Skanderborg Dyrehave – 4. etape, 2010-11

Efter en vinterpause med sne, kulde og frostgrader i hele december og det meste af januar var vi her til aften klar til at tage hul på anden runde af denne vinters NightChamp-serie. Det skete som bekendt ikke i Hansted – som først annonceret – idet kortet, på grund af den megen sne i skoven, ikke var blevet færdigt til tiden. I stedet var aftenens løb henlagt til Skanderborg Dyrehave, der er en meget hurtig og flad skov med mange stier og ringe underbevoksning, hvilket da også kunne ses af de tider, der blev løbet på. Udfordringen for løberne var at holde styr på de mange stier og deres kategorisering, da veje og stier løbende ændrer sig på grund af kommunens arbejde i skoven med tunge køretøjer. Endvidere var kortet ældre, end vi er vant til ved NightChamp: fra 2007.
Aftenens vejr var – efter årstiden – fint med 1-2 plusgrader og skoven var stort set ikke præget af de hårde vintermåneder, der lå forud. Det var visse steder is på skovvejene samt en hård og iset skovbund under bladene. Det så dog ikke ud til at genere nogen løbere. For mig – som arrangør – var det imidlertid noget af en omvæltning at skifte onsdagens 18 grader og solskin i Alicante ud med Danmarks vejr, ligesom det har været noget af en udfordring at sørge for kortene, tilmeldinger, indgåelse af aftaler og opdatering af løbets hjemmeside pr. “long distance”… Men det gik da!

Aftenens baner havde deres udgangspunkt i den nordlige del af skoven, hvor kortet er bedst, men næsten alle baner kom gennem det område syd for Horsensvej, hvor kortet er mest diffust – måske på grund af mange festivaldeltageres færden i august måned hvert år.
For første gang i NightChamps 7-årige historie var vi ved aftenens løb desværre ude for ”sabotage”, idet en af posterne på den lette bane (post 2, nummer 32) var fjernet. Posten stod ved en af de større og meget brugte skovveje, og en person har tilsyneladende ikke kunnet stå for fristelsen til at flytte eller fjerne posten. Væk var den! Posten blev kun brugt på den korteste af banerne, og flere af de små løbere brugte meget tid på at lede efter posten. For at give ens betingelser til disse løbere, er strækket fra post 1 til post 3 pillet ud af deres løbstid.
Som det har været tilfældet i november var der også denne gang tale om rekordtilmelding, idet 116 personer var på deltagerlisten, men på grund af diverse forfald kom kun 106 løbere i skoven – hvilket er en tangering af rekorden for løbet – sat i Silkeborg Sønderskov i november.

Efter aftenens afdeling er vi nu i stand til at kåre den samlede vinder i 4 af de 15 klasser. I de to af klasserne var det mere eller mindre forventeligt, idet der i disse klasser har været den samme vinder i de 3 første løb – og de gjorde det igen i aftenens løb. Der er tale om Ida Thesbjerg, Horsens OK, i D12 samt René Rokkjær, OK PAN, i H25. Det er værd at bemærke, at René faktisk løb banen på under 5 min/km i tiden 39:33 – men blot 1 sekund hurtigere end Claus Bloch!
Derudover står det også nu fast, at Britta Ank Pedersen, Horsens OK, med aftenens sejr ikke kan indhentes i D50. Det samme gælder Jens Christian Gammeljord i H14, der med sejr i tre af de fire afviklede afdelinger heller ikke kan sætte den samlede sejr over styr.
Ida Bobach, der før aftenens afdeling kunne vælge, hvilken klasse, hun ville vinde, stillede i Skanderborg op i D25, hvilket betyder at hun tilsyneladende går efter sejren i denne klasse – hvilket ikke ser helt umuligt ud, da hun allerede har 2 sejre i klassen.

Et blik ned over ungdomsklasserne viser et noget broget billede af, hvem der kan løbe med den samlede sejr i de forskellige klasser. Mest broget er billedet i D14, hvor alle 5 deltagende løbere stadig er med i opløbet, mens H16 og H24 til gengæld synes afgjort, idet hhv. Silas Thomsen, PAN, og Thor Nørskov, OK Øst, har vundet 3 af de 4 første afdelinger.

Tak til mine hjælpere
Sluttelig en stor tak til Ole Kristensen fra Horsens OK, der sørgede for, at posterne kom i skoven til tiden! Det er også ved næste afdeling i Boller medlemmer af Horsens OK, der er behjælpelige med at få posterne i skoven – og hjem igen!

Dette indlæg blev udgivet i Løbsberetning. Bogmærk permalinket.