Vestereng – 4. etape, 2018-19

Så er ventetiden ovre, og i aftes kunne vi så genoptage denne sæsons NightChamp-serie, efter at vi har ligget stille de seneste par måneder – siden løbet i Bjerre, der blev afviklet 22. november i sidste år.
For os som arrangører er det altid spændende at skulle binde an med et nyt og uprøvet terræn – og netop det var der tale om i aftes. Vestereng er et terræn, der blot har været anvendt en enkelt gang til et internt PAN-arrangement, hvor Kell Sønniksen kunne byde sine fødselsdagsgæster velkommen i terrænet! Vestereng udmærker sig ydermere ved at være nabo til Kells arbejdsplads. I aftes stod den så på det første natløb i terrænet, som jeg i øvrigt aldrig selv har løbet o-løb i. Det har derfor betydet et par ekstra besøg i området, end jeg ellers er vant til – også selv om jeg har kunnet trække på Kell som banekontrol og sparringspartner i forbindelse med nogle postplaceringer.
I øvrigt har Kell også hjulpet med en udvidelse af kortet, således at jeg har haft mulighed for at få kringlet også de længste baner, der alle havde kortvend.

Jeg håber, at de fleste vil give mig ret i, at Vestereng – på trods af at området er forholdsvis lille af størrelse – sagtens kunne byde deltagerne på muligheder for at tage de forkerte beslutninger. Det meste af området var åbent og letløbt, men dette åbne område var forsynet med partier med skov og krat samt en BMX-bane med mange diffuse detaljer. De længste baner skulle endvidere passere et par veje og op i nærheden af hospitalssøerne i nordvest og skøjtehallen i sydøst. Ikke alle løbere klarede udfordringerne optimalt – se bare på løbstider og følg løbernes gøren og laden via O-Track, og den vekslen, der var mellem åbent område og lidt skov voldte tilsyneladende flere af deltagerne problemer. På trods af at en enkelt løber mente, at banerne var i den lette ende, gav de fleste af løberne udtryk for, at det faktisk var et egnet og spændende natløbsterræn, og at banerne gav dem større udfordringer, end de egentlig lige havde forventet – f.eks. efter studier på Google Maps.

Problemer med nogle af stativerne
Den lille pause i NightChamp giver mig muligheder for bruge de lange aftener i januar til at koncentrere mig om banelægningen til februars tre løb. Dette var også tilfældet i år, hvor jeg som altid skal være lidt på forkant på grund af ferie under varmere himmelstrøg i uge 7. Så ud over etapen i Vestereng har jeg også skullet have banerne færdige og kontrolleret til de sidste to afdelinger efter vinterferien. Alligevel var jeg rolig og fortrøstningsfuld i forbindelse med gårsdagens etape. I løbet af vinteren har PAN indkøbt nye letvægtsstativer og udvidet SI-beholdningen, og da stativerne samtidig var blevet forsynet med nye reflekser, så alt jo fortrøstningsfuldt ud. Desværre var et eller andet tilsyneladende gået galt, for da posterne skulle i skoven, manglede nogle af de nye stativer reflekser. Heldigvis var vores postudsættere opmærksomme på dette, så alle løbere i starten fik besked om, at reflekserne på nogle af posterne var mangelfulde. Det gav naturligvis lidt eftersnak i mål, og det gav anledning til at enkelte løbere kunne belære nogle af deres konkurrenter om, at man ikke skal løbe efter refleksen, men postdefinitionen. I øvrigt var alle posterne med mangelfuld refleks skrigende røde og forholdsvis nemme at se i lampens skær.

Et par bemærkninger om aftenens forløb
Efter en periode med nogen frost, slog vejret for et par dage siden over i regn, så jeg var lidt spændt på, hvordan aftenens vejr ville blive. På vej til Aarhus viste termometret 8 plusgrader, og den regn, der ellers var silet ned de seneste dage, var ophørt – så der var egentlig tale om fint løbevejr. (At det så begyndte at småregne i løbet af aftenen, det er en anden sag). Kunne vejret holde nogen potentielle deltagere hjemme?
Det er selvfølgelig svært at sige noget om, men vi kan blot her efter løbet konstatere, at 123 deltagere fandt vej til skoven – på trods af usikkert vejr, vinterferie, skiferie mm.
Deltagerantallet kunne tyde på en forholdsvis rolig aften i mål, men det blev der hurtigt lavet om på, da 4 løbere kom til mål med en forkert registreret brik, én løb i en andens navn – med en anden brik, én løb i skoven uden at være blevet registreret, én havde glemt at lægge sin brik i startenheden og én glemte at få sin brik lagt i aflæserenheden. Samtidig glemte flere målstemplingen. Alt dette gav anledning til lidt stress hos “målmanden”!
De fleste af problemerne blev dog løst – men med lidt efterbehandling hjemme i den varme stue, kunne den endelige resultatliste lægges på hjemmesiden ved 22-tiden. I øvrigt kunne vi som arrangører allerede før klokken otte køre mod Horsens for at aflevere det lånte udstyr, idet sidste løber stemplede i mål kl. 19:52!

En opdatering af stillingen før sidste to afdelinger
Med aftenens løb har vi nu mulighed for at kåre de første klassevindere – så skrider vi straks til herunder:
I D20 er Rikke Rasmussen, OK Snab, sikker på at løbe med sejren. Det samme er Andreas Bock Bjørnsen, OK Pan, i H20. Endelig er det sikkert, at vinderen i H21 igen i år hedder Rasmus, Djurhuus, OK Pan. Andreas kan endda prale af at have 5 sejre af 5 mulige. Mere suverænt kan det da vist ikke være…
Til lykke til alle tre vindere!

I den anden ende af skalaen har vi D12-klassen, hvor der i år ikke vil blive kåret en vinder. I alle de øvrige klasser er der stadigvæk meget at kæmpe om, om end der i nogle af klasserne tegner sig et tydeligt billede, og det er i høj grad tænkeligt, at de fleste brikker falder på plads efter næste afdeling i True Skov.

Endvidere kan vi se, at kampen om gavekortene til Days feriecentre (to stk. gavekort á 1500 kr. til de løbere, en herre og en dame, der har hurtigste kilometertid over alle 7 løb) tegner til at blive ekstra spændende i år. Efter de første 5 løb er der 9 kvinder/damer og 34 mænd/herrer, der har fuldført (og dermed fået point) i alle løb – og som derfor i princippet stadigvæk er med i kampen om gavekortene!

Tak til mine hjælpere
Sluttelig en stor tak til alle, der på den ene eller anden måde har hjulpet mig med aftenens løb her i Vestereng. Det drejer sig i første omgang Kell Sønnichsen, der har været behjælpelig med både korttegning, kortrevision og banekontrol, og som endvidere har bistået mig med råd og vejledning. Også tak til Henrik Markvardsen og Hans Christiansen, der igen, igen, har påtaget sig udsætningen af posterne. Og som det så ganske rigtigt tidligere er sagt: uden poster ingen o-løb.
En speciel tak til min familie, der som altid sørgede for en gnidningsløs afvikling af starten. I denne uge var det Silas og hans kæreste, Karoline, der sammen med min kone Claudia stod for starten og efterfølgende oprydning.
Ligeledes en stor tak til postindsamlerne fra OK PANs ungdomsafdeling.

