Efter at vi har overstået november måneds 4 etaper af denne vinters NightChamp-serie, er det nu tid til at se lidt fremad mod de sidste 3 løb, der foregår i næste måned.
Vi lægger ud med et løb i Silkeborg Nordskov d. 3. februar – et sted, hvor vi ikke har været siden 20.2.14. Som bekendt er det en god skov til o-løb, og de største udfordringer her har da også været, at der sidste år er blevet anlagt en vej, Nordskovvej, mellem den p-plads, som jeg plejer at bruge som udgangspunkt for løbene, og selve skoven/løbsområdet.
Herefter går turen i uge 6 – den 10. februar – til Odder, hvor der skal løbes i Vejlskoven, som indtil videre kun har været anvendt til et enkelt årligt træningsløb i PAN. Vejlskoven ejes af herregården Rathlousdal, og her har godsejeren velvilligt stillet sin skov til rådighed for os. Altså kan I glæde jer til et løb i jomfrueligt – og kuperet og fysisk krævende – terræn.
Efter disse to etaper ligger en uge 7, hvor vi traditionen tro står over.
Vinterens sidste etape løbes i Gludsted Plantage/Børgelund, der ligger lige øst for hovedvej 13 og nord for Hjøllund. Gludsted Plantage har vi – ligesom det er tilfældet med Nordskoven i Silkeborg – haft på NightChamps løbskalender, om end det er længe siden, nemlig 6.11.14. I skrivende stund mangler vi tilladelse til et privat område, der grænser op til den kommunale del af plantagen og som jeg gerne vil byde jer på, så af samme grund opererer jeg lige nu med to sæt baner.
Efter strabadserne i skoven plejer turen at gå til Himmelbjergegnens Natur- og IdrætsEfterskole (HNIE) til den traditionelle afslutning med kaffe og brød i kantinen samt præmieoverrækkelse til klassevinderne. Dette vil – tak til coronaen – ikke komme til at ske i år, så i stedet byder vi på præmieoverrækkelse i skoven – efterhånden som vinderne kommer i mål.
Bemærk, at der er ændret marginalt i indbydelsen som følge af omstændighederne med corona samt fordi løbsområdet til den afsluttende etape er ændret. Der er linket til den opdaterede indbydelse nederst i denne artikel.
Vi glæder os til at se jer i februar!
Indbydelse 2021-22: PDF