True Skov – 5. etape, 2018-19

Med aftenens løb i True Skov, der er et skovrejsningsprojekt, der ligger mellem True og den Østjyske Motorvej, er vi så småt ved at være ved vejs ende med denne sæsons NightChamp-serie, der som tidligere beskrevet er den 15. sæson i rækken. Og netop aftenens løb blev et af de mere rolige og uproblematiske. Udkastet til banerne – mere eller mindre endeligt – var færdigt før jul og aftaler om korttegning, korttrykning, banekontrol, postudsætning og -indsamling gav i det store hele sig selv.
I januar ’19 gik Frank Linde kortet igennem med kritiske øjne endnu engang og fik flere smårettelser på plads, og inden min ferie i uge 7 kunne jeg så lægge løbet over på det nye kort, inden jeg lige måtte en ekstra gang i skoven for at se, om der var noget jeg – eller Frank for den sags skyld – havde overset. Alt i alt et stille og uproblematisk forløb.

En stille aften i pæne plusgrader – og uden regn
Som det efterhånden har været kutyme i denne vinter var vejret ikke rigtig med os i dagene op til løbet, idet det havde regnet lystigt helt indtil nogle timer før første start. (Eller spiller min hukommelse mig et puds?)
Og endnu engang havde vi temperaturer, der ikke er normale for årstiden, idet vi i løbet af aftenen kunne måle temperaturer fra 6-10 grader, plusgrader forstås!
Derfor blev det endnu en aften, hvor lidelserne ved at vente på løberne i mål var til at overse. Det blev også en aften, hvor jeg – i de små pauser, der trods alt er i løbet af aftenen – kunne se et vist trafikalt kaos på Blankhøj rasteplads, idet rigtig mange lastbilchauffører havde valgt at tage et rast netop her på deres vej nordpå. I perioder var der virkelig pres på, og en overgang begyndte jeg at frygte for, at der ville være nogen af deltagerne, der ville komme i klemme og have svært ved at komme hjem, idet de var mere eller mindre spærret inde blandt lastbiler. Nå, men det gik vist, da det kom til stykket; jeg har i hvert fald ikke hørt om uheld eller gener.

Fin opbakning på trods af tid med vinterferie
Da tilmeldingen udløb, var der 143 løbere tilmeldt via O-service, så min frygt for et større frafald af løbere, der var på vinterferie/skiferie, var tilsyneladende ubegrundet. Når alt kommer til alt er deltagerantallet her i februar altid lavere end i november – og sådan skal det vel være i en ferietid.
Det var mit indtryk, at langt de fleste af deltagerne fik en god tur i mørket, og det var da også kun meget få der havde noget at udsætte på arrangementet efter løbet. Lidt atypisk havde alle deltagere husket at cleare og starte deres brik, før de løb i skoven, og ingen løb med et forkert briknummer. Dette er begge dele noget, der letter mit arbejde både ved computeren i mål og ved efterbehandlingen af løbet derhjemme. Og så var der vist heller ingen, der måtte opgive løbet, fordi pandelampen svigtede? Alt i alt en “vellykket” aften – set med arrangørøjne.
I øvrigt var løbet hurtigt afviklet, og da klokken passerede 20:45 (nøjagtig en time efter sidste start) havde vi sidste mand i mål. Det har i øvrigt også kendetegnet vores løb i år – at de har været hurtigt afviklet, og at postindsamlerne derfor har kunnet komme hurtigt hjem. Dejligt.
Umiddelbart før kl. 21 kunne jeg så selv køre hjemad, og kl. 22:30 var lånebrikkerne og øvrigt udstyr afleveret i Horsens og resultaterne på nettet!

En status på afgjorte klasser
Mens der ikke er så meget at skrive hjem om vedr. afviklingen af selve løbet, vil jeg i stedet dvæle lidt ved resultaterne – og udråbe de samlede vindere i 11 af de i alt 17 klasser.
På herresiden er alt afgjort – undtagen i H60, hvor tre løbere (Keld Gade, Viborg, Ivan Christensen, PAN, og Mogens Hagner, Silkeborg) alle står med særdeles gode kort til at tage den samlede sejr!
De øvrige herreklasser byder på 5 vindere fra PAN: Mathias Rokkjær, H12, Casper Blakskjær, H14, Jonas Damm Als, H16, Andreas Bock Bjørnsen, H20, og Rasmus Djurhuus, H21. Herudover kan vi lykønske Henrik Uhlemann, Kolding, Jess Rasmussen, Viborg, og Poul Erik Buch, GORM, med samlede sejre i hhv. H40, H50 og H70.

På damesiden ser det noget mere speget ud. Her ligger det fast, at der ingen vinder bliver i D12, samt at Rikke Rasmussen, SNAB, vil vinde D20, mens Marianne Lynge Krogh, Kolding, tager sejren i D50. Endvidere er det noget tvivlsomt, om der vil kunne udråbes en vinder i D21, hvor ingen løbere pt. har mere end 3 gennemførte løb – og som bekendt skal man have fuldført mindst 4 løb, hvis man skal gøre sig håb om at vinde klassen.
I de øvrige klasser på damesiden er der 2-3 løbere, der byder sig til.
Tilbage står vi altså med 6 klasser, der skal afgøres i Silkeborg Sønderskov den 28. februar. I skrivende stund er der endvidere 8 damer og 24 herrer, der endnu er med i konkurrencen og gavekortene til Landal Green Parcs!

Tak til mine hjælpere, igen, igen
Sluttelig endnu en stor tak til Henrik Markvardsen og Hans Christiansen, der for sidste gang i denne sæson agerede postudsættere. Ikke mindst tak til Henrik, der tilsidesatte sit helbred for at hjælpe med postudsætningen. Det er trods alt meget værdifuldt for mig med Henrik som postudsætter; indtil flere gange (dog ikke i aftes) har løbere beklaget sig over, at en post var placeret forkert – og så er det rart for mig at spille trumfen: At det er Henrik, der har sat den ud! Så forstummer al snak…
Endvidere en stor tak til min familie, Claudia, Silas og Thor (vores “næsten”-søn), der stod for starten endnu engang. Ligeledes en tak til de tre postindsamlere fra OK PANs ungdomsafdeling.

I næste uge står den så på sæsonfinalen, hvor vi skal have afgjort de sidste klasser. Dette finder sted i Silkeborg Sønderskov – nøjagtig som sidste år (om end banerne ikke er de samme!) Stævnepladsen placeret på P-pladsen syd for Sønderskovvej mellem Virklund og HNIE, lige øst for Rødebækhus, og starten ligger ca. 500 meter fra P-pladsen.
Efter løbet vil der igen i år være mulighed for et bad på HNIE (på drengegangen), efterfulgt af kaffe og brød i spisesalen. Her vil der også være præmieoverrækkelse, som varetages af min kone samt mine sønner.
Husk at tilmelde jer kaffebordet, hvis man ønsker kaffe/brød. Selv om det er gratis for jer at deltage, er tilmelding nødvendig af hensyn til planlægningen. Ingen tilmelding, ingen kaffe. Man kan naturligvis godt deltage i præmieoverrækkelsen uden at nyde kaffe/brød!

Vi ses i skoven!

Dette indlæg blev udgivet i Løbsberetning. Bogmærk permalinket.