Nu står den så på en uges pause, hvor jeg tillader mig (sammen med konen) at drage sydpå til solen i uge 7, inden vi er på den igen den 21. februar, hvor vi tilbyder løb i True Skov. Start- og mødested er Blankhøj rasteplads ved E45. Mere derom senere!

Og husk så lige, at I skal tilmelde jer via O-service, hvis I ønsker at deltage i det afsluttende kaffebord. Dette sker med en bemærkning om, at kaffe/brød ønskes, i feltet “Bemærkning til arrangør”.

Vi ses i skoven!

Udgivet i Løbsberetning | Kommentarer lukket til Vestereng – 4. etape, 2018-19

Foromtale af etaperne 4-6 i februar måned

Efter at vi har overstået november måneds 4 etaper af denne vinters NightChamp-serie, er det nu tid til at se lidt fremad mod de sidste 3 løb, der foregår i februar. Vi lægger ud med 2 løb tæt på Aarhus, idet både 4. etape den 7. februar og 5. etape den 21. februar foregår i bynære terræner. Den 4. etape foregår i mere eller mindre jomfrueligt terræn i Vestereng, der er et mindre naturområde, der ligger lige syd for Skejby Sygehus; et terræn, der har mange besøgende, men alligevel har sin charme og udfordringer. 5. etape foregår i True Skov, hvor vi en gang tidligere – i efteråret 2016 – afviklede en etape. True skov er forholdsvis nyplantet og letløbt, men under konstant forandring – og de fleste af deltagerne kan næppe bruge det til noget, at de evt. deltog i NightChamp her sidste gang. Mellem disse to etaper i Aarhus ligger en uge 7, hvor vi traditionen tro står over.
Efter de to løb i Aarhus slutter denne vinters serie – sædvanen tro – i Silkeborgs bakker, nærmere betegnet i Silkeborg Sønderskov med parkering og stævneplads på den store P-plads syd for Sønderskovvej/øst for Rødebækhus. Her venter der deltagerne en lettere afkortet tur i bakkerne vest for Rødebækhus!
Efter strabadserne i skoven går turen til Himmelbjergegnens Natur- og IdrætsEfterskole (HNIE) til den traditionelle afslutning med kaffe og brød i kantinen samt præmieoverrækkelse til klassevinderne. Som noget nyt vil vi – af hensyn til køkkenet på HNIE bede om tilmelding til kaffebordet via O-service samtidig med tilmelding til sidste etape for denne sæson. Det er NightChamp, der betaler dette gilde!
Vi glæder os til at se jer i februar!
Indbydelse 2018-19: PDF

Udgivet i Foromtale | Kommentarer lukket til Foromtale af etaperne 4-6 i februar måned

NightChamp får ny mailadresse

Som følge af stigende reklamemængde fra Googles annoncører samt en opdatering af Googles servicevilkår og privatlivspolitik, hvor firmaet indsamler oplysninger om brugerne og deres mailkontakter og anvender disse i kommercielt øjemed, som man ikke har indflydelse på, nedlægges NightChamps hidtidige mailadresse med øjeblikkelig virkning.
Den nye mailadresse, der er beskyttet mod reklamer og ikke kan læses af tredjemand, bliver derfor: NightChamp@tutanota.com.
Denne adresse bedes fremover anvendt ved kontakt til NightChamp.

Udgivet i Nyhed | Kommentarer lukket til NightChamp får ny mailadresse

Bjerre Skov – 3. etape, 2018-19

Så er det juleferie!  – i hvert fald i NightChamp-sammenhæng.
Det vil med andre ord sige, at vi nu er gennem den første halvdel af vinterens natserie, der derfor kan lukkes ned de næste par måneder. November måneds sidste løb fandt sted i går aftes i et ikke helt let terræn i Bjerre skov syd for Horsens, hvilket betød, at der for mit vedkommende ikke var så langt til skoven som ellers.  Det betød også, at jeg selv påtog mig arbejdet med at placere posterne i skoven, og at jeg måtte tage et par ture ekstra ud i terrænet, da jeg samtidig agerede banekontrol på mine egne baner. Og jeg må sige, at samarbejdet med banekontrollen i denne omgang er gået eksemplarisk. Godt nok ønskede banekontrollen et par posterne flyttet i forhold til det første udkast – men det havde jeg fuld forståelse for.

Da det sædvanlige arbejde i forbindelse med arrangementet i denne uge var udvidet med postudsætning, betød det også, at jeg måtte tage tidligere fra arbejde, end det ellers har været tilfældet (tak til min arbejdsgiver), og det blev derfor en lang dag i skoven fra det øjeblik Hans Christiansen leverede poster og enheder fra Aarhus til sidste løber var kørt fra stævnepladsen. Heldigvis kunne jeg tilbringe lidt af tiden inde i varmen, idet jeg havde lejet Bjerge Naturskole til formålet. Her var der også (lidt) plads til omklædning inden døre for løberne, lige som der også stod lidt ekstra oprydning og rengøring på programmet for mig efter at postindsamlerne var draget i skoven for at hente materiellet igen.
Rengøringen afslørede en række glemte effekter, der medtages til næste afdeling 7. februar i Vestereng: en overtræksjakke (sort-grå-stribet, str. M, mrk. Løberen), æske til Lupine pandelampe (uden indhold),  et par grå løbehandsker af mindre størrelse, et stk. pandelampe (Gloworm m. sort-grøn pandesele).

Lidt om forarbejdet i skoven
Da jeg ikke havde haft nogle personer inde over banelægningen, måtte jeg være ekstra forsigtig i min tilgang til netop denne etape. Det startede med, at jeg måtte endnu flere gange i skoven end sædvanlig for at være sikker på, at postplaceringerne var fair, og at der ikke var var sket betydende ændringer i skoven, således at kortet ville fremstå som svagt, hvor jeg havde tænkt mig posterne placeret. Det betød også flytningen af flere poster i banelægningsforløbet. På selve løbsdagen skulle poststativerne placeres – og her havde jeg en pudsig oplevelse. Nær en af posterne mødte jeg et par mountainbikere, der tilsyneladende havde tabt pusten og derfor gerne ville i snak med lille mig, der kom bærende på en håndfuld poststativer. Om hvad jeg lavede i skoven med de stænger, ville de vide. Om jeg var sikker på, at posterne blev stående de steder, hvor jeg nu placerede dem? Om jeg nu også var sikker på, at de stod der, når det blev mørkt?  Sagt samtidig med, at jeg placerede post 61 på det sted, der var angivet på masterkortet.
Efterfølgende – nogle timer senere – blev jeg i tvivl om, hvorvidt jeg skulle tolke deres  interesse i den retning, at de ville prøve at fjerne posten. Derfor blev det også en lidt nervepirrende ventetid, indtil første løber, der havde denne post på sin bane, var i mål. Heldigvis blev mine spekulationer gjort til skamme.
I øvrigt bemærkede jeg ved selvsyn under udsætningen af posterne, at ikke alle poster havde lige gode reflekser – noget der af og til er blevet bemærket af deltagerne. I hvert fald post 60 var forsynet med en refleks, der lod noget tilbage i kvalitet. Dette er en problemstilling, som jeg endnu engang vil tage op med den ansvarlige i OK Pan, der lægger poster og poststativer til, når jeg laver NightChamp.

