‘Over an out’.
Med gårsdagens løb fik vi så sat punktum for den æra (stort ord, jeg ved det), hvor jeg sammen med min familie har stået for NightChamp gennem de seneste 20 år. Samtidig var det også finalen i denne vinters NightChamp, hvor vi kom i mål med en serie af løb, hvor vi for fjerde vinter i træk oplevede et markant fald i deltagerantallet, både når vi ser på antallet af tilmeldte og antallet af startende. Det på trods af, at jeg har forsøgt at justere på terrænvalg (i flere retninger), starttider og service. Når jeg sammenholder med, hvor lang tid og hvor mange ressourcer, der bruges på at arrangere serien, så er jeg kørt lidt træt, og det er så det, jeg nu har taget konsekvensen af…
Herefter har jeg blot at give stafetten videre til en styregruppe, der vil sørge for, at der også de kommende år vil være mulighed for at deltage i en række NightChamp-løb. En styregruppe, hvor jeg i øvrigt selv tager plads.
Og som I jo hørte fra OK Pans formand i aftes, så er det helt sikkert, at I også kan komme til NightChamp næste vinter. Så bombastisk var meldingen.
Her på siden vil jeg prøve at holde jer opdateret med planerne – så følg gerne med.
Rundt om forarbejdet til aftenens løb
Nå, men tilbage til denne aftens afsluttende afdeling.
I år havde jeg planlagt, at afslutningen på vinterens serie skulle afvikles i Lyngdal, som jeg et par gange tidligere har anvendt til en etape – sidste gang for to år siden, hvor det ligeledes var finalen, der var på programmet.
Jeg har gennem efteråret ’24 kommunikeret en del med skovejeren af den største del af skoven, Christian Als, om muligheden for at slutte ordentlig af i Lyngdal – og over et par kopper kaffe blev vi enige om, at skoven kunne bruges, lige som Christian tilbød sin hjælp med justeringer i skoven og hjælp ved at stille laden til rådighed – i øvrigt i lighed med de sidste to gange, jeg arrangerede løb her.
I foråret ’24 arrangerede OK Pan klubmesterskab i skoven, og ved den lejlighed fik vi kontakt til en lodsejer, der interesseret fulgte med i, hvad vi havde gang i, og det endte med, at han tilbød, at o-kortet kunne udvides, således at hans arealer kom med – og i øvrigt kunne anvendes fremadrettet, bla. til aftenens løb. Derfor ville I som løbere også kunne opleve et løbsområde, der i store træk var dobbelt så stort som det, I kendte fra tidligere kort over området. I øvrigt havde vi holdt dette så hemmeligt, som det var muligt op til løbet. Jeg forstod på et par løbere, at de havde undret sig over, at der i instruktionen stod, at man skulle være opmærksom på hegnene; de havde jo ikke oplevet hegn ved tidligere løb i skoven. Her var så forklaringen!
Kortet er blevet nyrevideret både i efteråret og her efter jul af Kent Lodberg, der har haft et stort arbejde med at få det – ovenfor omtalte – jomfruelige område (på den anden side af hegnene) tegnet med. Ydermere har der været en fældning i det nordvestligste område af skoven, hvor terrænet – i forhold til tidligere – har skiftet fuldstændig karakter. Kent og jeg har haft en del pingpong om kort og postplaceringer – men vi er jo efterhånden vant til at arbejde sammen, så det har som altid været inspirerende – i hvert fald for mig.
Og nu til aftenens forløb
Efter en fantastisk forårsdag, kunne vi byde velkommen til et skøn løbsaften i et inspirerende og næsten fremmedartede terræn, hvor vi kunne byde på fine plusgrader og en klar og skyfri stjernehimmel – hvilket flere da også bemærkede.
Alt var klappet og klart til en start, vi ellers normalt ikke byder på, idet løberne fra kortudleveringen havde et stykke ned ad bakken til startposten, hvorefter de så bare kunne give los. Forskudt start – og det er ellers ikke noget, vi så ofte har budt jer.
