Med etapen, der blev afviklet i Brendstrup/Vestereng i aftes, er vi så småt ved at være i mål med denne vinters NightChamp-serie, og i skrivende stund mangler vi kun finalen i Marselisborg Storskov den 22. februar. Og så har vi her i vinter kunnet præsentere deltagerne for “al slags vejr”: regn, sne og tørvejr, varme- og kuldegrader, vindstille og storm! Eneste fællestræk for løbene har været, at det har været mørkt…
I aftes lød menuen på tørvejr, næsten vindstille, temperaturer lige omkring frysepunktet og visse steder glat underlag af is, så for os, der ikke skulle ud at løbe, blev det en kold aften. Men det gjorde nu ikke så meget – det vigtigste var, at vi havde nogle glade deltagere, der havde haft en god oplevelse i skoven.
Om løbsterrænerne: Brendstrup Skov og Vestereng
Gårsdagens løb blev delvis løbet i et jomfrueligt terræn, Brendstrup Skov, som var blevet tegnet til netop denne etape af Kell Sønnichsen, og der er – som i så mange af de andre bynære skove rundt omkring Aarhus – tale om et skovrejsningsprojekt. Skoven, der blev anlagt i begyndelsen af 1990’erne, har en bevoksning, der mest består af bøg, eg og lærk, og i skoven er der blevet plads til både en shelterplads og en mindre 6-hullers golfbane, der drives at den lokale Marienlyst Golfklub.
I denne skov startede de tre længste baner ud, og deltagerne på disse baner kunne så få det nye terræn ind under huden, inden de nåede til Skejby Sygehus og skulle passere to befærdede veje, Paludan-Müllers Vej og Carl Krebs’ Vej, hvorefter de skulle afslutte deres løb i Vestereng.
Området Vestereng, der er tidligere militært øvelsesområde benyttet af garnisonen i Aarhus, var under krigen indtaget af tyskerne, der byggede en del bunkere i skoven – noget som nogle af løberne i øvrigt også bemærkede og kommenterede. I skoven er der derudover både en shelterplads, skydebaner, beachvolleyområde med 17 baner og discgolf kurve, lige som den bruges til at lufte hund.
Mens Brendstrup Skov er jomfrueligt område, har Vestereng én gang tidligere været anvendt til en etape af NightChamp, nemlig 7. februar 2019.
Netop fordi banerne – fra passagen fra Brendstrup Skov til Vestereng – skulle passere ovenfor omtalte 2 til tider befærdede veje – blev de kortere baner drejet rundt i Vestereng, og vi var som arrangørteam tvunget til at operere med to startsteder; noget vi ellers ikke havde prøvet siden sæsonen 2008-09 i Ølsted Kærskov syd for Horsens…
Om forarbejdet til løbet
Selv om banerne var færdige kort tid efter, at jeg havde modtaget det endelige kort over løbsområdet, dvs. i november ’23, har jeg måttet en del gange ud i skoven. Ikke så meget for at korrigere i baneforløb og postplaceringer – jo, også det – men mere som en følge af vejret siden nytår.
Jeg har med jævne mellemrum haft en del gåture i området, og for hver gang, jeg stillede derude, var det som at komme i en ny skov. Især periodens megen nedbør har været ved at give mig grå hår i hovedet, og flere gange har jeg kunnet konstatere, at lavninger, huller og moser har været omdannet til søer – større søer. Det betød for knap tre uger siden, at jeg måtte lave flere baner om – og især bane 8 for de yngste løbere er blevet ændret i flere omgange. Stier, som løberne skulle benytte som ledelinjer, var helt væk, dvs. dækket af mere op til en halv meter vand.
Mange stier var dækket af is og visse steder 20 cm vand eller de var deciderede floder. Det var i det hele taget ikke sjovt at gå i skoven – heller ikke i vandrestøvler, og det føltes flere gange meget risikabelt af skulle gå på selv rigtig gode, befæstede stier.
Et andet sted – ved passagen af Paludan-Müllers Vej – skulle løberne på de tre længste baner passere under vejen gennem en – i øvrigt meget fin – tunnel. Her kunne jeg konstatere, at en passage var umulig, da der stod ca. en halv meter vand i tunnellen.
Det betød så også, at den midlertidige instruktion måtte skrives om!
Mit sidste besøg i skovene var i mandags, hvor jeg kunne konstatere, at vandet var mere eller mindre væk på de afgørende steder, at den oprindelige bane 8 igen var en mulighed og at tunnellen var næsten fri for vand. Altså blev bane 8 ført tilbage til det oprindelige baneforløb inden trykningen af kortene, lige som instruktionen måtte igen ændres.
