Ølsted Kærskov – 3. etape, 2012-13

Efter to etaper i skove, der ikke tidligere har lagt skovbund til en afdeling af NightChamp, stod den i aftes på afslutning af efterårshalvdelen, hvilket foregik i en Horsensskov, Ølsted Kærskov, der tre gange tidligere har været anvendt til serien. Senest den 11. november 2009, hvor der var 49 deltagere i løbet. Denne gang kunne vi mønstre 119 startende løbere i den forholdsvis lille skov, hvor udfordringen for banelæggeren var at dreje banerne på et meget lille område, der endvidere blev noget mindre af, at en privat lodsejer ikke ønskede at se løbere i sin del af skoven. Valget stod mellem, at de længste baner skulle have samme transportstræk på knap en kilometer to gange – eller at kringle banerne rundt på et lille område. Valget faldt på det sidste, og løberne blev derfor – på både de svære og den mellemsvære bane – udsat for butterflies, trekanter, diamanter og andre finurlige sløjfer. Og ingen af banerne havde – på trods af det snørklede baneforløb – nogen krydsende streger!
Jeg var derfor noget spændt på, hvordan deltagerne ville tage imod aftenens udfordringer, men heldigvis var det gennemgående tilfredse løbere, jeg talte med efter løbet. Mange syntes, at det havde været sjovt, at man skulle holde tungen lige i munden, og at man hele tiden skulle være fokuseret og tilpasse farten til udfordringerne. De fleste formåede at tilpasse deres tempo til de o-tekniske evner, man besad, og der var derfor færre udgåede/diskvalificerede løbere end ved de foregående to etaper. Det skal lige tilføjes, at korttrykkeren, Carsten Thyssen fra Grafisk Forum i Horsens, havde lagt et stort arbejde i at gøre trykket så tydeligt og entydigt som muligt, således at løberne i de mange sløjfer ikke også skulle frustreres af uklare streger, cirkler eller postnumre. Tak til ham for det!

Endnu engang viste edb-systemet sig fra sin bedste side, og endnu engang kunne vi udlevere stræktider til alle løbere umiddelbart efter målgang – på trods af at vi havde ”lovet” ikke at gøre det!
Vejret var fint med 7-8 plusgrader og endnu engang undgik vi regn under hele stævnet. Det største problem var en løber, der løb med et andet briknummer end det pc’en forventede, og data fra brikken blev efterfølgende ikke gemt i databasen. Dette blev dog løst her dagen efter!
Endvidere var en løber fra Silkeborg så uheldig at tabe sine bilnøgler i skoven, og trods en ihærdig søgen måtte han ringe hjem efter reservenøglerne, der blev bragt til Ølsted af en venlig hustru. Denne episode får mig endnu engang til at opfordre til, at man deponerer bilnøgler i ”stævnebilen” i stedet for at tage dem med i skoven.

For undertegnede som arrangør blev det et stævne med et ekstra pift og lidt ekstra stress på. Dagen før løbet blev jeg kontaktet af TVSyd, der gerne ville dukke op til løbet og sende et direkte indslag til deres nyhedsudsendelse kl. 19:30. Det betød en del kommunikation med nyhedsredaktør, webredaktør, tekniker, fotograf og journalisten, der skulle stå for indslaget. Det betød ligeledes, at jeg skulle være lidt tidligere på banen i skoven end vanligt for at få hjulpet TV-folkene. Der skulle lige anbringes en sendevogn rigtigt, så signalet kunne gå tydeligt igennem, og både fotograf og journalist skulle have hjælp: Hvor kunne de med fordel stå for at skabe den rigtige stemning hjemme i stuerne? Hvad er væsentligt at få fortalt om oløb om natten? Kunne jeg hjælpe med at finde en lokal løber? Kunne jeg låne dem en pandelampe og et kort? Og kunne jeg afse tid til et interview – på det tidspunkt, hvor der var mest run på i målområdet? Heldigvis havde jeg – endnu engang – mine sønner i baghånden, og de er efterhånden selvkørende, når det gælder arrangementet, og de måtte være stand-in for mig, når TV behøvede min tid og koncentration. I øvrigt blev der et fint lille indslag ud af TV-folkenes anstrengelser i skoven, og så er det vel begrænset, hvor ofte o-løb har været på direkte TV? – Jeg kan i hvert fald kun umiddelbart huske et par gange.

Skal vi samle lidt op på situationen i de enkelte klasser, kan vi konstatere følgende:
I 2 løbsklasser har vi haft den samme vinder i alle de tre afviklede novemberafdelinger, så her tegner det til, at klasserne allerede så småt er afgjort, og i hvert fald skal der for de førende løbere i disse klasser nu kun et enkelt godt løb til for at løbe med den samlede sejr. Det drejer sig om begge klasser op til 14 år: D14 (Sara Lysemose Poulsen, Silkeborg OK) samt H14 (Mads Møller Skaug, OK PAN).
I den anden ende af skalaen finder vi H70-klassen, der efter de første tre afdelinger er helt åben, idet de tre løb i november har været 3 forskellige vindere.
På samme måde har vi i øjeblikket 3 klasser, der ved julepausen føres af en løber, der ikke har vundet en eneste af de tre afviklede afdelinger. Dette gør sig gældende i D12, D50 og H21. I H21 er det endvidere tankevækkende, at de sidste 3 års vinder, René Rokkjær, endnu engang har lagt sig i spidsen på trods af at han har ladet andre vinde de enkelte afdelinger.
Endelig virker det lige nu temmelig utænkeligt, at der kan kåres en vinder i klasserne D16 og H16, hvor ingen løber pt. har gennemført mere end et enkelt løb. Dette skyldes først og fremmest, at ”kunderne” fra Nordkredsen i denne aldersgruppe deltager i TC-træningen, der afvikles som et appendix til NightChamp-løbene på samme poster, men på andre baner.
Det er i øvrigt glædeligt at se, at NightChamp, der oprindelig var tænkt som en træningsserie for ungdomsløbere, rent faktisk også har så mange unge løbere som deltagere. I år har 51 løbere under 21 år således deltaget i mindst ét af løbene i november.

Den efterhånden sædvanlige tak til mine hjælpere
En stor tak til medlemmer i Horsens OK for hjælp med posterne ved aftenens løb. To af medlemmerne af veteranklubben, Jørgen Thyssen og Jørgen Jensen, havde brugt det meste af eftermiddagen i skoven med af få posterne ud i skoven, mens det var de sædvanlige hjælpere, Karsten Stald og Henning Hansen, der stod for postindsamlingen efter løbet, efter at sidste mand var i mål lidt før kl. 21. Endvidere endnu engang tak til mine sønner Hjalte og Silas for deres uvurderlige hjælp med afviklingen af starten samt med hjælpen ved aflæsning af brikker, mens jeg var optaget af TV.

Nu holder vi så lige en pause på godt to måneder før vi tager hul på de sidste tre løb i denne vinters NightChamp. Næste løb, der skulle have været afviklet i Ringelmose Skov ved Kalø vig, har vi desværre måttet flytte, da vi ikke har kunnet opnå den nødvendige skovtilladelse. I stedet afvikles løbet i Hestehave Skov, der ligeledes ligger umiddelbart øst for Rønde. Et godt bytte, idet Hestehave er en jomfruelig skov for de fleste og i øvrigt vil blive efterrekognosceret af Frank Linde i januar, så deltagerne kan forvente en 100 % reel skov, hvor kortet er up to date og tilpasset årstiden. Stævnepladsen bliver P-pladsen ved Kalø Slotsruin. Og til de, der synes, at skoven ligger lidt langt væk, kan jeg berolige med, at der er motorvej og motortrafikvej stort set helt til stævnepladsen.

