Tranbjerg Skov – 4. etape, 24-25

Så er vi i gang igen – og denne gang med en etape i Tranbjerg Skov, som en gang tidligere har stået på menuen i NightChamp, nemlig i november 2021.
I denne sæson havde jeg egenhændigt valgt at skubbe februars løb tre uger frem, og i stedet for at afvikle dem på de tre torsdage i februar (minus uge 7), så bliver de i år afviklet på de tre første torsdage efter vinterferien.
Der er egentlig tre årsager til dette:
1. … at undgå ugerne 5 og 6, hvor det har været min erfaring, at der, på grund af afholdelse af vinter- og skiferie, har været svigtende tilslutning til løbene.
2. … at komme lidt tættere på DM Nat og derved gøre løbene mere relevante som træning forud for netop det.
3. … at løbene kommer til at ligge i tre på hinanden følgende uger.
Hvad det så kommer til at betyde for deltagerantallet, ja, det kan man så blot gisne om. I hvert fald er der efter gårsdagens løb ikke nogen indikation på, at flytningen har givet flere deltagere.

Om det, der er gået forud for løbet
Forud for aftenens løb var der gået en periode med de sædvanlige overvejelser, hvad angår terræn, baner, parkering og muligheder for afvikling, hvorefter jeg – sammen med korttegneren, Kent Lodberg – undersøgte mulighederne for at udvide kortet lidt, både mod nord og mod syd. Dette ville gøre, at jeg kunne lave baner uden kortvend og samtidig tage nogle områder af terrænet i anvendelse, som ikke har været brugt i forbindelse med o-løb før. Alt faldt på plads, og banerne kunne begynde at tage form, og et tæt samarbejde med Kent betød, at jeg kunne få udnyttet terrænet optimalt. Kent måtte flere gange i skoven, end han egentlig havde påtænkt det (tror jeg), idet efterårets megen regn havde dannet søer og moser, hvor de ikke tidligere havde været – og resultatet har været et kort, der er helt up-to-date (ultimo januar).
I januar fik jeg så meldingen om, at Carsten Thyssen, der står for korttrykningen hos Grafisk Forum, havde valgt at holde vinterferie i uge 8, hvor kortene skulle trykkes, så det gav lidt ekstra sved på panden, at jeg ikke havde en direkte linje til trykkeriet i timerne for trykningen – og derfor måtte forlade mig på, at alt var forberedt godt nok til hans vikar.
Kortene var allerede i slutningen af januar sendt til tryk, da jeg selv holdt ferie i uge 6 og ikke – på grund af vores respektive ferier – kunne kommunikere med Carsten i ugerne op til løbet. Uheldigvis opdagede jeg så i sidste weekend, at der var en fejlinformation i en af mine mails til Carsten – så det gav ekstra travlhed for mig at få sikret, at Carsten havde opdaget – og rettet – fejlen. Men Carsten er så garvet i gamet, at han havde gennemskuet, hvordan jeg havde tænkt det. Stor tak til Carsten og hans vikar på trykkeriet, Peter.
Ellers gik tilmeldingen på O-Service, som den efterhånden plejer: lidt trægt i starten, og med den sædvanlige forventning om, at antallet af tilmeldinger fordobles de sidste tre døgn, inden tilmeldingsfristen udløber. Desværre rykkede det ikke rigtig i tilmeldingerne hverken fredag, lørdag eller søndag formiddag, hvor jeg så får en O-Service besked om, at der ikke er opgivet en korrekt hjemmeside for NightChamp, og at der er lukket for tilmeldinger, indtil dette er rettet. Noget uforstående kontakter jeg Carsten Steenberg, manden bag O-Service, og får den besked, at han (måske naivt?) havde forventet, at alle løb ville have en hjemmeside med et punktum.dk domæne og derfor ikke ville acceptere NightChamp.net. Dette blev dog hurtigt rettet – tak til Carsten.
Noget andet er, om det er nødvendigt at lukke for tilmeldinger, når der ikke er angivet en hjemmeside? Men det er sikkert noget, der kræves i reglementet?
For denne afdeling af NightChamp kan man da ikke udelukke, at det har kostet deltagere…