Et par bemærkninger om aftenens forløb
Som det har været tilfældet ved alle fire løb her i november, afvikledes også denne aftens løb meget hurtigt, og allerede 20:20 (vist ny rekord?) havde sidste løber stemplet ind i mål, og postindsamlerne kunne komme i skoven, hvis det da ikke lige var, fordi vi stod og manglede en enkelt løber i mål. En af Pans juniorlandsholdsløbere, Andreas Bock Bjørnsen, der også skulle hjælpe til med postindsamlingen, tog derfor turen mellem parkeringen og naturskolen et par gange for at se, om der skulle være nogle biler tilbage, hvor der manglede en løber. Det var der ikke, så vi løb chancen og pakkede udstyret sammen; løberen måtte velsagtens have glemt at stemple ind, og så kunne vi jo ikke gøre andet end blot at registrere løberen som udgået. Efterfølgende har det vist sig, at omtalte løber var sikker på, at han var registreret i mål, men det var tilsyneladende kun stræktidsaflæseren, han havde brugt ved registreringen. Min fejl, at jeg ikke havde været opmærksom et øjeblik. Da løberen heldigvis havde gemt sin strimmel med stræktiderne, har jeg efterfølgende kunnet rekonstruere hans løb ved hjælp af stræktiderne – og lægge hans resultat manuelt ind i løbsprogrammet.
I øvrigt gik afviklingen af løbet uden de store problemer – ud over de genvordigheder, som løberne skabte for sig selv ude i skoven. Posterne stod som de skulle, om end en enkelt post var væltet i løbet af aftenen. Tak til Rasmus Djurhuus, der satte posten op igen!
Jeg håber, at de 142 løbere, der gav sig i kast med aftenens baner, også havde en god oplevelse! I hvert fald var der ikke de store klager efter løbet, og jeg glæder mig nu bare til  i ro og mag at se trackingen fra løbet, så jeg kan se, om løberne havde reageret i skoven, som jeg havde håbet.

Lidt om stillingen efter de første fire afdelinger
Med aftenens løb kan vi holde et par måneders pause, inden det går løs med de sidste tre afdelinger i februar. Derfor kan jeg også gøre lidt status – om end intet endnu er givet i forhold til klasseresultater.
Men her og nu ved vi,
… at der har været 628 starter i november – hvilket betyder 628 lodder i hatten til trækning af de to vindere af lodtrækningspræmierne. Det betyder også, at vi har haft deltagerrekord for november måned, idet den tidligere rekord fra sæsonen 2014-15 lød på 626 starter i november.
… at der endnu ikke har været nogen deltagere i D12-klassen, og at der derfor heller ikke vil blive udråbt en vinder i denne klasse i denne sæson.
… at der kun er to løbere, der har vundet alle 4 starter i deres klasse i november, nemlig Casper Blakskjær (H14) og Andreas Bock Bjørnsen (H20) – begge Pan-løbere.
… at der i en enkelt klasse, H50, har været 4 forskellige vindere i de første 4 løb.
Endvidere kan vi se, at kampen om gavekortene til Days feriecentre (to stk. gavekort á 1500 kr. til de løbere, en herre og en dame, der har hurtigste kilometertid over alle 7 løb) tegner til at blive ekstra spændende i år. Efter de første 4 løb er der 16 kvinder/damer og 45 mænd/herrer, der har deltaget i alle løb – og som derfor i princippet stadigvæk er med i kampen om gavekortene!

Tak til mine hjælpere
Sluttelig endnu en stor tak til alle, der på den ene eller anden måde har hjulpet mig her i november med afviklingen af de fire første afdelinger. Ingen nævnt, ingen glemt.
En speciel tak til min familie, der som altid sørgede for en gnidningsløs afvikling af starten. I denne uge var det Silas og hans gode ven, den tidligere landsholdsløber Thor Nørskov (næsten også en del af familien!), der sammen med min kone Claudia stod for starten og efterfølgende oprydning.
Ligeledes en stor tak til postindsamlerne fra OK PANs ungdomsafdeling.

Som sagt holder vi nu et par måneders pause, hvor jeg ikke skal tænke i at arrangere o-løb, og hvor I som løbere ikke skal testes i skoven, ikke af mig i hvert fald. Næste afdeling afvikles 7. februar i Vestereng – et spændende lille løbsområde syd for Skejby Sygehus. Mere derom senere!

Vi ses i skoven!

Udgivet i Løbsberetning | Kommentarer lukket til Bjerre Skov – 3. etape, 2018-19

Fløjstrup Skov Nord – 2. etape, 2018-19

Efter en kort tur vestover til Ry i sidste uge, var vi med aftenens løb tilbage på Aarhuskanten i noget af det bedste natterræn på vores kanter. Og endnu engang viste efteråret fra sin bedste side, idet vi for tredje uge i træk kunne byde på tørt og (efter årstiden) varmt vejr. Lækkert løbevejr! Dette trak denne gang 162 løbere ud af de varme stuer og en tur i skoven. Disse løbere oplevede en “underholdende” finesse, idet alle poster på de svære baner var placeret ved sten, og flere af deltagerne måtte kigge en ekstra gang på postdefinitionerne og trække på smilebåndet allerede inden starten. Der var i hvert fald ingen, der efter løbet beklagede sig over ikke at kunne huske postdefinitionerne. Ret tidligt i banelægningsprocessen fik jeg den fikse idé med kun at anvende sten som postplaceringer, idet man nemt – på grund af de mange sten i skoven –  kunne dreje udfordrende og spændende baner i Fløjstrup! Som sagt, så gjort. Og så gav det endda mange positive kommentarer fra en række af deltagerne; tak for det!
Og tak til Kell for dagens kommentar: Løbet var vist ikke gået i Stenløse