Vi ses i skoven

Udgivet i Løbsberetning | Kommentarer lukket til Ølsted Kærskov – 3. etape, 2012-13

Siim Skov – 2. etape, 2012-13

Årets anden etape af NightChamp afvikledes her til aften i Siim Skov, der er en meget lille skræntskov, der ligger i den østlige udkant af Ry by mellem et nybyggerkvarter mod syd og Knudsø mod nord. Stævnepladsen lå i tilknytning til hundelufterskoven – neden for bakkerne. Her fandt man også starten, og det betød derfor at løberne blev kastet ud i noget, der kunne minde om bjergbestigning eller klatring op ad de stejle bakker, allerede umiddelbart efter starten! På grund af skovens beskaffenhed (læs: de stejle bakker) og dens størrelse, nøjedes vi ved denne etape med en mellemdistance, men ikke ret mange af deltagerne brokkede sig ikke særlig højlydt over dette. De havde nemlig svært ved at se på deres løbstid, at de blot havde været ude på en mellemlang bane!

Da dette løb foregik i en af Silkeborg OK’s skove, stod den denne gang på EMIT-brikker samt hjælp med posterne fra den lokale Mogens Hagner samt den sædvanlige hjælper fra Silkeborg OK, Erik Bobach. Efter sidste uges kamp gennem en våd skov på grund af dages forudgående regnvejr, havde vejrguderne denne aften begunstiget os med mildt vejr i form af temperaturer på 10 grader, hvilket er noget utypisk for en aften i november. Da det ligeledes holdt tørvejr – og også havde været tørt i dagene op til løbet, var det en fair skov, bakkerne undtaget, der blev stillet løberne i udsigt.
Og endnu engang kunne vi – med aftenens løb – konstatere, at der blev sat deltagerrekord. Med 174 tilmeldte samt et pænt fremmøde, kunne vi sende i alt 163 løbere i skoven. En forbedring af den gældende deltagerrekord fra det første løb i 2011 i Vilhelmsborg, hvor der deltog 149 løbere. Om det var det flotte løbevejr, den (for de fleste) jomfruelige skov, de afkortede baner, skovens beliggenhed centralt i det jyske, muligheden for at komme til at løbe med emitbrikker eller noget helt sjette, der var årsag til det fine fremmøde, kan man jo blot gisne om…

Alt i alt kunne vi endnu engang melde om en hurtig afvikling af stævnet, hvor sidste mand (eller kvinde) var i mål allerede 20:08, og vi kunne overlade postindsamlingen til Mogens og Erik, hvis det da ikke lige var, at softwaren meldte, at der stadigvæk var en løber i skoven. Altså: vente, vente, vente. Kunne sidste mand være kommet til skade – og skulle vi ud at lede? Efter godt en halv times venten, tog vi en beslutning om at køre hjemad, da der ikke var flere biler på stævnepladsen, og vi overlod skoven til postindsamlerne. En god beslutning, da det efterfølgende viste sig, at løberen blot havde glemt at aflæse sin brik. Godt at der ikke var sket ham noget, men ærgerligt at vente mens en støvregn tog til…
I øvrigt viste det sig, at det blev en travl aften: 10 løbere meldte sig på aftenen – 2 løbere havde glemt deres brik og skulle derfor låne en anden, og det skulle lige ændres i løbsprogrammet – en løber tog en forkert emitbrik i klubposen og skulle tildeles det rigtige briknummer i programmet efter at brikken var aflæst – og den løber, der således manglede en brik, skulle også lige ændres. Og så var der lige en løber, der skulle låne en af mine pandelamper… Men ellers gik alt let og smertefrit. Ingen fejl i softwaren og igen kørte edb’en uden at der opstod fejl! A propos softwaren, så var jeg endnu engang positivt overrasket (læs: imponeret) over, hvor godt den arbejdede sammen med aflæsningsudstyret fra Emit.

Det viste sig desværre, at en af posterne i skoven, kontrol nr. 130, var periodevis ramt af defekt – og derfor ikke altid virkede. Dette berørte kun en enkelt bane, bane 4, hvor 2 løbere – begge i D50 – blev disket med manglende stempling på denne post, og de stod derfor begge som diskede i den første resultatliste, der blev lagt på nettet torsdag aften efter løbet. Efterfølgende har jeg godkendt begge løbere og estimeret deres tid på posten. Beklager…
(Og nej: Der var ikke andre poster, der var defekte eller periodevis ude af drift!)

Efter aftenens løb begynder der i nogle af klasserne at tegne sig et klart billede af, hvem der kan gå hen at løbe med den samlede sejr. I 8 af klasserne har vi således den samme vinder i begge de første afdelinger, og hvis de dygtige løbere kan holde stilen fremover, siger det sig selv, hvor det bærer henad i de klasser. De omtalte klasser er: D12 (Hedvig Gydesen, Melfar), D14 (Sara Lysemose Poulsen, Silkeborg), D50 (Britta Ank Pedersen, Horsens), D60 (Asta Terkelsen, GORM), H14 (Mads Møller Skaug, PAN), H20 (Mathias Ringgive, GORM), H21 (Tue Lassen, Faaborg), H50 (Kent Lodberg, PAN).
I andre klasser er det helt uoverskueligt, mens det i et par klasser kunne tyde på, at der virkelig bliver kamp om det! Til den sidste kategori hører bl.a. D21, hvor hele 4 løbere byder på en samlet sejr! Men det kan være, at vi er blevet meget klogere efter den næste afdeling på torsdag – der samtidig er den sidste afdeling før jul. Alle løbere, der har løbet – og fuldført – bare en enkelt afdeling her i november, er stadigvæk bejlere til den samlede sejr, idet de to dårligste løb som bekendt kan sorteres fra.

Tak til hjælperne
En stor tak til både Mogens Hagner og Erik Bobach, der denne gang sørgede for at alle posterne stod fair og rigtigt – samt at de blev indsamlet efter løbet. Endvidere tak til mine sønner Hjalte og Silas for deres uvurderlige hjælp med afviklingen af starten.

Ved næste uges afdeling i Ølsted Skov umiddelbart syd for Horsens – beliggende ved Vejlevej, er vi igen tilbage til Sport Ident som kontrolsystem, ligesom løberne igen får lov til at løbe de normale distancer. Ølsted Kærskov er en forholdsvis lille skov, der ikke så ofte anvendes til åbne løb, og derfor vil løberne på de mellemsvære og svære baner blive udsat for mange butterflies og diamanter, hvor man virkelig skal holde styr på, hvor langt, man er nået. Spændende med en noget anden form for orientering – forhåbentlig.

Vi ses i skoven

Udgivet i Løbsberetning | Kommentarer lukket til Siim Skov – 2. etape, 2012-13

Fløjstrup – 1. etape, 2012-13

Så blev igen tid til en omgang NightChamp i det øst-/midtjyske område, og igen efter samme koncept som altid: 3 løb her i november måned, hvor løbsåret toner ud – efterfulgt af tre løb i februar som optakt til den nye sæson.
Gennem de seneste måneder har jeg været i gang med at arrangere denne vinters 6 løb, idet man nu om dage skal være tidligt ude for at kunne komme i ”de rigtige” skove. Der er søgt løbstilladelser, truffet aftaler med hjælpere, fundet egnede stævnepladser med mulighed for parkering at et stadigt stigende antal biler, og jeg har været i skovene rigtig mange gange for at finde egnede og interessante postplaceringer og testet finurlige vejvalg. Alt i alt et arbejde, der har røvet en hel del af min fritid – og alt sammen for at kunne give den kræsne orienterer nogle gode oplevelser i skovene.