Desværre meldte et par løbere kort efter deres start, at der manglede tre poster i skoven, hvorefter de så fortsatte deres løb. Heldigvis var begge postudsættere stadigvæk til stede ved laden, så efter en kort snak – de og jeg – kunne vi konstatere, at der var sket en kommunikationsfejl; jeg havde simpelthen ikke fået tildelt nogen af de to postudsættere de tre poster på deres udsætningsplan – så posterne var virkelig ikke kommet i skoven. Det betød derfor, at der manglede 3 poster på banerne 1 og 2, mens den ene af disse poster ligeledes manglede på bane 3. De øvrige baner var ikke berørt.
Dermed var gode råd dyre, og jeg valgte at pille de tre poster ud af banen i MeOS. Jeg definerede posterne som ‘forsvundet’, hvilket betød, at delstrækkene til og fra posterne blev elimineret fra den samlede løbstid. Dermed betød det mindre, om man havde benyttet 1 minut eller en halv time på at lede efter en eller flere af de manglende poster, og løbstiden, som jeg har på løberne i MeOS, er derfor også kortere end den tid, de evt. selv måtte have på deres ure.
Det er selvfølgelig en ærgerlig fejl – ikke mindst på en aften, da tre klubber afviklede deres klubmesterskab, men jeg håber løsningen er til alles tilfredshed.
Lidt til statistikfolket
124 løbere var tilmeldt, og af disse kom de 113 løbere i skoven, så kun 11 løbere står noteret som ikke-startende i resultatlisten. Det endte derfor med, at der har været i alt 712 starter i år – et fald på 9 % i forhold til sidste år og et fald på ikke mindre end 35 % i forhold til sæsonen 2019-20, der var sidste sæson inden corona. Faktisk var denne vinters serie af løb den mindst besøgte, siden vinteren 2010-11, hvor der samlet set var 561 deltagere – og ingen prolog…
Løbet i går var det 129. NightChamp-løb siden starten i 2005, og sæsonen i år var – som bekendt – den 20. sæson med NightChamp.
I alt 824 forskellige baner har jeg designet til løbene gennem årene. – Ja, der er faktisk ikke genbrugt en eneste bane, selv om vi flere gange har været i samme skove.
Med sidste løber i skoven i går har mine hjælpere gennem årene sendt i alt 13.247 løbere i skoven.
Det højeste antal startende ved et enkelt løb var i Siim Skov i november 2014, hvor 180 løbere var i skoven.
Da jeg – som ungdomsformand i Horsens OK i 2005 startede NightChamp – var der flere begrundelser. Den primære var, at jeg gerne ville give vores ungdomsløbere optimale betingelser for at blive bedre natorienteringsløbere, samtidig med at det kunne forbedre deres almene tekniske niveau. Sekundært ville jeg klæde dem bedre på, når de skulle deltage i naboklubbernes Natugle-turnering samt DM Nat, der faldt i forlængelse af NightChamp-løbene.
Ved det allerførste NightChamp-løb, der blev afviklet i Åbjergskoven ved Horsens d. 1.3.2005, var der blot 8 deltagere – alle fra Horsens OK, og kigger man på startlisten fra dengang, finder man to navne, der også var at finde på stævnepladsen her til aften. Den ene var her som deltager – lidt mere grå i toppen end dengang, nemlig Henning Vide Petersen, som deltager i H70, mens den anden, Silas Frederik Thomsen, igen, igen, her til aften var medarrangør.
Lidt sjovt, at Henning ved dagens lejlighed havde påført sig vinder-T-shirten fra 2005 – og lidt sjovt, at han stadigvæk havde den.
Så er det præmietid
Allerede før de første deltagere kunne løbe i skoven i aftes, var 11 af de 19 klasser afgjort, idet vinderen var fundet i 9 af klasserne, mens der i t0 klasser (D12 og H20) ikke ville kunne udråbes en samlet vinder, fordi ingen af deltagerne i klassen ville kunne nå at fuldføre 4 løb. Tilbage stod det så at få afgjort de sidste 8 klasser, og det faldt på plads i løbet af aftenen. Flere klasser blev afgjort ved, at den ene af de to potentielle vindere ikke løb aftenens løb, mens der i et par af klasserne skulle tages lommeregneren frem. Samtidig blev det også klart, at der heller ikke i klassen D20 ville blive en samlet vinder i denne sæson.