Hvor er posten?
Efter en prolog og en første afdeling uden tekniske udfordringer, oplevede vi denne gang  et løb, hvor vi som arrangører flere gange fik sved på panden. Egentlig var al forarbejdet gået forbilledligt – og som altid, når det var Henrik Markvardsen, der satte poster i skoven sammen med Hans Christiansen, så gik alt efter planen. Således kunne Henrik ved middagstid melde, at al udstyret var placeret, samt at der ikke var opstået uforudsete problemer i sidste øjeblik. Derfor var det bare at vente på løberne i mål – som sædvanlig. Første løber i mål, en løber på bane 6, kunne dog berette, at post 44 ikke var, hvor den skulle være: ved en tydelig sten nede på stranden, hvor der ellers næppe ville komme hverken skov- eller strandgæster forbi. Panik, panik. Havde løberen bare ikke fundet posten, var den fjernet eller bare ikke sat ud? Da de følgende løbere på bane 6 kom i mål med samme oplevelse, måtte posten jo mangle…
Det viste sig efterfølgende, at “en eller anden” havde fjernet posten og lagt den ind i skoven i nærheden af en af posterne på bane 7, og at første løber på denne bane havde været snarrådig nok til at tage posten med hjem. Herefter tak til Casper Blakskjær (talentfuld H14-løber), der tog posten under armen og satte den ud på sin oprindelige plads. En ekstra løbetur på godt to km. til ham!
Den manglende post gik ud over en enkelt løber på bane 1 samt alle deltagere på bane 6, men det tyder ikke på, at det afgørende betydning for resultatet af nogen af disse to baner.

Langt efterspil efter løbet
Som de sidste to uger gik afviklingen af aftenens løb meget hurtigt, og allerede 20:33 havde sidste løber stemplet målposten, og postindsamlerne kunne komme i skoven. Fantastisk dejligt, at både de mennesker, der står for arrangementet, og de, der har meldt sig som hjælpere, kan komme hjem til aftenkaffen, mens man endnu kan kalde det aften! Så vel ankommet til Vejle (for Claudias og mit vedkommende) og efter at have afleveret det lånte SI-udstyr i Horsens på vejen hjem, kunne jeg lægge resultater og baner på nettet. Og så ellers slappe lidt af, troede jeg. For nu begyndte det at tikke ind med mails og beskeder på Facebook: “Jeg tror, at kortet ikke er georefereret rigtigt, for mit spor passer ikke med postplaceringerne”.
Det korte af det lange her – og for ikke at trætte jer med lange tekniske forklaringer – er, at jeg måtte bruge resten af aftenen samt det meste af fredagen til at kommunikere med folk, der har forstand på den o-elektroniske, forunderlige verden, for at finde fejlen. Dette involverede både Finn Arrildsen (Condes), Flemming Nørgaard (kortkonsulent) og Chris Terkelsen (O-Track), og enden blev, at jeg måtte have nye kortfiler, som kunne danne basis for eksport af filen, der skulle bruges til trackingen. Tak til alle de tre nævnte personer, der hver på deres måde bidrog til løsning af problemet. Her ved aftentide fredag kunne jeg så lægge en ny fil over i O-Track, og de spor, der allerede var uploadet, gik desværre tabt. Derfor: Har I endnu jeres filer fra jeres løb, så vil jeg være glad, hvis I vil lægge dem op igen. Nu skulle det virke efter hensigten!
Og hvad har jeg så lært af episoden? Tja, en stor forskel på Livelox og O-Track er, at jeg ikke selv kan foretage georefereringen og (mig bekendt) heller ikke kan tjekke, om refereringen er korrekt i O-Track. Det ville være dejligt med denne mulighed…

Sidste kommentarer til afviklingen
Nu er der lukket og slukket efter et løb, der krævede mere end et døgns ekstraarbejde fra min side. Et løb, hvor der var flere uheldige sammenfald, startende med, at den naturlige vej til Moesgaard strand var spærret på grund af kommunens træfældning.
Herefter en post, der var blevet fjernet – noget vi har været forskånet for siden februar 2011 i Skanderborg Dyrehave.
Så problemerne med Trackingen, som jeg kan skrive side op og ned med.
Endelig et uheldigt sammenfald, hvor en af brikkerne blev brugt to gange og den første brugers data blev overskrevet. Også dette krævede lidt ekstra arbejde med at genskabe første løbers data. Det lykkedes! Heldigvis meldte den “ramte” løber sig selv, og alting kunne løses til alles tilfredshed.

Tak til mine hjælpere
Sluttelig endnu en stor tak til de trofaste postudsættere i Aarhusområdet, Henrik Markvardsen og Hans Christiansen. Som altid kompetent arbejde fra deres side og ydermere fungerede Henrik som banekontrol; også en stor tak for dette arbejde.
Tak til mine sparringsparter på kortsiden, først og fremmest Flemming Nørgaard.
Endvidere en tak til min familie, der som altid sørgede for en gnidningsløs afvikling af starten. I denne uge var det Silas og hans gode ven, den tidligere landsholdsløber Thor Nørskov, der sammen med min kone Claudia stod for starten og efterfølgende oprydning.
Ligeledes en stor tak til postindsamlerne fra OK PANs ungdomsafdeling – ingen nævnt, ingen glemt.

Med næste uges afdeling af serien bevæger vi os tættere på min bopæl i Vejle, idet det er Bjerre Skov, der står på tapetet. Parkering på Møgelkærvej, og start og mål på Bjerre Skovvej. Her kan vi være inden døre, hvis vi pakker os lidt sammen, idet vi har lejet Bjerge Naturskole til formålet. Det bliver samtidig den sidste afdeling i efteråret – og efter løbet holder vi en pause indtil uge 6, hvor vi tager hul på den sidste runde på 3 løb!

Vi ses i skoven!

Udgivet i Løbsberetning | Kommentarer lukket til Fløjstrup Skov Nord – 2. etape, 2018-19

Siim Skov – 1. etape, 2018-19

Efter sidste torsdags prolog, hvor jeg kunne tage ophold inden døre, og hvor vi kunne byde på både toiletter, bad og lasagne i ly for mørket, skulle jeg som resten af arrangørteamet denne gang uden døre – og til dette formål, havde jeg fundet et beskyttet sted i Ry Hallernes såkaldte madpakkehus, lige ved målposten. Vi havde fået lov til at anvende Ry Hallernes udendørsfaciliteter til parkering, start og mål, men varmen inden døre måtte vi kigge langt efter! Derfor havde vi også denne aften bedt om hjælp fra oven, hvad angik vejret, og det var som om vores ønsker blev hørt, da vi – lige som i sidste uge – kunne præsentere vores deltagere for 2-cifrede temperaturer. Nogle “beklagede” sig endda over, at det næsten var for varmt til at løbe, årstiden taget i betragtning – og varmen kunne man nemt løbe sig til i bakkerne!