Sidste års deltagerantal viste, at NightChamp har udviklet fra at være et mindre lokalt natløbsarrangement i nærskovene omkring Horsens med 10-15 deltagere pr. løb til at være et løb med deltagere fra nær og fjern – med ti gange så mange løbere. Og i år ser det endnu engang ud til, at serien kan trække folk ud fra de varme stuer – og ud og binde an med natløb i de midtjyske terræner på et tidspunkt af året, hvor vi ellers ikke er forvænt med konkurrenceløb. Ikke mindre end 153 løbere havde meldt deres ankomst til aftenens etape – og af disse kom 145 i skoven; ikke en rekord for løbet, men alligevel det næststørste antal løbere nogensinde!

Som sidste år afvikles alle seriens 6 løb i området mellem Århus, Horsens og Silkeborg, og der arrangeres 2 løb i hver af de 3 ovennævnte klubbers skove. Aftenens afdeling gik i Fløjstrup Skov, hvor vi til lejligheden fik lov til at anvende Aarhus kommunes fine, dobbelte P-plads i sydenden af skoven til parkering og mødested; og endda fået dem til at åbne bommen mellem de to dele af P-pladsen, så der kunne blive plads til alle biler. Herfra var der kort afstand til start, før banerne gik ud i en skov, der slet ikke er så let i mørket. Fløjstrup Skov er ikke særlig kuperet (når man lige ser bort fra skrænterne ned mod vandet), men da det havde regnet temmelig meget i den seneste tid – og endda stod ned i stænger tidligere på løbsdagen, oplevede de fleste løbere skoven som meget tung og mudret, og rigtig mange af løberne havde en ”lang dag på kontoret”. Flere blev mere eller mindre væk i de diffuse områder mellem de store veje, og mange havde problemer med at holde retningen og vurdere afstanden ikke bare på langstrækkene men også, når der skulle finorienteres.

Med de mange deltagere var der også i år indikeret en skarp konkurrence i flere af klasserne, og mange landsholdsaktuelle løbere og ”landsholdspensionister” var på startlisten. Endvidere var der deltagelse af løberne fra TVO, Team Vejle Orientering, mens TC Midtjylland ved aftenens løb nøjedes med at løbe træning på de poster, der nu engang alligevel var i skoven. Sidst, men ikke mindst, havde Kolding OK valgt at holde deres klubmesterskab i natorientering ved denne afdeling af NightChamp – så de mødte forholdsvis talstærkt frem, selv om de havde et stykke vej fra Kolding til aftenens løb.

Aftenen bød i øvrigt på et fint og klart løbevejr med temperaturer på 7-8 grader og (ikke mindst) tørvejr, der gik over i let regn, da jeg lidt efter 21 kunne køre hjemad mod Vejle.
Største problem – for undertegnede – var i øvrigt, at jeg ved ankomsten til stævnepladsen opdagede, at jeg havde glemt at sætte stikket fra opladeren i pc’en, og at jeg derfor måtte håbe på, at 70 % opladet var nok til at afvikle løbet, og få alle stemplet ind, når de kom i mål. Og det gik på et hængende hår. Ét minut efter at sidste løber var i mål, døde pc’en! Så har man lært det, også!

Ved aftenens løb havde jeg overtalt den professionelle fotograf, Lars Gabrielsen, Beder, til at komme ud i den mørke skov og teste sine evner som sportsfotograf. Lars, der ellers mest er kendt for sine naturbilleder – og bl.a. for et par år siden blev kåret som årets naturfotograf, stillede da også med sit udstyr og fulgte os – især løberne fra start til slut. Dette er der kommet nogle særdeles spændende billeder ud af. Billederne er desværre ikke offentlig tilgængelige mere. Men tak til Lars for de mange flotte fotos…

Efter aftenens afdeling har 4 af sidste sæsons klassevindere igen lagt sig i spidsen. I D20 vandt Nina Najbjerg med et imponerende forspring på 20:48, og i D50 skabte Britta Ank Pedersen sig ligeledes et fint forspring på 9:09! På herresiden var det Mathias Ringgive, der kunne lægge sig i spidsen i H20-klassen – foran yderligere 2 GORM-løbere, mens Kent Lodberg kunne bruge hjemmebanefordelen til at trække fra sine nærmeste konkurrenter i H50 med 7:26.
Evigt unge René Rokkjær, der har sejret i H21-klassen de tre seneste år, måtte ved denne første afdeling tage til takke med 2. pladsen, idet den bedste danske herreløber, Tue Lassen, satte sig solidt på førstepladsen med en fantastisk tid på 48:29 for den 8,1 km lange bane i det tunge terræn! En anden landsholdsaktuel løber, Christian Christensen, PAN, kom ind på 4. pladsen i aftenens afdeling.

En tak til mine hjælpere
En stor tak til PANs ungdomsformand, Kenneth Skaug, der sørgede for at alle posterne stod fair og rigtigt, samt til mine sønner Hjalte og Silas for deres uvurderlige hjælp med afviklingen af starten. Og ligeledes en tak til postindsamlerne, Hans Vendelbjerg og Knud Sørensen, der begge ligeledes havde været deltagere i selve løbet.

Næste uges afdeling af serien finder sted i Siim Skov ved Ry, hvor vi igen løber med EMIT-brikker. Dette skyldes, at det er den lokale klub, Silkeborg OK, der lægger udstyr til løbet, mens posterne håndteres af Mogens Hagner, der bor lige op til skoven.
Vær i øvrigt opmærksom på, at vi – på grund af skovens beskaffenhed (læs: kraftige kupering) – kun løber en mellemdistance; men det er der sikkert en del af løberne, der ikke vil lægge mærke til på deres løbstid!

Vi ses i skoven!

Udgivet i Løbsberetning | Kommentarer lukket til Fløjstrup – 1. etape, 2012-13

Ryekol – 6. etape, 2011-12

Med denne aftens afdeling af NightChamp kan vi nu lukke og slukke for denne vinter og se tilbage med tilfredshed på 6 spændende og meget forskellige afdelinger i nogle af de bedste og mest udfordrende terræner i det midtjyske område, både o-teknisk og fysisk.
Heldigvis havde det hårde vintervejr med temperaturer på under 20 minusgrader igen forladt Danmark, og efter mere end en uge med plusgrader og tøvejr kunne vi her til aften byde på et terræn uden sne. Da jorden visse steder endnu var frossen nogle centimeter nede, kunne vandet ikke komme væk, og det kunne være vådt og klistret at løbe i. Vejret på løbsaftenen var fint med ca. 7 grader plus fra start til slut, men undervejs blev vi velsignet med lidt støvregn og blæst – blot for at vi ikke skulle glæde os alt for meget. Selv var jeg ikke 100 % oppe på mærkerne: i dagene op til løbet havde jeg en begyndende betændelse i kroppen, og det var noget, jeg tydeligt kunne mærke i løbet af aftenen, hvor jeg nok ikke var så oplagt som tidligere. Beklager, hvis jeg har været lidt kort for hovedet under aftenens løb!