(Det viste sig så ved løbet i aftes, at der igen var så meget vand i tunnellen, at de fleste løbere valgte den lidt længere vej op over den befærdede Paludan-Müllers Vej)
Lidt om aftenens løb
Torsdag eftermiddag tog mine postudsættere i skoven, og med Kell Sønnichsen – korttegneren – og Bjarke Refslund til at sætte posterne i terrænet vidste jeg, at denne opgave lå i de bedste hænder, og klokken 17:30, da jeg ankom til P-pladsen, kunne Kell fortælle mig, at posterne var i skoven, og alt var klappet og klart til aftenens løb.
Herefter gik det slag i slag. 89 løbere kom i skoven – og hjem igen.
Og selv om jeg ikke oplevede IT-mæssige udfordringer, var der en del udfordringer for løberne:
1 kom i mål med en pandelampe, der var gået ud (ærgerligt og desværre en ungdomsløber),
3 havde taget et forkert kort og løb derfor en forkert bane (den ene løb efterfølgende sin rigtige bane),
2 havde glemt at stemple startposten (de fik deres check-tidspunkt som starttid),
4 glemte at stemple målposten (og mange flere reddede jeg fra dette) og
1 løb med en forkert brik.
Endvidere var der et par løbere, der løb til en forkert start, og dermed lige docerede sig selv lidt ekstra løbetræning.
I øvrigt var der flere af deltagerne, der gav udtryk for, at det faktisk var svært at ikke at bomme i terrænet, der synede simpelt, og især et lille område, der bruges til dirt jump, havde mange haft problemer med. Og det forstår man godt – det er lige som pludselig at stå i et lille klitområde!
Klokken 20:17 havde sidste løber stemplet i mål, og postindsamlerne kunne gå i gang, mens jeg kunne køre hjem og sørge for at resultaterne kom på nettet.
Aftenens deltagerantal, 89, var det laveste antal startende løbere til en afdeling af NightChamp siden februar 2013, hvor 80 løbere startede ud på banerne den 7. februar i Hesterhave Skov ved Kalø Vig.
Status på stillingen i de forskellige klasser før sidste etape
I skrivende stund mangler vi kun at få afviklet den sidste etape, og jeg er derfor i stand til at give et lidt klarere billede af stillingerne/resultaterne i de enkelte klasser.
I den samlede stilling, Link – som den også fremgår af hjemmesiden – kan man med gul baggrund se navnene på de løbere, der allerede nu kan udråbes som vindere i de deres respektive klasser. Klasserne D12, D20, D50, D70, H14, H21, og H70 er således afgjort før det sidste løb i uge 8.
I yderligere 7 klasser, D14, D21, D40, D60, H12, H16 og H40, står det mellem 2 løbere – og resultatet i sidste afdeling får derfor betydning for, hvem der løber med den samlede sejr i klasserne. Her er lige yderligere at bemærke, at i D60 står det helt og totalt lige på point, så her er sekunderne på spil i den sidste afdeling!
I 3 klasser, D16, H60 og H80 er der tre løbere i spil til den samlede sejr, mens der i H50 er hele 5 løbere, der bejler til den endelige sejr.
I H20 kåres der ikke nogen samlet vinder i år. Der har kun været én deltager i klassen, og vedkommende når ikke at starte i 4 løb, som er mindstekravet for at kunne blive udråbt som vinder…
Tak til mine hjælpere
Her til sidst skal der lyde en meget stor tak til de personer, der har hjulpet mig med denne uges etape i Brendstrup/Vestereng. Uden deres hjælp havde det ikke været muligt at gennemføre aftenens løb.
I første omgang en meget stor tak til Kell Sønnichsen og Bjarke Refslund, der har haft det meget vigtige job med at få posterne i skoven og at få dem placeret rigtigt.
Tak til min utrættelige familie – i går personificeret ved Claudia, mine to drenge og Stine samt Hjaltes arbejdskammerat, Christian, der også har været med de sidste gange. Denne gang har været lidt speciel, idet der som tidligere beskrevet har været to startsteder, så der har været lidt ekstra at se til for alle implicerede.
Tak til korttegnere og skovkontakter for hjælp med kort og tilladelser.
Og endelig en stor tak til de tre postindsamlerne fra OK PAN, Oscar Sig Tranberg, Brian Berthelsen og Peter Kilden Jensen – der lige tager en tjans med at samle posterne ind. Og så skal det i den forbindelse lige nævnes, at Oscar allerede tidligere på aftenen havde været i skoven og løbe sin bane.
Med afviklingen af aftenens NightChamp-etape er vi så småt i mål med denne vinters syv etaper, inkl. prologen. Vi, som arrangører, tillader os nu at tage en længere ferie, indtil den måske står på NightChamp igen i november 2024, hvem ved?
Men første skal vi lige have overstået dette års sæsonafslutning i Marselisborg Storskov den 22.2., hvor vi glæder os til at se fulde huse. Parkeringen er ved Moesgaard Strand.
Efter løbet er alle løbere indbudt til det traditionelle kaffebord, denne gang i OK PANs klubhus, Silistria.
Vi ses i skoven – gerne torsdag d. 22. februar 2024 i Marselisborg.
Og husk, at der ingen NightChamp er i uge 7!