkommende først efter passage af målstregen), men det var nu to andre af posterne i skoven, der åbenbart kostede de fleste bom. Som det ses på kortudsnittet her til højre, lå post 63 og 64 meget tæt på hinanden. På begge poster var definitionen en grøfteende, men pegende i helt forskellige retninger. Her havde mange løbere besøgt begge poster, mens andre kun valgte at løbe til den ene af posterne og ”ukritisk” stemple denne uden at tjekke nummeret, og uden at bemærke det helt forkerte grøfteforløb. Andre blev dog opmærksomme på fejlen, enten ved netop at tjekke nummeret (det skader jo aldrig!), eller ved at betragte grøfteforløbet. I øvrigt var det banerne 1-3 der skulle have post 64, mens post 63 kun skulle besøges af bane 5.
Men som skrevet i instruktionen: husk at tjekke postnumre; posterne står i visse områder tæt!

En status på afgjorte klasser
Her efter 6. løb kan vi konstatere, at knap halvdelen af klasserne er afgjort, og at vi nu kan kåre i alt 7 klassevindere.
Ud over de 4 vindere, der allerede var på plads efter sidste afdeling for en uge siden, kan vi nu tilføje vinderne i følgende 4 klasser: H14 (Jacob Mikkelsen, Horsens OK), H20 (Mikkel Holm Nielsen, OK PAN) samt H60 (Poul Erik Buch, OK GORM). Af de ovennævnte lykkedes det Mikkel at løbe med den samlede sejr uden af stille til start, idet ingen af hans ”farligste” konkurrenter viste tilstrækkelig tænder!
Herefter ser det mest åbent ud i klasserne D14, D50, H16 og H60, hvor der i hver af klasserne er 3 løbere, der bejler til den samlede sejr.

Tak til mine hjælpere, igen, igen
Sluttelig endnu en stor tak til Henrik Markvardsen og Hans Christiansen, der for 5. gang og sidste gang i denne sæson agerede postudsættere. Endvidere en stor tak til min familie (minus min sengeliggende kone), der stod for starten endnu engang. Ligeledes en tak til postindsamlerne fra OK PANs ungdomsafdeling.

Efter en pause i næste uge, hvor jeg tillader mig at holde lidt vinterferie, rykker vi til Silkeborgområdet, hvor Sletten lægger skovbund til vinterens sidste afdeling af NightChamp-serien. Som det var tilfældet for to år siden er stævnepladsen placeret i Hønsehuset ved Knøsgaarden, hvor der skulle være mulighed for at komme inden døre at klæde om, og hvor jeg ligeledes vil være at finde med mit IT-udstyr. Starten ligger ca. 600 meter vest for Knøsgaarden.
Efter løbet vil der igen i år være mulighed for et bad på HNIE (på drengegangen), efterfulgt af kaffe og brød i spisesalen. Her vil der også være præmieoverrækkelse, som varetages af min kone samt mine sønner.

Vi ses i skoven!

Udgivet i Løbsberetning | Kommentarer lukket til Hansted Skov – 5. etape, 2016-17