Med 129 deltagere blev det en velbesøgt aften i Gammel Rye, hvor jeg tror, at mange blev overrasket over terrænet. Enkelte løbere havde løbet natløb i terrænet en enkelt gang før, idet der afvikledes en afdeling af natuglen i skoven i efteråret 2004 – på sprintnorm! I øvrigt havde der tidligere kun været åbent løb i bakkerne i 2003 til et sprintløb i forbindelse med JFM.
Da banerne var drejet således, at man startede med et langstræk på tværs af kortet – over lyngbakkerne og ind i et diffust stykke skov – fik man ikke rigtig tid til at løbe sig ind på kortet, og mange deltagere bommede allerede post 1 mere eller mindre, og nogle brugte op til en halv time alene på denne post! Da Ryekol er et meget lille løbsområde, var kortet alene på grund af læsbarheden i målestok 1:7.500, og samtidig var det endda nødvendigt at forsyne de svære baner med butterflies, hvor knudeposten skulle tages 2-3 gange, samt for de to længste baners vedkommende også vendekort.
Alt dette må have været svært at overskue for nogle af løberne, for rigtig mange måtte udgå med fejlklip eller brugte alt for megen tid med at finde posterne i det diffuse område eller i lyngbakkerne, hvor man virkelig skulle have styr på orienteringen. Flere kunne i mål stolt berette, at de havde bommet samme post, knudeposten, 3 gange fra tre forskellige indløbsretninger…

Med aftenens løb faldt de sidste brikker ligeledes på plads – hvad angår klassevinderne. Efter løbet kunne jeg således med godt en halv times forsinkelse (jeg ventede sammen med postindsamleren Erik Bobach på de sidste tre løbere fra skoven) køre til HNIE, hvor jeg kunne overrække præmierne til de 15 klassevindere: et gavekort til løbets sponsor, Løberen i Århus. De fleste vindere var kendt på forhånd, dvs. efter de første 5 afdelinger, og de sidste kunne findes ved lidt manøvrer i et regneark, mens jeg ventede på de sidste løbere. I lighed med sidste år var vinterens vindere pænt fordelt på en række forskellige klubber, hvilket også fremgår af oversigten herunder. Det skal dog specielt fremhæves, at bedste ”klub” blev familien Bagger Hagner, der løb med tre af sejrene. I HD21 fik vi de samme to vindere som sidste år, idet Ida Bobach og René Rokkjær tog sig suverænt af disse klasser. For Renés vedkommende blev det i øvrigt tredje sejr i træk.
I øvrigt blev afgørelsen i H14 lidt kontroversiel. Løberen, der fik flest point i denne klasse, Morten Örnhagen Jørgensen, SNAB, deltog kun i tre afdelinger – som han alle vandt. Men for at være med i den samlede konkurrence i en klasse, skulle man fuldføre 4 løb i klassen! Derfor gik den samlede sejr i klassen til klubkammeraten Rasmus Rasmussen, idet Rasmus havde deltaget i 5 løb og gennemført de 4 – på trods af at han altså opnåede færre point.

Fordelt på klubber blev klassevinderne:
Silkeborg OK: 4 vindere: D14 (Clara Bagger Hagner), D20 (Stine Bagger Hagner), D21 (Ida Bobach), H16 (Christian Bagger Hagner)
Horsens OK: 2 vindere: D50 (Britta Ank Pedersen), H12 (Jacob Mikkelsen)
OK GORM, Jelling: 2 vindere: D16 (Josefine Lind), H20 (Mathias Ringgive)
OK SNAB, Vejle: 2 vindere: D12 (Amanda Isaksen), H14 (Rasmus Nygaard Rasmussen)
OK PAN: 2 vindere: H21 (René Rokkjær), H40 (Kent Lodberg)
OK FROS: 1 vinder: H60 (Niels Møller Petersen)
Odense OK: 1 vinder: H70 (Holger Mikkelsen)
Viborg OK: 1 vinder: H50 (Jess Rasmussen)

Det skarpe øje vil nok have set, at der mangler en klasse i ovennævnte oversigt, nemlig D40. Det skyldes, at ingen løbere havde fuldført – endsige deltaget i – 4 afdelinger i denne klasse.

En tak til alle mine hjælpere gennem sæsonen
Der skal herfra lyde en stor tak til alle de mennesker, der velvilligt har hjulpet mig med det – efterhånden – store arrangement. Her tænker jeg i første omgang på de klubmedlemmer, der har hjulpet med at få posterne i skoven til tiden – og hjem igen efter løbene. For sidste løbs vedkommende drejede det sig endnu engang om Erik Bobach. Også en stor tak til mine sønner, Hjalte og Silas Thomsen samt svigersøn Henrik Kofoed Hansen, der ved hvert løb har hjulpet til med at få starten afviklet gnidningsfrit.
For mig – som ansvarlig for hele arrangementet – har det været glædeligt at stå for en serie af løb, som åbenbart er faldet i god jord hos løberne. Der har således – endnu engang – været en stigning i deltagerantallet, og selv om ikke alle har været jublende tilfredse, er det dog de mange rosende bemærkninger fra deltagerne, som jeg tager med videre, og som gør, at jeg ”gider” binde an med endnu en serie af løb næste vinter – skåret over samme læst.
Endvidere er det for mig dejligt at se, at så mange ungdomsløbere helt ned til 8-9 år deltager i løbene. NightChamp er som sådan også de eneste natløb i Danmark – ud over DM Nat – hvor der kan konkurreres mod jævnaldrende på baner, der er tilpasset aldersklassens o-tekniske udvikling. Et koncept, der har været gældende fra det første NightChamp-løb, der blev afviklet i 2005.

Og så er der bare at ønske en god løbssæson – indtil vi forhåbentlig mødes i november måned til en ny gang NightChamp…

Udgivet i Løbsberetning | Kommentarer lukket til Ryekol – 6. etape, 2011-12

Gjern Plantage – 5. etape, 2011-12

I aften stod den på næstsidste afdeling af denne vinters NightChamp-serie, der indtil nu har været præget af fint og meget mildt vejr i november, efterfulgt af bidende kulde her i februar. Også på denne aften nåede vi temperaturer på 8-10 minusgrader, og mange af deltagerne måtte derfor løbe sig til varmen. Et lyspunkt var der dog for deltagerne – og ikke mindst undertegnede, der har været vant til at skulle stå ude i kulden og vente på at alle kom i mål: Vi havde fået tilbudt de lokale spejderes infocenter med tilhørende toilet til omklædning og ophold før og efter løbet. Og ikke nok med det; der var også tændt for et par radiatorer, så opholdet inden døre blev ligefrem en fornøjelse, når døren da blev holdt lukket.
En del af de ellers faste deltagere til NightChamp blev væk denne aften, og der var således ”kun” 105 tilmeldt aftenens løb – hvoraf 8 valgte at blive hjemme foran kaminen. Flere havde forlods fortalt, at de ikke ville køre efter ”en så dårlig plantage” – hvilket de måske vil fortryde…
Selv om en stor del af skoven er en kommunal plantage (og derfor pr. definition er uinteressant), gik banerne ligeledes gennem et finurligt og ikke helt let, bakket terræn ned mod Gjern Ådal. Her mødte der løberne udfordringer i et meget afvekslende område, som dels tilhører spejderne og dels det lokale feriecenter, DanParcs, og mange måtte erkende, at det var svært at fuldføre deres løb uden bom! De længste af banerne fik det mest bakkede og diffuse område hele to gange. Plantagen selv blev hovedsagelig blot anvendt som et område, man skulle transportere sig igennem på bedste vis!
Det skal endvidere tilføjes, at Gjern Plantage – ud over Silkeborg OK’s klubmesterskab i november 2011 – senest har været anvendt til o-løb i ca. 1990, hvor der blev løbet World Cup i dels Gjern Bakker og Plantage.