Lidt forhistorie i relation til aftenens løb
Siim Skov, der er en meget lille skov beliggende i den østlige udkant af Ry, har vi anvendt en enkelt gang tidligere til en etape af NightChamp, nemlig i november 2012, hvor 163 løbere kom i skoven; hvilket var deltagerrekord for en enkelt etape i serien – på den tid! Trods sin klejne størrelse, er skoven ikke uden udfordringer, især af fysisk art, idet det meste af skoven ligger på en stejl skrænt ned mod Knudsø. Og at ækvidistancen er 5 meter, fortæller jo alt.
Egentlig havde jeg ikke påtænkt at anvende skoven, men da jeg i forsommeren fik en snak med Keld Hinge Krogsgaard, Silkeborg OK, hørte jeg, at han var i færd med tegne et nyt kort over skoven, og han spurgte i den forbindelse, om ikke det kunne være en ide at anvende den til NightChamp igen. Efter at have kigget på det nye kort, kombineret med en tur i terrænet, slog jeg til, og siden da (og indtil starten af oktober) har jeg haft en sparring med Keld om kort og baner, så vi her til aften kunne byde på en fair tur i skoven.
Tilmed kan man jo godt tro, at valget af skoven faldt i brugernes smag, idet ikke mindre end 165 løbere på forhånd havde meldt sig som deltagere i aftenens strabadser! Min egen eneste bekymring var, hvordan de ældste løbere ville tage imod en stigning midtvejs i løbet – en stigning der var uundgåelig, da jeg jo nødvendigvis skulle have deltagerne op nede fra bunden af skoven.

Kommentarer til afviklingen
Selve løbet blev også denne aften afviklet uden de store problemer. Jeg havde fundet plads i Ry Hallernes madpakkeskur, hvor jeg var velsignet af både læ, lys og el – så der var egentlig ingen fare for, at der skulle dukke problemer op på den tekniske side. Skuret blev endvidere brugt som oplagsplads for rygsække, til eftersnak og til omklædning både før og efter løbet. Og så brugte en del løbere lejligheden og det fine vejr til at dukke op og købe en bane i dagens anledning, således at i alt 188 løbere kunne se frem til en aften i skoven! Dog fik 14 forfald af den ene eller anden art, og “kun” 174 løbere kom ud i bakkerne.
Som det var tilfældet i sidste uge virkede også elektronikken i skoven efter hensigten, men for løberne blev det så absolut en fordel at starte tidligt; dels var der en del belysning omkring hallen og på kunststofbanerne i forbindelse med den lokale fodboldklubs træning, og dels satte tågen ind i løbet af aftenen.
På deltagerlisten var en del nuværende og tidligere landsholdsløbere, både på senior- og på juniorsiden, og de satte naturligvis også deres præg på resultatlisterne. Det betyder således også, at noget kunne tyde på en skærpet konkurrence i flere af klasserne i år. Men lad os nu vente med at gøre status til efter novembers 4 afdelinger.
I øvrigt blev aftenen endnu engang en af de hurtigt afviklede, set med arrangørøjne. Trods det, at mange skulle i skoven, mødte folk ret tidligt op, og sidste løber kunne stemple ind i mål kl. 19:35. Og så gik det ellers stærkt! Samtidig med at vi arrangører kunne sætte os ned og nyde den varme lasagne, som Jeanette Finderup var så venlig at servere for os, kunne postindsamlerne drage i skoven. Derefter retning Vejle, og før klokken havde slået 22 lå resultaterne på nettet, både resultatlister, stræktider, Winsplits og kort!
Alt i alt en dejlig aften for os arrangører!
Og så lige igen: Tusind tak til Jeanette for det gode initiativ med maden – den varmede i mere end en forstand.

Tak til mine hjælpere
Sluttelig endnu en stor tak til Erik Bobach, der stod for postudsætningen sammen med sin datter, Ida. Som altid kompetent arbejde fra den side! Tak til Keld Hinge Krogsgaard, der var korttegner og derudover fungerede som banekontrol.
Endvidere en tak til min familie, der som altid sørgede for en gnidningsløs afvikling af starten. I denne uge var det Silas og hans kæreste Karoline, der sammen med min kone Claudia stod for starten og efterfølgende oprydning.
Ligeledes en stor tak til postindsamlerne fra OK PANs ungdomsafdeling – ingen nævnt, ingen glemt.

Med næste uges afdeling af serien bevæger vi os tilbage til Aarhuskanten, idet det er Fløjstrup Skov, der står på tapetet. Parkering, start og mål er ved Moesgaard strand, og der venter her en lidt tricky oplevelse for løberne på de svære baner – bare vent og se!

Vi ses i skoven!

Udgivet i Løbsberetning | Kommentarer lukket til Siim Skov – 1. etape, 2018-19

Marselisborg Nordskov – Prologen, 2018-19

Så er vintermånederne og endnu en sæson NightChamp over os…
Traditionen tro er 1. torsdag i november måned signal til natløb i Østjylland, og traditionen tro forbindes dette med en prolog i vinterens NightChamp-serie i skovene omkring OK PANs klubhus Silistria. Således også i år!
I år er 15. gang NightChamp afvikles, og fra starten i 2005 til nu har stævnet udviklet sig fra et lille internt træningsløb i Horsens OK omkring klubbens klubhus, til et stævne, der i gennemsnit trækker ca. 150 løbere af huse. Konceptet har gennem alle årene dog været det samme: “Keep it simple”, med samme arrangør (stævneleder) og banelægger. Og altid med samme gruppe af folk – med få udskiftninger – til at stå for det praktiske på løbsaftenen. I år er arrangørteamet (familien Thomsen) dog blevet lidt pressede af, at “drengene”, der har været en uvurderlig hjælp især i starten, er blevet ældre og dermed mere selvkørende. Hjalte er således flyttet til Bornholm, så ham ser I nok ikke meget til, mens Silas har fået arbejde i Vejle og kun med nød og næppe kan nå at hjælpe med de opgaver, han ellers er så god til…
Heldigvis har klubberne Silkeborg OK, Horsens OK og OK PAN støttet kraftigt op om arrangementet og har hjulpet til med nogle af de tidstunge opgaver, først og fremmest postudsættelse og indsamling af poster efter løbet. Med varm tak til alle hjælperne giver det os en stadig lyst til at fortsætte, trods de mange kræfter, der skal lægges i skoven og ved skrivebordet.
Alt i alt kunne vi så denne aften stå som arrangører af NightChamp for 91. gang – og måske venter en milepæl i horisonten, hvem ved?

Ude i god tid…
Forberedelserne til november måneds fire løb har været i gang i lang tid med skovtilladelser, aftaler om rekognoscering og opdatering af kort, tilladelser til løb, aftaler om hjælp og reservering af udstyr og endda lidt sygdom i kroppen.
Som i de seneste år har jeg været meget tidligt i gang med banelægningen og har rekognosceret i skovene med henblik på at finde gode vejvalg, gode postplaceringer og i det hele taget være lidt på forkant med planlægningen. Dette har faktisk været gældende for alle de fire afdelinger i november måned – ikke mindst fordi jeg (og konen) er medlemmer af en rejsegruppe, der lige river de sidste 14 dage ud af kalenderen  i oktober måned for at nyde livet udenlands – i år i den indiske del af Himalaya, Kashmir/Ladakh. Først søndag aften før prologen var vi igen hjemme, og så er det ligesom lidt sent, hvis man først da tænker i o-løb på det tidspunkt. Og det har jo ikke gjort tingene nemmere, at der er blokeret for at følge med i tilmeldingerne via O-service fra udlandet; uvist af hvilken grund. Hvorom alt er, så skulle hele arrangementet være på plads før miniferien.

