Lisbjerg Skov – 1. etape, 2010-11

Så er den mørke tid ved at have godt fat i døgnets timer, og det betyder, at vi igen kan gøre klar til den første halvdel af vinterens NightChamp-serie, traditionelt afviklet her i november måned. Dette sker efter lidt justeringer i konceptet, der i år betyder flere klasser og flere baner, vandfaste kort, sponsorerede præmier, nye spændende terræner og en flytning af løbsdagen, således at den passer med træningen i TC Midtjylland. Endvidere flyttes nogle af løbene væk fra Horsensområdet, hvor ikke mindst korttegnerne har været hårdt spændt for med at blive færdige med nye kort til NightChamp. Alle seriens 6 løb afvikles nu i området mellem Århus, Horsens og Silkeborg.

Aftenens afdeling gik i Lisbjerg Skov, hvor vi til lejligheden fik lov til at anvende Århus Campings område som ”stævneplads”, og der var endda tilbud om at bruge campingpladsens faciliteter, bl.a. bad, toiletter, kiosk og cafeteria i tilslutning til løbet.
Aftenens løb fik status af at være det sidste orienteringsløb, der kunne afvikles i Lisbjerg Skov på denne side af 2020, fordi skoven af Århus Kommune er udlagt som ”stilleskov”. Det betød, at det havde trukket ekstra mange løbere – ikke mindst fra OK PAN – ud i skoven. Ikke mindre end 91 løbere fra 12 klubber var således ude på de varierede baner, der dels gik ud i et jomfrueligt område nord for campingpladsen, dels i et finurligt og svært område mod nord, og dels i et nyplantet område med et par grusgrave mod syd, hvilket betød at løberne skulle have styr på flere forskellige orienteringsteknikker i mørket.
Ud over TC Midtjylland havde også en række andre interessante løbere meldt deres ankomst. Således var der lagt op til, at flere af klasserne ville blive domineret af stærke løbere, og ikke mindre end 12 af medaljetagerne fra forårets DM Nat i Grenå Plantage, heraf 3 guldvindere, stillede til start ved aftenens løb. Endvidere var der deltagelse af verdensmesteren Ida Bobach i D25 samt europamesteren Thor Nørskov i H24. Begge disse løbere havde prioriteret anderledes ved DM Nat.

Aftenen bød på et koldt løbevejr med temperaturer på 4 grader, der dog føltes meget koldere på grund af den stride blæst og den tiltagende regn. Både undertegnede og mine hjælpere (søn og svigersøn, der tog sig af starten) var våde fra yderst til inderst – fra top til tå, og ydermere betød regnen, at tidtagningen brød sammen på grund af indtrængende vand i pc’en, da der manglede 14 løbere i mål. De sidste løbere blev derfor – i første omgang – kun registreret via stræktidsprinteren, så fredagen gik med manuelt at lægge deres resultater ind i databasen, således at de korrekte resultatlister kunne udskrives og offentliggøres.

Efter aftenens afdeling har 3 af sidste sæsons klassevindere igen lagt sig i spidsen. I D12 vandt Ida Thesbjerg med et forspring på 5 sekunder, i H16 vandt Silas Frederik Thomsen med 33 sekunder, og i H25 vandt René Rokkjær med 2½ minut.
Mest suveræne sejr kom i H24, hvor Thor Nørskov vandt med en margen på 11 minutter. Endelig skal det nævnes, at der i D24 er lagt op til en drabelig dyst mellem nr. 1 og nr. 2 i D20-klassen ved det forgangne DM; således vandt Emma Klingenberg med 1½ minut ned til Camilla Søgaard. Det bliver spændende at følge kampen i denne klasse i de næste afdelinger.

En stor tak til de, der gjorde aftenen mulig
En stor tak til PANs ungdomsformand, Kenneth Skaug, der sammen med et par hjælpere sørgede for, at posterne stod rigtigt i skoven! Og ikke mindst en meget stor tak til Århus Campings værtspar, Birgit og Niels Nielsen, der havde været meget imødekommende i forbindelse med aftenens løb. Der har næsten ikke været nogen grænser for, hvad der har kunnet lade sig gøre i forbindelse med arrangementet.

Næste uges afdeling af serien finder sted i Silkeborg Sønderskov Vest, hvor vi for første gang i NightChamps historie løber med EMIT-brikker. Dette skyldes, at det er den lokale klub, Silkeborg OK, der lægger udstyr til løbet, ligesom det er Erik Bobach fra klubben, der står for posthåndteringen.

Dette indlæg blev udgivet i Løbsberetning. Bogmærk permalinket.