Også brikkerne var mærket af kulden udenfor. Godt nok oplevede vi ikke mistede brikker i dag – men 2 af løberne kom i mål med ældre brikker, hvor spidsen var knækket af – sikkert et resultat af, at brikkerne efterhånden er blevet møre. Den ene af de to løbere løb videre med brik og spids hver for sig og kunne på den sidste del af sin bane ved hver post stoppe spidsen i postenheden og fiske den op igen. Og i mål kunne systemet godkende ham for besværet!

Her efter 5. afdeling er alt faldet på plads hos pigerne/kvinderne: I D12 hedder vinderen Amanda Isaksen, OK SNAB, i D14 vinder Clara Bagger Hagner, i D16 bliver det Josefine Lind fra OK GORM, i D21 vinder – som ventet – Ida Bobach, Silkeborg OK, mens Britta Ank Pedersen vinder i den ældste dameklasse, D50.
I D20 og D40 kan vi endnu ikke udpege en vinder, men det står klart, at Stine Bagger Hagner, Silkeborg OK, og Berit Harfot, Horsens OK, vil vinde disse klasser, hvis de stiller op og fuldfører den sidste afdeling i Ryekol om 14 dage. I modsat fald vil der ikke blive kåret en vinder i disse klasser!

Hos drengene/herrerne er situationen noget mere speget, idet vi kun i H70 kan udpege en vinder på nuværende tidspunkt, nemlig Holger Mikkelsen, Odense OK. I de øvrige klasser er der flere bejlere til den endelige sejr. I både H40 og H60 er der 4 løbere, der med lidt held og de rigtige resultater fra konkurrenterne kan udråbes som samlet vinder i deres respektive klasser. Spændende bliver det imidlertid i stort set alle klasserne på herresiden, og jeg skal nok lade være med at komme med bud på, hvem der løber med sejrene og gavekortene fra Løberen.

Set fra OK PANs ungdomsafdelings side bragte aftenen et par lovende resultater. I D16 sørgede Caroline Finderup for en lovende sejr, idet hun var godt 3 minutter foran den to år ældre Pernille Gylling fra 1900. På denne måde kunne Caroline fejre sin udtagelse til U16-gruppen tidligere på ugen, og man kan så blot håbe på, at hun kan give Josefine Lind, GORM, baghjul i sidste afdeling.
Samtidig vandt 16-årige Silas Frederik Thomsen H20 klassen med en margen på blot 5 sekunder foran den 3 år ældre Morten Larsen, GORM – på trods af en dårlig start, hvor han bommer og taber næsten 2 minutter til Morten på de første 3 poster. Silas havde sin første start i NightChamp denne vinter, efter at han pådrog sig et avanceret dobbeltbrud på armen under en TC-træning i september måned sidste år.

Stor tak til hjælperne…
Sluttelig en stor tak til Jonas Munthe og Søren Bobach fra elitemiljøet i Århus, der sørgede for, at posterne stod rigtigt i skoven – og som så selv kunne få lidt træning i Gjern. Og tak til Jakob Edsen, Ebbe Møller Nielsen og René Rokkjær, der efter deres løb tog en ekstra tjans i skoven og fik posterne indsamlet, inden det igen blev lyst!
Ligeledes en tak til min familie, der igen ydede en stor (og nødvendig) hjælp med arbejdet i starten samt med oprydningen efter løbet, bla. med rengøring af det lånte lokale. En speciel tak til min søn Hjalte samt svigersøn Henrik som agerede startpersonale!

Næste uges NightChamp bliver samtidig denne vinters finale. Dette finder sted i endnu et område, Ryekol ved Gl. Rye, hvor der ikke så ofte løbes o-løb, og som sidste gang blev anvendt til KUM-stafetten for et par år siden. Da der er tale om en Silkeborgskov, skal der igen løbes med EMIT-brikker. Stævnepladsen er ved møllen i Gl. Rye.
Efter løbet er der afslutning på HNIE, Himmelbjergegnens Natur- og Idrætsefterskole, Vesterled 1, Ry. Her byder der også i år på bad efter løbet efterfulgt af aftenkaffe med brød samt præmieoverrækkelse, der forventes at finde sted umiddelbart efter at sidste løber er i mål, forventeligt kl. 21.

Udgivet i Løbsberetning | Kommentarer lukket til Gjern Plantage – 5. etape, 2011-12

Sukkertoppen – 4. etape, 2011-12

Efter et par måneder, hvor man næppe har følt, at vinteren var over os, satte kulden ind for en uge siden, og årets første NightChamp-løb blev afviklet i bidende kulde. Det passede jo også rigtig fint med, at det den 2. februar var Kyndelmisse – årets koldeste dag. Selv om løberne kunne klæde om i læ for vinteren i laden ved Klostermølle, var det en meget kold fornøjelse at vente på at komme i skoven, og der blev i løbet af aftenen målt temperaturer på 12 minusgrader i Gudenådalen, hvor stævnepladsen var. Det kolde vejr tærede godt på batterierne, og flere løbere kom i mål med slukkede pandelamper – selv om de var opladet få timer forinden. Endvidere gik batteriet til stræktidsprinteren død efter at de første 10-15 løbere havde fået deres strimler. Aftenens højdepunkt for undertegnede indtraf, da jeg efter at sidste løber var i mål skulle vende snuden hjemad mod Vejle: Også bilens batteri var fladt og mobiltelefonen var flad – og der måtte ventes godt 1½ time i kulden på Falck! Så først ved midnat kunne jeg sætte mig og få resultaterne på nettet…
Også løberne var i skoven mærket af kulden: Således mistede 5 løbere deres brikker – uden at mærke, at den faldt af de kolde fingre. To af disse deltagere løb tilbage til foregående post, fandt brikken, og kunne fortsætte deres løb – om end med stort tab af tid. En anden løber gik, efter han havde fået varmt tøj på, ud på banen og fandt sin brik, mens en tredje fandt brikken efterfølgende i sit tøj! Således ligger der kun en enkelt tabt brik i skoven.
Det var ventet, at Sukkertoppen ville trække mange o-løbere til start – også selv om der skulle betales for skovadgangen, og løbet derfor blev tyve kroner dyrere end normalt. Terrænet har således kun én gang tidligere været anvendt til o-løb, nemlig i 2010, hvor Horsens OK kunne invitere til DM på mellemdistancen i skoven. Og som dengang blev løberne også ved aftenens løb udsat for en meget svær og fysisk krævende skov, hvor mørket så samtidig gjorde, at teknikken blev udfordret mere end de fleste måske var vant til; af de første ti løbere i mål var de seks således udgået. Samtidig var vindertiderne på de enkelte baner noget højere end vanligt – selv om banerne var afkortet ca. 10 % på grund af terrænets beskaffenhed.
I alt 141 løbere havde – trods kulden – meldt deres ankomst til løbet, og heraf kom de 128 i skoven.

Efter aftenens afdeling er der faldet et par brikker på plads i forhold til at kunne udpege de samlede vindere i de 16 klasser. I to af klasserne, D14 og D16, tog hhv. Clara Bagger Hagner, Silkeborg, og Josefine Lind, GORM, deres 4. etapesejr, og kan nu ikke mere indhentes i det samlede regnskab. Til lykke til de to suveræne piger!
I klasserne D12, D20, D21, D40, D50, H21, H50 og H70 står en løber med tre sejre og kan derfor afgøre det i næste uge. I alle de øvrige klasser står alt åbent, og mange løbere kan løbe med sejren.
Det var i øvrigt bemærkelsesværdigt, at ingen løbere gennemførte aftenens løb i D40, hvor den førende løber, Berit Harfot, Horsens, måtte stå over med en meniskskade, som hun pådrog sig i Grund Skov i november måned.