Heldigvis har jeg også i dette efterår været begunstiget med meget kvalificerede hjælpere – i denne omgang Henrik Markvardsen, der har fungeret som både banekontrol og postudsætter, og Flemming Nørgaard, der har stået for en rekognoscering af aftenens løbsterræn og endvidere har stået for opsætningen af kortet, samt PANs ungdomsafdeling, der stod for indsamlingen af posterne. Så stor tak til ovennævnte personer samt Hans Christiansen, der har fungeret som chauffør for Henrik og hjælper ved postudsætningen.
Endvidere stor tak til Keld Hinge Krogsgaard, der havde bidraget med et nyt kort over Siim Skov og med sparring ved banerne i denne skov samt Erik Bobach, der står for postudsætningen derude… (Mere om dette i næste uge).

Så er vi i gang
Som sagt er dette den 15. sæson af NightChamp, og der er da tegn på, at serien stadigvæk kan trække løbere af huse og ud at løbe i skoven, der efterhånden bærer spor af efteråret! Torsdag aften kunne vi således sende 150 løbere i skoven – nøjagtig det samme antal som for et år siden! Løberne oplevede en fin, tør og varm løbeaften med temperaturer på ikke mindre end 11-12 grader, hvilket var noget atypisk for årstiden. For flere gav det ligefrem sved på panden at nyde aftenens baner. Og efter løbet kunne PANs ungdomsafdeling byde på varm mad – lasagne med tilbehør – først og fremmest til de løbere, der havde forudbestilt. At der så i år var mad nok til alle betød, at 68 personer fik glæde af den fine menu, som PANs ungdomsafdeling kunne diske op med.
På det arrangementsmæssige plan blev der tale om en endog meget fredelig aften. Udstyret, der for et par dage siden var blevet efterset og synkroniseret, fungerede optimalt og fejlfrit, og næsten alle løbere kom i mål med alle klippene i brikken. Kun 2 løbere havde et manglende klip, mens en enkelt løber måtte lunte i mål med lyset slukket!
Det betød, at vi havde sidste løber til at stemple ind kl. 20.14, så postindsamlerne kunne gå i gang med deres arbejde, noget før end det var planlagt. Samtidig kunne jeg lægge aftenens resultat på nettet, inden jeg tog turen mod Horsens for at aflevere det lånte udstyr og herefter mod Vejle!

Tak til mine hjælpere
Sluttelig endnu en stor tak til Henrik Markvardsen, der fungerede som banekontrol samt postudsætter, der sørgede for at alle posterne stod fair og rigtigt, samt Henriks chauffør og hjælper, Hans Christiansen. Endvidere tak til Silas og min kone Claudia for deres uvurderlige hjælp med afviklingen af starten. Lidt hårdt og stressende blot at være to om at løse denne opgave. Og en tak til postindsamlerne fra OK PANs ungdomsafdeling.
Endelig tak til Pans ungdomsafdeling for den meget lækre lasagne!

Næste uges afdeling af serien finder sted i Siim Skov ved Ry med stævneplads og parkering ved Ry Hallerne, Thorsvej 32, 8680 Ry. Her vil løberne – for de flestes vedkommende – få at mærke bakkerne, da skoven ligger på en skrænt ned mod Thorssø!

Vi ses i skoven – gerne næste torsdag i Ry!

Udgivet i Løbsberetning | Kommentarer lukket til Marselisborg Nordskov – Prologen, 2018-19

Indbydelsen for sæson 2018-19 på nettet

Efter en varm og tør sommer er vi klar med indbydelsen til denne vinters NightChamp-natløb i det midtjyske område.
Vi lægger ud med en prolog den 1. november i Marselisborg Nordskov, hvor vi – sædvanen tro – kan holde til inden døre i Silistria (undtagen under løbet!). Her er der endvidere mulighed for at bestille varm mad (lasagne med brød og salat) til efter løbet, hvilket sker ved at angive dette i kommentarfeltet “Bemærkning til arrangør” ved tilmeldingen i o-service.
Herefter går turen til Siim Skov i den østlige udkant af Ry, hvor der skal løbes på et nyt kort, til Fløjstrup syd for Aarhus, hvor stævnecentret er ved Moesgaard Strand, inden vi afslutter efteråret den 22. november i Bjerre/Bjerge Skov sydøst for Horsens, hvor vi har lejet naturskolen til omklædning inden døre. I øvrigt har alle de nævnte terræner tidligere været brugt til løb i NightChamp-serien.
Herefter står den på en lille pause i løbene hen over julen, hvorefter vi i februar ’19 kan byde på et jomfrueligt terræn, Vestereng, nær Skejby Sygehus, efterfulgt af True skov ved motorvejen vest for Aarhus,  inden vi slutter af i den vestlige ende af Silkeborg Sønderskov.

I tre af skovene – prologen i Marselisborg Nordskov, Siim Skov og finalen i Silkeborg Sønderskov – løbes mellemdistance, mens de øvrige etaper afvikles på den normale distance.
I øvrigt skal man være opmærksom på, at D60/H70 i Siim Skov – på grund af skovens voldsomme kurver – løber ekstrakorte baner!
Indbydelse 2018-19: PDF

Udgivet i Foromtale | Kommentarer lukket til Indbydelsen for sæson 2018-19 på nettet

Silkeborg Sønderskov – 6. etape, 2017-18

Med aftenens løb fik vi så rundet denne vinters 7 afdelinger af NightChamp af – og traditionen tro skete det i en af de lettere kuperede skove omkring Silkeborg. Således var det i år Silkeborg Sønderskov, der stod for skud. I temperaturer lige under frysepunktet kunne vi sende 165 løbere i skoven, og selv om vi var forskånet for både regn og blæst, blev det en kold fornøjelse at befinde sig ude i kulden og vente på løberne – både for undertegnede og for vores IT-udstyr, der endog meget gerne ville gå i dvale og spare på batteriet. Større problemer blev vi dog forskånet for!
Selv om der var rigtig god plads til parkeringen, gav det dog lidt uro, at en større lastbil med trailer ville anvende P-pladsen til parkering og omlæsning af træ, inden der skulle hentes flere kævler i skoven; dette problem løste dog sig selv, da chaufføren ikke kunne frakoble traileren på det ujævne underlag og måtte fortrække og parkere ude på Sønderskovvej. (At den stod her i mørket uden at være afmærket, skabte dog efterfølgende lidt trafikale udfordringer, hvor bla. en kvindelig bilist truede med at tilkalde politiet!)