I alt fordelte vinderne sig således på klubber:
OK PAN: Katharina Rokkjær Andreasen (D16), Randi Sønderby Petersen (D21), Kirk Beuchert Jensen (H12), Oskar Rix Berthelsen (H14), Gustav Rix Berthelsen (H16), Flemming Nørgaard (H80)
Horsens OK: Astrid Lykke Nielsen (D14), Rikke Holm (D50), Carsten Thyssen (H50)
Viborg OK: Lene Stick Nielsen (D60), Grethe Anæus (D70)
OK GORM: Pernille Buch (D40), Poul Erik Buch (H70)
Søllerød OK: Simon Thrane Hansen (H21)
Aarhus 1900: Anton Rasmussen (H40)
Mariager Fjord OK: Ole Jensen (H60)
Til lykke til alle de 16 vindere, der i aftes alle – men undtagelse af en enkelt – fik udleveret deres præmier, T-shirts sponsoreret af Løberen og Fusion.
Vinderne af lodtrækningspræmierne
I forbindelse med sæsonafslutningen udtrak vi også vinderne af de to lodtrækningspræmier, to Garmin 235-ure, sponsoreret af Løberen og Garmin.
Lodtrækningen blev foretaget på pc ved hjælp af lodtrækningsprogrammet CalcProfi, der fungerer online, og lodtrækningen fandt sted i laden efter sidste start var gået.
For at kunne vinde en af præmierne, skulle man være personligt til stede under lodtrækningen (eller ude i skoven), hvilket betød, at vi måtte udtrække en ny vinder indtil flere gange, indtil vinderne af begge ure var fundet.
Alle løbere, der havde deltaget i prologen og/eller en af vinterens første 5 etaper, og havde indtjekket deres brik i mål, havde et lod i “hatten” – altså jo flere starter, desto større chance for at vinde.
Vinderne af de to ure var: Lone Rasmussen, OK Snab, og Grethe Anæus, Viborg OK.
Som arrangører lykønsker vi de to vindere, ligesom vi takker de to sponsorer for de fornemme præmier.
Tak til mine hjælpere
Sluttelig en stor tak til alle, der på den ene eller anden måde har hjulpet mig med aftenens løb i Lyngdal. Det gælder lige fra postudsætterne, Kent Lodberg med stort forhåndskendskab til skoven og Kim Rokkjær, der sprang til og meldte sig på banen, da vi efterlyste hjælpen.
Tak til formand Thomas Hornbæk, der – sammen med et par hjælpere – havde brugt dagen på at få fremstillet dhal til de af deltagerne, der havde bestilt dette, samt sørgede for kaffe og brød til efter løbet. Det var rigtig lækkert!
Tak til Flemming Nørgaard, der gennem hele sæsonen har været min hjælp med opsætning af kortene – og tak til Kent for kortet og indspark til postplaceringer.
Tak til min familie, der på denne aften bestod af min kone, Claudia, og sønnerne Hjalte og Silas og svigerdatter Stine – godt hjulpet af Hjaltes arbejdskammerat, Christian, samt Thor Nørskov, der i mange år har været en stor hjælp ved afviklingen af starten. Det var dejligt at se ham igen – efter ‘alle de år’!
Tak for både deres indsats i starten og i forbindelse med præmieoverrækkelsen.
Sluttelig skal der lyde en tak til de tre postindsamlere, Bjarke Refslund, Peter Trier og Ulla Kjer, der fik posterne i hus efter løbet. Det kan tilføjes, at de alle tre havde været i skoven tidligere på aftenen på deres respektive baner.
Derudover en stor tak til alle de, der har hjulpet på den ene eller anden side med alt fra stort til småt, og som derigennem gjorde løbet muligt for de 113 deltagere, der kom i skoven til den sidste NightChamp fra min hånd.