I H21 ser det lige nu ud til, at vinderen fra de tre foregående år, René Rokkjær, PAN, i år må overlade tronen til landsholdsløberen, Søren Schwartz fra FIF Hillerød, idet Søren har vundet alle de tre afdelinger, han indtil nu har deltaget i. René havde i øvrigt en rigtig møgdag – og en skidt optakt til løbet. På en træningstur havde en pige smækket en bildør ind i René, som intetanende kom løbende forbi, og under løbet var han en af de løbere, der måtte vende om efter en tabt brik!

En velment tak til mine hjælpere
Sluttelig en stor tak til Karsten Stald og Troels Jensen fra Horsens OK, der sørgede for, at posterne kom i skoven til tiden, hvilket ikke var et helt nemt arbejde i den vinterlige skov. Troels havde dog en vis fordel, idet han både havde rekognosceret skoven – og lagt banerne ved DM i 2010. Og tak til Henning Hansen, der fredag formiddag sørgede for indsamlingen af de mange poster.

Som arrangør og ansvarlig for hele NightChamp-serien takker jeg for den store opbakning, der (indtil nu) har været til løbene. Der er tryk på når banerne skal kreeres, leveres til trykning og afhentes, og der er travlt under selve løbet. Og som altid er jeg ikke helt tryg ved, om strømmen i den bærbares batteri kan holde til alle løberne er i mål. Og så kommer der efterbehandlingen på EDB med resultatlister, internet og alt det der…
For mig er det derfor en stor hjælp at have en familie, der bakker mig op i arbejdet. Ved løbet på Sukkertoppen havde jeg som vanligt mine to sønner, Silas og Hjalte, samt svigersøn Henrik som startpersonale. Tak til alle tre!

Næste uges NightChamp finder sted i endnu et område, Gjern Plantage, hvor der ikke så ofte løbes o-løb. Jeg kan således ikke mindes nogensinde selv at have løbet i terrænet, der ligger ved DanParcs feriecenter og skråner ned mod Gjern å. Stævnepladsen er ved Trollhyttens Infocenter, hvor der også er parkering, start og mål.

Udgivet i Løbsberetning | Kommentarer lukket til Sukkertoppen – 4. etape, 2011-12

Grund Skov – 3. etape, 2011-12

Med aftenens NightChamp-løb var vi tilbage ved SportIdent-brikkerne, og samtidig tilbage i en af Horsens OK’s skove, Grund skov, der er en af de rigtig gode, fysisk krævende og ikke helt nemme natskove, o-teknisk set. Grund har været anvendt til mange åbne løb, og blandt andet blev den benyttet til Junior-VM på mellemdistancen i 1995 og JFM Stafet i 2004, ligesom eliteudvalget har brugt skoven til udtagelsesløb til JWOC. Undertegnede var banelægger i skoven, da Grund i 2007 blev benyttet til de nordiske mesterskaber for døve på langdistancen.
Trods det, at vi kunne byde på en rigtig god natskov, var fremmødet ved aftenens løb noget mindre end ved de forrige to etaper. Dette skyldtes nok, at Grund skov ligger noget væk fra det område, hvor seriens øvrige løb ellers er henlagt, og at mange af de potentielle deltagere havde lige lang nok transport til skoven – når det skal tages i betragtning, at der er tale om en hverdagsaften. Med andre ord manglede vi en del af de normale deltagere nordfra, mens der i stedet var deltagelse af flere løbere fra Sydkredsens klubber. I alt 133 løbere var tilmeldt etapen i Grund – og heraf stillede de 116 til start i de lerede og tunge skrænter ned mod Vejle Fjord. En del af banerne havde et forfriskende stræk nede på stranden, før det igen gik op i bakkerne, og mange af løberne var godt trætte, da de kom til mål, der – ligesom starten – lå højt oppe.

Aftenen bød på et – efter årstiden (vi er trods alt i slutningen af november) – varmt og næsten sensommerligt vejr med temperaturer på over 10 plusgrader, hvilket bragte sveden frem på panden af de fleste af løberne, der havde klædt sig på efter årstiden (- ikke vejret!); og det var simpelthen for varmt! Og tænker man et år tilbage til den tilsvarende etape af NightChamp sidste år (i Palsgaard), var det noget af en vejrmæssig kontrast. Her kunne vi invitere løberne til natløb i 5 minusgrader – og sne!

Efter aftenens afdeling er der stadigvæk 6 løbere, der spadserer sig fra sejr til sejr – og nu kun mangler en enkelt etapesejr i at løbe med førstepræmien i deres respektive klasser. Det drejer sig om de førende løbere i klasserne D14, D16, D40, D50, H50 og H70. I andre klasser er spændingen helt intakt, og i 4 klasser (H14, H16, H40 og H60) har der været tale om 3 forskellige vindere, og konkurrencen er her helt åben! I øvrigt er det samtidig værd at bemærke, at alle, der har gennemført mindst én af de hidtil afholdte afdelinger, stadigvæk er med i kampen om den samlede sejr i klassen, idet 4 ud af de i alt 6 afdelinger som bekendt tæller.
I D21 har Ida Bobach markeret sig kraftigt med to sikre sejre; Ida stillede ikke til start i sin ”hjemmeskov”, Silkeborg Vesterskov – og i H12 har vi to lige så sikre sejre til Mads Skaug. Også Mads stod over i det ene af løbene.

Her halvvejs gennem årets serie har vi endvidere den pudsighed, at tre generationer af sammen familie er med helt fremme: Således har farfar Holger Mikkelsen (H70, Odense OK) og far Mads Mikkelsen (H40, Horsens OK) begge lagt sig i spidsen i deres respektive klasser, mens sønnike Jacob Mikkelsen i H12 ligger på en øjeblikkelig andenplads! Lad os nu se, om familien kan holde hjem…

Tak til mine uvurderlige hjælpere
Sluttelig en stor tak til Jørgen Thyssen og Ole Mønster Jørgensen fra Horsens OK, der sørgede for, at posterne kom i skoven til tiden – og endda endnu engang stod rigtigt! Og tak til Henning Hansen, der sørgede for indsamlingen af de mange poster.

Det bør vel også nævnes, at det som arrangør i år har været udfordrende – om end til tider lidt stressende – med de mange deltagere. Men det er altid sjovere, når der kommer nogle deltagere, når man nu engang laver løb, og arbejdet er jo det samme, om der kommer 10 eller 200 løbere. Og indtil videre har jeg da kunnet magte udfordringerne (synes jeg selv) og allerede ved 21-tiden kunnet konstatere, at alle mand var i mål igen.

Nu holder vi så en lille pause på et par måneder, inden vi afvikler de resterende 3 NightChamp-løb i februar. I uge 5 – torsdag d. 2. februar – finder 4. afdeling sted i den lille, men meget bakkede Sukkertoppen syd for Gammel Rye, der indtil videre kun har været benyttet til et enkelt åbent løb, nemlig DM Mellem i 2010. Her vil deltagerne for første gang i år blive udsat for rigtige bakker, og banerne vil i den forbindelse blive afkortet ca. 10 procent for de sorte baners vedkommende.

Udgivet i Løbsberetning | Kommentarer lukket til Grund Skov – 3. etape, 2011-12

Silkeborg Vesterskov – 2. etape, 2011-12

Denne aftens NightChamp-løb var det første af de to løb, der arrangeres i Silkeborg OK’s skove, og det betød endnu engang, at der skulle løbes med EMIT-brikker. Jeg havde – som sidste år – lånt tidtagningsudstyret af Silkeborg OK, og havde hentet aflæsningsenheder og brikker et par dage før stævnet for at kunne tjekke, at alt nu fungerede, som det skulle. Og det gjorde det helt perfekt! Noget imponerende, at den software, der oprindelig er udviklet til Sportident kører uden problemer sammen med hardwaren fra EMIT.
Op til løbet havde jeg kommunikeret en del med Erik Bobach om postplaceringer, ændringer i skoven og adgang til Østre Søbads faciliteter, og som sædvanlig var Erik behjælpelig med såvel postudsætning som -indsamling. En stor tak til Erik for den hjælp han derved har været i forbindelse med denne afdeling af NightChamp!

Aftenens løb havde 150 tilmeldte løbere (heraf 142 startende), hvilket var meget tæt på den deltagerrekord, der blev sat i sidste uge i Vilhelmsborg, hvor der var 149 løbere ude på en af de syv baner. Egentlig flot, at et nattræningsløb (ja, sådan opfatter jeg det stadigvæk, selv om jeg forsøger at holde en høj standard i alle henseender) kan trække så mange løbere af huse, og på de tilbagemeldinger, jeg har fået fra trætte løbere, der lige er kommet i mål og måske har sundet sig lidt, kan jeg fornemme, at der er stor tilfredshed med banerne og konceptet. I hvert fald har jeg brugt meget tid på at kreere baner, der gerne skulle være udfordrende, men reelle, og posterne placeret på steder, hvor det ikke giver anledning til slump. Begår løberne fejl, skulle de helst kun kunne bebrejde sig selv – ikke banelæggeren!

Aftenen bød på et lidt koldt og tørt løbevejr med temperaturer lige over frysepunktet, med andre ord et rigtig godt løbevejr. Samtidig kunne løberne benytte sig af, at søbadets omklædningsrum var åbne, således at det var muligt for omklædning under halvtag og i læ for den lette brise udenfor. Her var der også udlevering af brikker og aflæsning, når man var kommet i mål.

Efter aftenens afdeling kan vi konstatere, at de første 2 afdelinger har haft den samme vinder i 7 af klasserne. Der er tale om følgende løbere (og klasser): Clara Bagger Hagner, Silkeborg OK (D14), Josefine Lind, OK GORM (D16), Berit Harfot, Horsens OK (D40), Britta Ank Pedersen, Horsens OK (D50), Mads Møller Skaug, OK PAN (H12), Jess Rasmussen, Viborg OK (H50) og Holger Mikkelsen, Odense OK (H70).
Herudover kan det nævnes, at 15-årige Thomas Knudsen, OK Melfar, ligeledes har to sejre, men i to forskellige klasser: H16 og H20.

Mest suveræne sejr kom også i aften i H16, hvor det denne gang var Christian Bagger Hagner, der vandt klassen ganske overbevisende – med en margen på 9:17.
Endvidere skal det nævnes, at der godt kan anes en kamp mellem landets 2 bedste juniorpiger, Ida Bobach og Emma Klingenberg, i klassen D21. Begge løbere har kun stillet til start i den ene af de to hidtidige afdelinger – og begge med en sikker sejr til følge. I øvrigt står Camilla Søgaard, Horsens OK, klar i kulissen til at tage den samlede sejr, hvis nogen af de to andre skulle svigte. Camilla har leveret to stabile løb i de to første afdelinger.
I H21 ser det ud til, at sidste 2 års samlede suveræne vinder, René Rokkjær, i år får kamp til stregen. Efter en sejr i første afdeling, blev det her til aften ”kun” til en 3. plads til René efter landsholdsløberen, Søren Schwartz, FiF Hillerød, og klubkammeraten i PAN, Henrik Jørgensen. Det bliver spændende at følge konkurrencerne i de næste afdelinger…

En stor tak til Erik Bobach!
Sluttelig en stor tak til Erik Bobach, Silkeborg OK, der sørgede for, at posterne stod rigtigt i skoven! Endvidere en tak for lån af materiellet og den imødekommenhed, jeg har oplevet i forbindelse med arrangementet.

Næste uges afdeling af serien finder sted i Grund Skov nord for Vejle Fjord i et terræn, der er meget forskelligt fra de to første. Der er tale om en skræntskov ned mod Vejle fjord med masser af grøfter og et fint og letlæseligt kurvebillede. Det bliver spændende at se, hvordan løberne takler denne skov,
Efter løbet holdes der pause indtil den 2. februar, hvor det er Sukkertoppens bakker, der står på tapetet.

Udgivet i Løbsberetning | Kommentarer lukket til Silkeborg Vesterskov – 2. etape, 2011-12

Vilhelmsborg – 1. etape, 2011-12

Så blev denne vinters NightChamp-serie skudt i gang!
Med vintertidens komme er det også tid til natløbene, og her har NightChamp, der egentlig var tænkt som en serie træningsløb i mørket, markeret sig stærkt de senere år. Og i år ser det endnu engang ud til, at serien kan trække folk ud fra de varme stuer – og ud og binde an med natløb i de midtjyske terræner på et tidspunkt af året, hvor vi ellers ikke er forvænt med konkurrenceløb. Selv om den store ændring i år har været, at tilmeldingen foregår over O-service med deraf følgende prisstigning på grund af afgift til DOF, har det ikke holdt folk hjemme. Tværtimod kunne vi endnu engang mærke en kraftig stigning i antallet af tilmeldinger – og startende løbere. Ikke mindre end 157 løbere havde meldt deres ankomst – og af disse kom 149 i skoven.

Som sidste år afvikles alle seriens 6 løb i området mellem Århus, Horsens og Silkeborg, og der arrangeres 2 løb i hver af de 3 ovennævnte klubbers skove. Aftenens afdeling gik i Vilhelmsborg, hvor vi til lejligheden fik lov til at anvende ridecentrets store P-plads til parkering og mødested. Herfra var der kort afstand til start, og banerne gik ud i et noget varieret område med skov, marker og bynært parkområde på begge sider af Oddervej syd for Århus. Kun få løbere kendte skoven, der ikke er overrendt til orienteringsformål, og endnu færre har tidligere løbet natløb i skoven, der sidst har været anvendt til Natugleløb for en del år siden. For banelæggeren var det noget af en opgave at få drejet banerne i det forholdsvis lille område, men jeg er da selv godt tilfreds med resultatet, og har heller ikke fra løberne hørt den store utilfredshed.
Største problemer med aftenens stævne oplevede undertegnede, da nogle løbere skulle meget tidligt i skoven på grund af møde i Nordkredsen. 4 personer startede ud på banerne før løbets nultid, kl. 18.00. Det betød, at der var noget panik på, da de første løbere kom i mål – uden at softwaren kunne gen- og godkende deres løb. Det betød, at der efterfølgende skulle arbejdes manuelt med deres tider, og at resultatlisten blev lidt forsinket. Men så har man da lært det…
Endvidere strejkede stræktidsprinteren periodisk, og løberne måtte (for de flestes vedkommende) henvises til at finde stræktiderne på nettet.

Med de mange deltagere var der også indikeret en skarpere konkurrence i flere af klasserne, og mange landsholdsaktuelle løbere og ”landsholdspensionister” var på startlisten. Endvidere var der deltagelse af både løberne fra TC Midtjylland samt TVO, Team Vejle Orientering.

Aftenen bød i øvrigt på et fint og klart løbevejr med temperaturer på 7-8 grader, og på grund af fuldmånen blev der aldrig helt mørkt i skoven. Alligevel var der en del løbere, der bommede noget rundt, ligesom flere løbere manglede at klippe knudeposterne begge de gange, de skulle passeres. De løbere, der glemte at klippe knudeposten på udturen, stod derfor med manglede klip på hele sløjfen. Af mellemtiderne kan man dog se, at posterne har været besøgt. En spøjs fejl, der fik flere til at tro, at deres SI-brik var defekt.

Efter aftenens afdeling har 5 af sidste sæsons klassevindere igen lagt sig i spidsen. I D21 vandt Ida Bobach med et forspring på 7:37, i D40 vandt Berit Harfot med 3:44 og i D50 skabte Britta Ank Pedersen sig et komfortabelt forspring med ikke mindre end 11:21! På herresiden var det igen, igen René Rokkjær der satte sine yngre konkurrenter på plads i H21 med et forspring på 1:43 til TC-træner, Jonas Munthe. Endelig vandt Poul Erik Buch i H60 med et hul på 1:28 til næstfølgende løber.
Mest suveræne sejr kom i H16, hvor Thomas Knudsen vandt med en margen på 25:46.

En tak til mine hjælpere
En stor tak til PANs ungdomsformand, Kenneth Skaug, der sammen med Anne Møller Skaug og Randi Scheel sørgede for at alle posterne stod fair og rigtigt, samt til mine sønner Hjalte og Silas samt svigersøn Henrik for deres uvurderlige hjælp med afviklingen af starten.

Næste uges afdeling af serien finder sted i Silkeborg Vesterskov, hvor vi igen løber med EMIT-brikker. Dette skyldes, at det er den lokale klub, Silkeborg OK, der lægger udstyr til løbet, ligesom det er familien Bobach fra klubben, der står for posthåndteringen.

Vi ses i skoven

Udgivet i Løbsberetning | Kommentarer lukket til Vilhelmsborg – 1. etape, 2011-12

Silkeborg Sønderskov Øst – 6. etape, 2010-11

Med denne aftens afvikling af NightChamp kan vi nu lukke og slukke for denne vinter og med tilfredshed se tilbage på 6 løb hen over vinteren med stor opbakning fra løberne. Således blev resultatet for denne vinter et gennemsnit af startende løbere på ikke mindre en 93,5 pr. afdeling; med andre ord næsten en fordobling i forhold til sidste sæson. Og det på trods af at de sidste 2 afdelinger her i februar måned var de mindst besøgte med henholdsvis 85 startende i Boller for 14 dage siden og 80 startende her til aften.
Aftenens løb bød på et fysisk krævende terræn, hvor de fleste af banerne gik direkte ud i de værste af bakkerne og sluttede med en tur rundt om Slåen sø i et område, der ikke ofte benyttes, hverken til træning eller i konkurrence. Dels fordi området ikke er ophidsende svært eller sindsygt spændende, og dels fordi der er mange stier og andre sikre udgangspunkter til de fleste af de mulige postplaceringer. Temaet for banelæggeren var derfor at få deltagerne kørt trætte inden den lettere del af banen, så de måske ikke havde den nødvendige fokus sidst på ruten. Og det lykkedes i ret udstrakt grad.
På grund af omslaget i vejret (læs: snevejret) i uge 7, og på grund af, at der var megen influenza og anden sygdom i omløb rundt omkring, måtte temmelig mange af de tilmeldte 107 deltagere melde forfald, og som sagt kom kun 80 løbere til start i den noget kolde skov, hvor sneen lå tungt i bakkerne og temperaturerne var lidt under frysepunktet. De fremmødte kunne dog løbe sig til varmen, og nogle fik endda en noget lang tur i skoven (læs: fik noget for deres startgebyr)! Endvidere var der et ekstrastort kontingent af løbere fra orienteringslinjen på HNIE til stede – sikkert på grund af cykelafstanden fra skolen.

Efter aftenens løb var der arrangeret omklædning og bad inden døre på Himmelbjergegnens Natur- og Idræts Efterskole, HNIE, inden den stod på kaffe og brød i skolens spisesal – betalt af aftenens startafgift! Stort set til den annoncerede tid stod den så samme sted på præmieoverrækkelse for alle de 14 klasser, hvor der kunne kåres en vinder. Der var kun tale om en enkelt klasse, hvor ingen løbere havde gennemført mindst 4 afdelinger, ligesom der i 3 af klasserne var så mudret et billede med flere mulige samlede vindere, at der måtte en nærmere beregning til, før vinderne kunne kåres og modtage deres præmie: et gavekort til Løberen i Århus. I den forbindelse skal der lyde en stor tak til Løberen, der havde sponsoreret de fine præmier – gavekort på 200 kr.

Aftenens afdeling gav os – naturligvis – de sidste svar på, hvem der skulle løbe med æren og præmierne og (ikke mindst) kalde sig Night CHAMP – nattens mester – for det kommende år.
Fordelt på klubber blev klassevinderne:
OK PAN: 4 vindere: D14 (Caroline Finderup), D40 (Tine Rasmussen), H16 (Silas Frederik Thomsen), H25 (René Rokkjær)
Horsens OK: 4 vindere: D12 (Ida Thesbjerg), D50 (Britta Ank Pedersen), H12 (Erik Thesbjerg) og H40 (Mads Mikkelsen)
OK GORM, Jelling: 3 vindere: D24 (Nina Najbjerg), H24 (Morten Larsen), H60 (Poul Erik Buch),
Silkeborg OK: 2 vindere: D25 (Ida Bobach), H50 (Mogens Hagner)
OK SNAB, Vejle: 1 vinder: H14 (Jens Chr. Gammeljord)

Endvidere kan det bemærkes, at Ida Thesbjerg, Horsens OK som den eneste af alle vandt alle 6 afdelinger, mens 4 løbere fuldførte vinterens serie med de maksimale 8000 point: Ida Bobach, Silkeborg OK, Britta Ank Pedersen, Horsens OK samt Silas Frederik Thomsen og René Rokkjær, begge OK PAN.
Den mindste sejrsmargen oplevede vi i H50, hvor Mogens Hagner, Silkeborg OK, kun var 100 point foran Henning Overgaard, OK PAN, efter de 6 løb. Dette svarer til, at kun 1:40 minut skilte de to løbere efter sidste løb.

Tak til mine hjælpere
Der skal herfra lyde en særlig tak til de mennesker, der har hjulpet mig med det – efterhånden – store arrangement. Her tænker jeg i første omgang på de klubmedlemmer, der har hjulpet med at få posterne i skoven til tiden – og hjem igen efter løbene. For sidste løbs vedkommende drejede det sig endnu engang om Erik Bobach. Også en stor tak til min familie, Hjalte og Claudia Thomsen samt svigersøn Henrik Kofoed Hansen, der ved hvert løb har hjulpet til med at få starten afviklet gnidningsfrit.

Og så er der bare at ønske en god løbssæson – indtil vi forhåbentlig mødes i november måned til en ny gang NightChamp…

Udgivet i Løbsberetning | Kommentarer lukket til Silkeborg Sønderskov Øst – 6. etape, 2010-11