Stort deltagerantal i det fine aftenvejr
Allerede mandag aften kunne man godt se i kortene, at der kunne blive tale om et stort deltagertal til aftenens løb – måske endda rekord for denne sæson. Således var der ved udløbet af tilmeldingsfristen 156 tilmeldte, hvilket måske i stor grad skyldtes to omstændigheder: at Horsens OK havde valgt at bruge løbet til afvikling af deres nat-klubmesterskab, og at Ok Pan brugte løbet som 10Mila-udtagelse på herresiden. Således stillede 38 horsensløbere til start i klubmesterskaberne, men 13 løbere fra OK Pan deltog på den lange bane i kampen om pladserne på klubbens hold til 10Mila.
Ydermere var der – takket været det gode vejr – kamp om de ekstra kort fra en række løbere, der lige ville udnytte det fine løbevejr til en tur i skoven. Alt i alt endte vi med udsolgte kort på 3 baner (og at et par løbere måtte vælge en anden bane, end de egentlig havde tænkt sig) samt – med lidt plus/minus – at 165 løbere kom i skoven! Ganske rigtigt rekord for denne vinter.
Og fint løbevejr var netop, hvad der betegnede denne aften, og selv om vi var lige under frysepunktet, kunne løberne opleve en temmelig tør og fin skovbund, og et flot vejr, hvor lamperne især omkring Slåensø gav nogle flotte billeder på nethinden med genskin ude over vandet.

Lidt om præmierne
Som det efterhånden er en indgroet skik, så kunne vi som arrangørteam også i år indbyde løberne til aftenkaffe med brød på Himmelbjergegnens Natur & IdrætsEfterskole efter løbet, og også i år blev dette suppleret med overrækkelse af præmier til klasseinderne. Da min kone, Claudia, i år var lidt mat i koderne og havde brug for en friaften, var det i stedet sønnerne, Hjalte og Silas samt sidstnævntes kæreste, Karoline, der stod for denne del af arrangementet, efter at de var færdige i starten. Således skyndte de sig til HNIE, da sidste løber var sendt i skoven, og her klarede de præmieoverrækkelsen i ungdomsklasserne, så de yngste deltagere kunne komme hjem under dynerne og være friske til skolen i morgen. Selv kunne jeg lukke ned i skoven efter sidste løber var i mål lidt før kl. 21 og køre til efterskolen og klare overrækkelse af præmierne i seniorklasserne.

I år havde vi fået en ekstra sponsor, idet Dayz Familieferie – nu Landal GreenParks – havde sponsoreret to gavekort á 1250 kr. til et ophold på et af deres resorts efter eget valg. Disse to gavekort ville gå til den dame, hhv. herre, der – uanset alder og klasse – løb med den hurtigste kilometertid gennem alle 7 løb. Der var blandt de løbere, jeg har snakket med, delte meninger om, hvem der ville kunne stå bedst i dette regnskab, men det endte med at blive en D21- og en H21-løber, der viste sig som de hurtigste i skoven efter at have holdt et stabilt højt niveau. Præmierne gik til hhv. Greti Pentek, Horsens OK, og Rasmus Djurhuus, OK Pan.

Trækningen af lodtrækningspræmierne…
Som det har været tilfældet de seneste to sæsoner var der også i denne vinter to lodtrækningspræmier á 1500 kr. til Løberen. Da det krævede start i mindst 6 af de 7 afdelinger for at være med i lodtrækningen, kunne vi ikke uddele disse præmier lige efter sidste afdeling. Først lørdag havde jeg således en liste klar med de 76 navne, der havde misset højst én start, og da jeg skulle være sammen med 7 andre orienteringsløbere søndag aften, heriblandt vores tidligere sportschef i forbundet, KK. Terkelsen, valgte jeg, at han i overværelse af hele selskabet skulle udvælge to tal mellem 1 og 76, begge inklusive – uden at han på forhånd havde set listen og derfor ikke vidste efter hvilke kriterier, den var lavet.
Valget faldt på nr. 15 og nr. 37 – hvilket betød, at de to gavekort går til Keld Gade, Viborg OK og Jonas Ellegaard Kokholm, Horsens OK. Til lykke til dem begge.

Klassevinderne i oversigt…
Efter aftenens løb er resten af klasserne faldet på plads, og når regnskabet er gjort op, fordeler klassevinderne sig således på klubber:
OK PAN: 4 vindere.
H20 (Andreas Bock Bjørnsen), H21 (Rasmus Djurhuus), H40 (Ebbe Møller Nielsen), H50 (Kent Lodberg)
Horsens OK: 3 vindere.
D14 (Theresa Skouboe), D16 (Rebecca Loft Thyssen), H12 (Frederik Brynning Bøje)
OK Melfar: 2 vindere.
D20 (Hedvig Valbjørn Gydesen), H16 (Jonas Gabs)
Kolding OK: 2 vindere.
D50 (Marianne Lynge Krogh), H14 (Niels Dalgaard)
OK Djurs: 2 vindere.
D60 (Ann Dorrit Hansen), H70 (Max Hansen)
Aarhus 1900:  1 vinder.
D12 (Anna Bo Kølbæk)
Faaborg OK: 1 vinder.
D21 (Caroline Gjøtterup)
OK Gorm, Jelling: 1 vinder.
D40 (Pernille Buch)
Viborg OK: 1 vinder.
H60 (Keld Gade)

Tak til mine hjælpere
Her på falderebet skal der lyde endnu en stor tak til alle mine hjælpere, der har gjort det muligt af gennemføre NightChamp-serien. Uden deres hjælpende hænder, ville jeg ikke magte at fortsætte som arrangør og banelægger, som jeg nu har været til i alt 87 afdelinger af NightChamp gennem 14 år.
I uprioriteret rækkefølge er der tale om…
Postudsætterne: Erik Bobach ved aftenens løb i Silkeborg Sønderskov, Ivan Christensen i Rosenholm Skov samt ikke mindst Henrik Markvardsen og Hans Christiansen, der har stået for løbene, når de afvikles i de øvrige skove. Endvidere endnu en tak til Hans Christiansen, der står for at bringe materiel fra Aarhus til Silkeborg, når der løbes i skovene her.
Postindsamlerne, der igen i år består af medlemmer af PANs ungdomsafdeling. Indsamlingen styres af Jeanette Finderup, der sørger for at sætte navne på, så posterne kommer sikkert i hus igen. Ikke mindst tak til Torben Kragh, der har ageret postindsamler ved alle vinterens 7 etaper!
Korttegnere (ikke mindst Ivan Christensen, PAN, der reviderede hele to af de kort, vi i år brugte til stævnerne) og skovkontakterne.
Tak til Horsens OK for lån af brikker og andet udstyr.
Tak til HNIE for at være med til at give årsafslutningen en hyggelig ramme med kaffe, brød og varme til præmieoverrækkelsen.
Endelig tak til vores tre sponsorer, Landal GreenParks, Løberen samt Ledlenser, for de fine præmier.
Sluttelig en stor tak til min egen familie, herunder mine drenge, der trofast har hjulpet med starten og andet forefaldende arbejde i forbindelse med stævnerne og i øvrigt er kommet med mange input til stævnerne, samt min kone Claudia, der derudover har givet mig plads og tid til at sørge for al det praktiske. Hun har endog ved flere lejligheder været med i skovene for at kigge på postplaceringer, så vi har kunnet nyde en tur i naturen sammen i ny og næ.
Sluttelig tak til min “svigerdatter” Karoline, der har hjulpet i starten ved flere lejligheder…

