Risskov – 5. etape, 2014-15

NightChamp rykker ind i byen
Efter afslutningen af aftenens 5. afdeling i vinterens NightChamp-serie, er vi næsten i mål med løbene for denne vinter, og de fleste ubekendte er faldet på plads, inden det sidste løb på næste torsdag på Sletten, hvor vi også afviklede finalen for to år siden.
Forarbejdet til aftenens løb havde – sædvanen tro – været i gang gennem flere måneder, og alt skulle da også være på plads inden uge 7, hvor jeg lige var et smut sydpå til varmen i Portugal. Alt vedrørende løbet lå derfor klar på mit skrivebord, da jeg kom hjem, og det var blot at få kortene sendt til trykning efter sidste tilmeldelsesfrist og få pakket brikker, ekstrakort og diverse udstyr til løbet de sidste dage, før det gik løs torsdag aften.
Som det i år har været tilfældet, når det var PAN, der lagde skove til etaperne, var det også denne gang Henrik Markvardsen, der stod for postudsætningen, ligesom han i starten af februar var kommet med indspark til flytning af et par poster – for at gøre dem mindre udsatte for skovens (mange) øvrige brugere. Henrik havde ligeledes – sammen med korttegneren Kell Sønnichsen – ændret et par steder på kortet, så det ikke gav anledning til unødvendige misforståelser for løberne de pågældende steder. Stor tak til Kell og ikke mindst Henrik for den store hjælp, de på denne måde har været i forbindelse med løbet.

Noget atypisk var der denne gang tryk på ved kortsalget af åbne baner. Ved de hidtidige af årets etaper havde jeg troligt og møjsommeligt stået og kopieret og pakket flere ekstrakort i plastposer af hver bane – uden at der har været behov for mere end højst i alt 1-2 af disse ekstrakort ved et løb – eller slet ingen. Dette har sikkert skyldtes den noget forhøjede startafgift for tilmelding på dagen (helt bevidst fra min side, da det kræver temmelig meget ekstraarbejde med salg af kort og opdatering af startlister ved siden af al det andet arbejde i mål). Alligevel løb jeg ved aftenens løb tør for ekstrakort på flere af banerne! Det kan naturligvis skyldes det fine løbevejr med +5 grader, folks vinterferie, hvor de så efterfølgende har glemt at melde sig, eller løbsterrænets beliggenhed i udkanten af Århus. I hvert fald endte aftenens løb med 161 tilmeldte deltagere, hvoraf blot 6 valgte at blive hjemme, så 155 løbere kom med andre ord i skoven.

I banelægningen var jeg denne gang udfordret af kun at have et meget lille skovområde til rådighed – og så endda i 1:7500. Dette betød flere ture i skoven for at se på interessante stræk samt entydige, men udfordrende postplaceringer. Ikke noget let arbejde, hvor jeg gennem vinteren flere gange måtte ændre baneforløbet. Især var det vanskeligt at få længde på banerne, da især den sydligste del af kortet var stort set uden udfordringer. Resultatet blev, at bane 1 måtte have kortvend, og alle baner flere gange skulle gennem et kringlet, men ikke uinteressant område nordvest for Sjette Frederiks Kro, hvor stævnepladsen i øvrigt var placeret. Med ovennævnte in mente er jeg godt tilfreds med banelægningen, og det varmer da også, når løbere i mål kommenterer med positive bemærkninger om min udnyttelse af skoven. I øvrigt i en skov, hvor en del ikke havde løbet før.

Som tidligere skrevet var der tale om rigtig fint løbevejr, og eneste lille ulempe var lidt fugt i luften. Dette havde ikke stor betydning for løberne, men for pc’en var det ikke den optimale cocktail. Som det har været tilfældet ved flere at vinterens løb stod min pc også denne aften af, således at der ikke var andet at gøre end at lave en genstart af denne. Her til aftens skete det hele to gange, og begge gange betød det, at der dannedes en lang kø ved aflæsningen af brikkerne. Efter evigheders venten på, at Windows skulle starte igen afvikledes køen dog hurtigt, da vi lavede en ny kø for de løbere, der ønskede at få deres stræktider. Denne kø blev fint administreret af mine drenge, Hjalte og Silas, der styrede udleveringen af stræktider uden problemer.
I øvrigt viste det sig, at jeg tilsyneladende var kommet til at sælge flere kort på bane 4, end jeg havde, da en løber kom tilbage fra starten og bad om et kort – et kort, jeg ikke havde. Normalt ikke noget problem, da jeg altid har ekstra kort, men lige netop i aften var alle tilmeldte løbere mødt på banen. Det viste sig efterfølgende, at jeg ikke havde talt forkert, men at en løber havde taget en forkert bane. Tja, den slags kan jo ske, og det blev behændigt løst ved, at Finn Ingwersen fra Horsens OK leverede sit kort videre til løberen, der efterfølgende kunne komme i skoven! Tak til Finn.

Som jeg skrev i indledningen til denne beretning, er der nu rigtig meget, der er faldet på plads vedrørende det endelige resultat af vinterens NightChamp-serie, og der er jo også nu kun et løb tilbage til at ændre på tingenes tilstand. Efter etapen i Bjerre i uge 6 kunne vi kåre de første 5 vindere, og nu kan vi så udvide antallet af vindere til 12. I stedet for at fokusere på alle venderne i denne beretning, vil vi se på de klasser, hvor spændingen endnu er i behold.
I D20 ser det ud til at blive til en sejr til Josefine Lind, Gorm, der har deltaget i 4 etaper og vundet dem alle. Eneste konkurrent er Sofie Secher Thomsen, Pan, der skal have 43 point mere end Josefine i det sidste løb, hvis hun skal løbe med sejren.
I D21 vil der – som sidste år – ikke blive kåret en vinder, idet ingen af deltagerne vil kunne opnå mere end 3 tællende løb.
I D40 står den (som sidste år) mellem Anne Møller Skaug, Pan, og Marianne Lynge Krogh, Kolding. Marianne skal – for at tage den samlede sejr – have mindst 96 point i sidste løb og samtidig mindst to point mere end Anne. Lidt spændende afslutning!
I H12 bliver det et opgør mellem Esben Ø. Jørgensen, Gorm, og Jacob Mikkelsen, Horsens. Jacob har vundet i alle sine 4 starter, og han skal vinde også det sidste løb, hvis han vil løbe med den samlede sejr. Vinder Esben sidste løb og får ét sølle point mere end Jacob, så tager han derimod sejren!
Endelig er det mest åbent i klassen H16, hvor 4 løbere kan løbe med sejren. Den ligger imidlertid mest til Morten Örnhagen, Snab, der har vundet alle sine 4 hidtidige starter!

Stor tak til mine hjælpere
Sluttelig skal det lyde en stor tak til mine to sønner, Hjalte og Silas, der endnu engang stod for afviklingen af starten. Endvidere stor tak til Henrik Markvardsen for banekontrol og postudsætning, Kell Sønnichsen for revision af kortet samt ungdomsudvalget i OK Pan, der stod for postindsamlingen!

I næste uge er vi klar til sidste afdeling, der finder sted på Sletten med parkering, start og mål ved Knøsgaarden. Da skoven er meget kuperet, nøjes vi med afkortede baner, der er 20 % kortere end normalt. Da min sædvanlige hjælper i Silkeborg OK, Erik Bobach, har valgt at holde skiferie i den uge, er postudsætningen lagt i hænderne på Mogens Hagner – noget både I (som løbere) og jeg som arrangør kan være helt tryg ved. Indsamlingen sker også ved medlemmer af Silkeborg OK.

Vi ses i skoven

Dette indlæg blev udgivet i Løbsberetning. Bogmærk permalinket.