Afviklingen af løbet – en behagelig aften til o-løb.
På vej til skoven fik jeg meldingen om, at udstyret var i skoven, og at alt stod, som det skulle, og efterfølgende – da jeg var nået frem til p-pladsen – havde jeg en snak med den ene af postudsætterne, der havde sat de mere udsatte poster ud, og her blev det endnu engang bekræftet, alt var klappet og klart, og så var det ellers bare at få deltagerne ud på banerne! Altså blev løberne sendt ud i et terræn, der gik gammel hhv. nyplantet skov, villakvarterer, en enkelt, nedlagt æbleplantage, industrikvarter og åbne områder…
I mål var bemærkningerne om terrænet delte, idet de spændte fra overraskelse over, hvor meget man kunne få ud af så lidt skov – til irritation over de mange brombær, nogle af løberne havde stødt på undervejs. Angående brombærrene, så udtrykte flere deltagere, at det var en god omgang træning til DM Nat, der om en måneds tid afvikles i Fovslet Skov – der netop er kendt for sine brombær og andet grøde i bunden. Sikkert noget ironisk?
Banerne for de mest uerfarne og yngste deltagere gik gennem et villakvarter, langs boldbaner og sluttelig gennem skolens område – noget jeg var mere eller mindre tvunget til for at undgå, at de kom ud på eller over trafikerede veje. Tanken var god nok – men viste sig senere at give nogle udfordringer.
I alt 102 løbere, inklusiv 4 eftertilmeldte, var registreret til aftenens løb, og i alt 91 løbere kom ud på aftenens baner i en temperatur på 3 grader, plus forstås! Det var ellers en positiv ting i forhold til de seneste dage, hvor vi havde været nede på tocifrede minusgrader!
Stort set alt blev i øvrigt afviklet hurtigt, og sidste løber var i mål kl. 20:26, og postindsamlerne kunne komme i skoven før annonceret tid. Det betød også, at postene var i hus, inden regnen sidst på aftenen satte ind.

Nedslag fra aftenens løb
I min evaluering af aftenens løb vil jeg komme med 5 nedslag:
1. Første løber, der kom i mål, kunne berette, at en post på hans bane, post 36, manglede, og at den ikke var at finde – heller ikke i området deromkring, og det blev blot bekræftet af alle de næste løbere, der kom i mål på de to baner, som denne post var en del af. Posten var der ikke, og derfor blev alle løbere med manglende registrering på posten naturligvis godkendt. Efterfølgende brugte postindsamlerne lang tid på ligeledes at gennemsøge nærområdet – uden at posten dukkede op – og i dag, ved dagslys, har jeg endnu engang gennemtrawlet området, herunder en nærliggende børnehave – uden resultat. Posten er og bliver væk. Ærgerligt er det naturligvis, at en enkelt (eller måske flere) forbipasserende ikke har været i stand til at kende forskel på ‘dit og mit’. Posten fandtes på bane 1 og bane 8.
2. Yderligere en post, nr. 35 på bane 8, forsvandt i starten af løbet – kastet over i et nærved liggende buskads. Dette blev imidlertid opdaget af de første to løbere, der kom til stedet, og de var snarrådige nok til at sætte posten på plads, hvor den hørte hjemme. Dermed var problemet løst, og ingen andre oplevede, at posten ikke stod, hvor den skulle. Tak til de to løbere. Posten fandtes på bane 2, 7 og 8.
3. En post, nr. 65, viste sig at være defekt, og den stod og hylede – samtidig med, at ingen fik registreret deres stempling på posten. Dette kunne – i lighed med den manglende post 36 – klares med et par tastetryk i MeOS, hvor jeg kunne angive posten som defekt og dermed pille den ud af banen. Jeg behøvede heller ikke være i tvivl om, hvorvidt løberne havde været ved posten; alle beklagede sig over hyletonen, så det var vel bevis nok for, at de havde været der. Posten fandtes på bane 3 og 4.
4. I forbindelse med banetrykket på kortet med bane 4 havde jeg desværre overset en uheldig placering af de 2 postnumre for posterne 8 og 11. Tallene var blevet anbragt lige ved siden af hinanden, således at man stort set så tallet 118. Jeg er bekendt med, at i hvert fald en enkelt løber blev snydt i den forbindelse og sprang en post over. Jeg beklager; fejlen må jeg tage på min kappe – den kan nok ikke tørres af på andre.
5. Ret sent i løbet blev jeg gjort bekendt med at nogle (vist nok 3) løbere, var blevet anråbt af en arrig kvinde, der boede i skoven. Det viser sig, at hun var utilfreds med, at de løb på den offentlige sti, der løber lige uden for hendes have. Denne oplysning tager jeg helt roligt – der er intet i vejen for at løbe på en offentlig sti i kommunalt område, hvor vi i øvrigt havde løbstilladelse. Måske har hun været utryg ved, at nogle løbere kom så tæt forbi hendes hus om natten? Jeg kan tilføje, at jeg i min banelægning netop var opmærksom på, at deltagerne ikke ved en fejl kom ind i hendes have – og delstrækkene førte langt udenom. Den omtalte sti ses nord/øst for huset på billedet.

