Med etapen, der blev afviklet i Himmerigskov i aftes, er vi så småt ved at være i mål med denne vinters NightChamp-serie, og i skrivende stund mangler vi kun finalen i Lyngdal den 6. marts. Og som bekendt har vi i år oplevet en række løbsaftener, hvor vejret ikke har været helt umuligt i forhold til aktivitet i naturen. Vi har oplevet en enkelt kold aften – i Ringelmose – men ellers er vi da blevet forskånet for regn (indtil videre).
I aftes lød menuen på tørvejr med en anelse dis i luften, vindstille, temperaturer på 3-4 grader, og da vi nu har haft en periode uden frost og med kun meget lidt regn, var skovbunden fint løbbar – hvis man da lige fratager lidt grøde i skovbunden her og der. Resultatet var, at vi havde nogle glade deltagere, der – for de flestes vedkommende – havde haft en god oplevelse i en “skov”, der ikke er ret gammel og lige nu er under opvækst.
Om løbsterrænet Himmerigskov
Gårsdagens løb blev løbet i et mere eller mindre jomfrueligt terræn, Himmerigskov, på et kort, som var blevet nyrevideret af Frank Linde til netop denne etape. Terrænet blev i første omgang tegnet til o-løb (ligeledes af Frank) i 2022, men da der er tale om en nyanlagt skov under opvækst, hvor der hen over en sæson sker store ændringer, er det noget af en nødvendighed, at kortet revideres hver gang, der skal løbes her.
Himmerigskov, der pt. er på ca. 140 ha, er – lige som True Skov, som vi flere gange tidligere har benyttet til afdelinger af NightChamp – en nyplantet skov under Naturstyrelsen. Beplantningen af skoven startede i 1993 som et resultat af folketingets beslutning fra 1989 om at fordoble Danmarks skovareal. Skoven er begyndt at tage form, og landskabet forvandler sig nu hastigt fra åbne marker til skov med enge og åbne dalstrøg. Skoven udvides stadig med nye tilplantninger, senest i 2017 og 2018, og der planlægges lige nu en ny tilplantning nord for den nuværende skov.
Himmerigskov ligger vest for E45 – i forlængelse af den cirka halvt så store og også nyrejste Bærmoseskov, der ligger øst for motorvejen, og de to skove ses ofte samlet benævnt som Bærmose-Himmerig Skov.
Himmerigsskov er i øvrigt opkaldt efter Himmeriggården, som ligger centralt i den ældste del af skoven, mens Rønbækken løber gennem skoven fra vest til øst.
Gennem de seneste måneder har Frank Linde gennemgået kortet over skoven, og undervejs har jeg haft en løbende kommunikation med ham om postplaceringer og -stræk, således at der forhåbentlig var skabt optimale betingelser for aftenens deltagere.
Start og mål har lige som givet sig selv, og det har naturligvis været optimalt, at Traktor- og Høstspecialisten, Herredsvej 8, Grundfør, velvilligt havde stillet en tom grusplads, som de ejer, til rådighed for parkeringen, blot 100 meter fra mål/stævnecenter.
Om arbejdet med banerne til løbet
I efteråret var jeg i gang med at designe banerne på det ældre kort over området, og jeg prøvede i første omgang at begrænse mig til at anvende området mellem Hinnerup i Vest og Rønbækvej syd for Grundfør i øst, men jeg måtte erkende, at de længste baner (bane 1 og 2) ikke kunne forløbe i dette område uden at det blev for gnidret, og jeg besluttede derfor at lade disse to længste baner bevæge sig længere østpå.
Det gav så to udfordringer.
1. Banerne skulle føres syd om et større privat – og forbudt område – omkring Rønbækvej, både frem og tilbage, og jeg måtte lave noget, der lignede en tvungen gennemgang syd om dette område. Egenlig ikke noget problem rent banelægningsmæssigt, men måske noget, der ikke var så interessant for løberne. Jeg håber, at de accepterede løsningen?
2. Da jeg har vedtaget med mig selv, at kortene til NightChamp skal være i A4-størrelse, ville løsningen med banerne 1 og 2 være, at de skulle have kortvend. Det var i sig selv ikke noget nyt, og det har jeg, synes jeg selv, fint styr på i Condes. Det nye for mig her var imidlertid, at banerne skulle laves på to forskellige udsnit fra den samme kortfil, der indeholdt hele området, der ud over Himmerigskov også bestod af Hinnerup Skov mod vest og Bærmose Skov i øst. Her måtte jeg så i gang med at arbejde på 2 forskellige canvas, dækkende to forskellige kortudsnit. Det har jeg aldrig prøvet før, så her måtte jeg have gang i en hotline til Finn Arrildsen, der kunne anvise mig en løsning. Og jeg måtte herefter i gang med et større justeringsarbejde, hvad angår placeringen af posterne, således at de lå ens på begge canvas. Tak til Finn for hjælpen og for at guide mig igennem til en løsning.
Banerne denne gang endte med at være på 4 forskellige canvas, så der var virkelig noget at holde styr på, og til det sidste var jeg spændt på, om alt blev løst korrekt.
Lidt om aftenens løb
Torsdag eftermiddag tog mine postudsættere i skoven, og med Frank Linde – korttegneren – og Ivan Christensen til at sætte posterne i terrænet vidste jeg, at denne opgave lå i de bedste hænder, og klokken 17:45, da jeg ankom til P-pladsen, kunne Frank fortælle mig, at posterne var i skoven, og alt var klappet og klart til aftenens løb.
Herefter gik det slag i slag. 94 løbere kom i skoven – og hjem igen.
På IT-siden stødte jeg på 3 udfordringer – hvoraf den ene var selvforskyldt.
Da de første 6-7 løbere kom i mål, stod de alle med fejlklip, hvilket skyldtes, at jeg – på grund af den manglende, hhv. defekte post 36/65 i sidste uge – havde lavet ændringer i postnumrene på banerne – uden at jeg fik dette rettet i MeOS. Så successivt – efterhånden som første løber kom i mål på hver bane – fik jeg rettet banerne i MeOS, og alt spillede herefter bare, som det skulle. Tak for hjælpen fra første løber på hver bane, der hjalp mig med at gennemgå deres postnumre.
Ud over det gav det lidt IT-mæssige udfordringer, at en enkelt løber løb med forkert briknummer – samt at en anden løber havde glemt at stemple startposten.
Sluttelig var der en løber, der måtte udgå, da lyset gik ud.
I øvrigt var der flere af deltagerne, der gav udtryk for, at det faktisk var svært at ikke at bomme i terrænet, der synede simpelt, men visne blade på en del af træerne samt den tilstundende dis i luften, der i løbet af aftenen snarere udviklede sig til tåge, kunne godt give udfordringer.
Klokken 20:31 havde sidste løber stemplet i mål, og postindsamlerne kunne gå i gang, mens jeg kunne køre hjem og sørge for at resultaterne kom på nettet.
Status på stillingen i de forskellige klasser før sidste etape
I skrivende stund mangler vi kun at få afviklet den sidste etape, og jeg er derfor i stand til at give et lidt klarere billede af stillingerne/resultaterne i de enkelte klasser.
I den samlede stilling, Link – som den også fremgår af hjemmesiden – kan man med gul baggrund se navnene på de løbere, der enten allerede nu kan udråbes som vindere i deres respektive klasser – eller som endnu har mulighed for at vinde.
Klasserne D40, D50, D60, D70, H14, H16, H21, H50 og H80 er således afgjort før det sidste løb i uge 10.
I alle de øvrige klasser, med undtagelse af D12, D16 og H20, står kampen om den endelige sejr mellem 2 løbere – og resultatet i sidste afdeling får derfor betydning for, hvem der løber med den samlede sejr i klasserne.
I D16 kan kun en enkelt deltager løbe med sejren – men det kræver, at hun får point i finaleløbet i næste uge.
I D12 og H20 kåres der ikke nogen samlet vinder i år.
Lidt om lodtrækningspræmierne
I forbindelse med afslutningen i Lyngdal i næste uge vil vi udtrække de to lodtrækningspræmier, der er to Garmin 235-ure, der er sponsoreret af Løberen og Garmin. Lodtrækningen vil foregå i laden, der samtidig er stævnecenter.
For at kunne vinde en af præmierne, skal man være personligt til stede under lodtrækningen (eller ude i skoven), og udtrækkes der en person, der ikke er til stede, vil vi udtrække en ny vinder. Sådan fortsættes til begge præmier er uddelt.
Alle løbere, der har deltaget i prologen og/eller en af vinterens første 5 etaper, og har indtjekket deres brik i mål, vil have et lod i “hatten” – altså jo flere starter, desto større chance for at vinde.
For gennemsigtighedens skyld kan man i vedhæftede dokument se de numre, man har i lodtrækningen: Her
Tak til mine hjælpere
Her til sidst skal der lyde en meget stor tak til de personer, der har hjulpet mig med denne uges etape i Himmerigskov, ikke mindst Frank Linde for skovtilladelse, korttegning, sparring og postudsætning (sammen med Ivan Christensen). Uden deres hjælp havde det ikke været muligt at gennemføre aftenens løb.
Tak til Flemming Nørgaard for opsætning af kortene og til Finn Arrildsen med hjælp med løsningen af udfordringer i Condes.
Tak til min utrættelige familie – i går personificeret ved Claudia samt Silas og Stine, der lige som i sidste uge tog sig tid til at hjælpe – endnu engang!
Og endelig en stor tak til de tre postindsamlerne fra OK PAN, Ulla Kjer, Morten Pedersen samt Johan Palmfeldt. Her kan da lige nævnes, at de to førstnævnte havde været i skoven på deres respektive baner tidligere på aftenen og var friske på at tage en tjans mere.
Med afviklingen af aftenens NightChamp-etape er vi så småt i mål med denne vinters syv etaper, inkl. prologen. Vi, som arrangører, tillader os nu at tage en længere ferie end normalt, idet næste uges afsluttende etape bliver den sidste fra vores hænder.
Men mon ikke den måske står på NightChamp igen i november 2025 i en eller anden form, hvem ved?
Men først skal vi lige have overstået dette års sæsonafslutning i Lyngdal mellem Sorring og Holmstol den 6.3., hvor vi glæder os til at se fulde huse. Parkeringen er på Klintrup Hedevej, 8641 Sorring.
Efter løbet er alle løbere indbudt til det traditionelle kaffebord, denne gang i skovladen, der også er stævnecenter. Ved samme lejlighed kan man få en portion dhal – hvis man har bestilt dette på O-service (20 kr. Mobile Pay på stedet), og der er også uddeling af præmier til klassevinderne, hhv. lodtrækningspræmierne.
Vi ses i skoven – gerne torsdag d. 6. marts 2025 i Lyngdal.