Og så er det ellers familien Dagsberg/Thomsens tur til at komme ud at løbe…

Vi ses i skoven

Udgivet i Løbsberetning | Kommentarer lukket til Silkeborg Sønderskov – 6. etape, 2017-18

Risskov – 5. etape, 2017-18

Med aftenens løb i den lille bynære skov, Risskov, er vi så småt ved at være ved vejs ende med denne sæsons NightChamp-serie, den 14. sæson i rækken. Og netop aftenens løb blev et af de mere rolige og uproblematiske. Skovtilladelsen var på plads før sommerferien (’17), et udkast til banerne – mere eller mindre endeligt – var færdigt før jul og aftaler om korttrykning, postudsætning og -indsamling gav i det store hele sig selv.
I de sidste måneder af 2017 gik Ivan Christensen kortet igennem og fik flere rettelser på plads, og i starten af sidste måned kunne jeg så lægge løbet over på det nye kort, inden Henrik Markvardsen gik i skoven for at tjekke baner og postplaceringer. Alt i alt et stille og uproblematisk forløb.

En stille aften i let frost – men uden regn
I forhold til sidste uges 4 plusgrader, en god vind og en tiltagende regn under løbet, kunne jeg fra min plads ved mål denne aften opleve en temperatur så tæt på nulpunktet, som det overhovedet var muligt, men helt vindstille, ingen regn og en frossen jord at stå på. Det føltes derfor noget varmere end for en uge siden i Rosenholm. Også skoven præsenterede sig noget anderledes, og sidste torsdags meget våde og urene skovbund var her i aften erstattet med fast grund – stort set hele vejen rundt i terrænet. Da Risskov samtidig har et meget veludbygget stinet, var der lagt op til hurtige tider på alle baner. At bane 1 på 8 km således blev vundet i en kilometertid på under 5, vidner om mangel på tekniske udfordringer i mørket.
Endelig vidner antallet af såvel fremmødte og gennemførende løbere om et terræn, der på den ene side var attraktivt, på den anden side centralt beliggende og nemt at komme til.
En sidebemærkning: Denne aften var der ingen problemer med parkeringen. Ingen lavede vrøvl, ingen skældte ud, ingen parkerede ulovligt og ingen skulle hentes på et fejeblad! Og så var det i øvrigt ikke så knapt med pladsen, som jeg havde frygtet.

Fin opbakning på trods af vinterferien
Da tilmeldingen udløb, var kun 124 løbere tilmeldt via O-service, det laveste tal for denne vinter. Imidlertid endte vi med 128 løbere i skoven, hvilket skyldes, at flere løbere dukkede op på aftenen, mens kun få af de tilmeldte blev hjemme i varmen. Det var mit indtryk, at langt de fleste af deltagerne fik en god tur i mørket, og det var da også kun få der havde noget at udsætte på arrangementet efter løbet. Fejlklippene var få, og f.eks. var der kun en enkelt løber, der tog fejl af postnummer 54 og 64, der lå ret tæt ved hinanden. Og mig bekendt udgik ingen løbere denne aften på grund af svigtende lys?
Et enkelt uheld oplevede vi dog, da første løber i mål var faldet og havde fået en flænge i hånden. Blev det til en tur på skadestuen?
I øvrigt var løbet hurtigt afviklet, og da klokken passerede 20:03 manglede vi – i følge løbsprogrammet – kun én løber i mål. Der var tale om en løber, som jeg var overbevist om, at jeg havde set i mål, og som jeg derfor formodede måtte være gået uden om brikaflæsningen. Alligevel ventede jeg med at sende postindsamlerne i skoven, og sammen med dem valgte vi at vente med at starte indsamlingen indtil kl. 20:45, som beskrevet i instruktionen. (En opringning til løberens familie bekræftede da også, at han stadigvæk var i skoven.)
Umiddelbart før kl. 21 kunne jeg så køre hjemad, og kl. 22:32 var lånebrikkerne afleveret i Horsens og resultaterne på nettet!

En status på afgjorte klasser
Mens der ikke er så meget at skrive hjem om vedr. afviklingen af selve løbet, vil jeg i stedet dvæle lidt ved resultaterne – og udråbe de samlede vindere i 12 af de i alt 17 klasser.
5 vindere var allerede var på plads efter sidste afdeling for en uge siden, nemlig Caroline Gjøtterup (Faaborg OK, D21), Marianne Lynge Krogh (Kolding OK, D50), Frederik Bøje (Horsens OK, H12), Rasmus Djurhuus (OK PAN, H21) og Keld Gade (Viborg OK, H60). Nu kan vi så føje endnu 7 vindere til denne række, idet der efter torsdagens løb er faldet en afgørelse i følgende klasser: D12 (Anna Bo Kølbæk, Aarhus 1900), D16 (Rebecca Loft Thyssen, Horsens OK), D20 (Hedvig Valbjørn Gydesen, OK Melfar), D40 (Pernille Buch, OK Gorm), H14 (Niels Dalgaard, Kolding OK), H20 (Andreas Bock Bjørnsen, OK PAN) samt H50 (Kent Lodberg, OK PAN).
Tilbage står vi med 5 klasser, der skal afgøres i Silkeborg Sønderskov den 22. februar. Og her ser det mest åbent ud i H40, hvor ikke mindre end 8 løbere kan stå som vinder i klassen. Faktisk er overhovedet intet afgjort i denne klasse!

Tak til mine hjælpere, igen, igen
Sluttelig endnu en stor tak til Henrik Markvardsen og Hans Christiansen, der for sidste gang i denne sæson agerede postudsættere. Ikke mindst tak til Henrik, der udsatte en del af postudsætningen til sidste øjeblik, fordi der altid er så mange gæster i skoven. De (posterne) skulle jo også gerne være der, når løberne tørnede ud!
Endvidere en stor tak til min familie, der stod for starten endnu engang. Ligeledes en tak til de to postindsamlere fra OK PANs ungdomsafdeling, Torben og Henrik.

Efter en pause i næste uge, hvor jeg tillader mig at holde lidt vinterferie, rykker vi til Silkeborgområdet, hvor Sønderskoven lægger skovbund til vinterens sidste afdeling af NightChamp-serien. Stævnepladsen placeret på P-pladsen syd for Sønderskovvej mellem Virklund og HNIE, lige øst for Rødebækhus, og starten ligger ca. 100 meter fra P-pladsen.
Efter løbet vil der igen i år være mulighed for et bad på HNIE (på drengegangen), efterfulgt af kaffe og brød i spisesalen. Her vil der også være præmieoverrækkelse, som varetages af min kone samt mine sønner.

Vi ses i skoven!

Udgivet i Løbsberetning | Kommentarer lukket til Risskov – 5. etape, 2017-18