Status på stillingen i de forskellige klasser
I skrivende stund mangler vi kun at få afviklet to af denne vinters 7 etaper, og vi er derfor også i stand til at udråbe de første samlede klassevindere.
De første 4 klassevindere finder vi i følgende klasser – uanset udfaldet af de sidste 2 løb:
Lene Stick Nielsen, Viborg OK, D60
Oskar Rix Berthelsen, OK Pan, H14
Gustav Rix Berthelsen, OK Pan, H16
Flemming Nørgaard, OK Pan, H80
Endvidere kan vi også nu konstatere, at der ikke vil blive kåret en vinder i klasserne D12 og H20 i år, idet der samlet set ikke har været nogen starter i D12 og kun én enkelt start i H20.

Tak til mine hjælpere
Her til sidst skal der lyde en meget stor tak til alle de frivillige hjælpere, der har hjulpet mig med en eller flere arbejdsopgaver i forbindelse med denne etape. Uden deres hjælp havde det ikke været muligt at gennemføre aftenens løb.
Først og fremmest skal der lyde en stor tak til Kent Lodberg med korttegningen, kommunikation om postkontrol og postudsætning. Postudsætningen skete i øvrigt sammen med Bjarke Refslund.
Ligeledes stor tak til Flemming Nørgaard for opsætningen af kortene og Grafisk Forum for trykningen.
Dernæst – og ikke mindst – tak til Claudia, min kone, og Silas og Stine, der vanen tro klarede starten – Det er rart at vide, at starten ligger i gode, erfarne og utrættelige hænder, så her blander jeg mig bare helt udenom. Det er bare rigtig skønt, at de bliver ved med at bakke op om arrangementet.
Og endelig en stor tak til postindsamlerne Randi Sønderby Petersen, Kell Sønnichsen og Peter Trier, hvor den ene, Randi, i øvrigt havde været ude at løbe sin bane tidligere på aftenen – og alligevel havde mod på at hjælpe.

Næste uges afdeling af NightChamp-serien finder sted i Himmerigskov omkring Grundfør. Denne etape afvikles i en helt ny skov, der er godt 30 år gammel og under opvækst, og der er – i sagens natur – tale om helt jomfrueligt terræn.
Parkeringen skal ske på mindre grund ved bygrænsen i Grundfør, og herfra er der kort afstand til både stævnecenter/mål og starten, der begge ligger op til Herredsvej på vejen til Hinnerup.
Løbet er det næstsidste i Thomsen-æraen med familien Dagsberg/Thomsen som arrangører og er løb nr. 128 i NightChamp-serien.
Starten afvikles fra kl. 18:45 og vil være åben 3 kvarter frem derefter.

Vi ses i skoven – gerne næste torsdag i Himmerigskov.

Dette indlæg blev udgivet i Løbsberetning. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *