Ølsted Kærskov – 4. etape, 2008-09

Så er julen overstået, og vi skriver februar 2009, hvilket betyder, at vi kan gå i gang med den anden halvdel af vinterens NightChamp-serie. Dette er hermed sket på en kold aften med temperaturer lige over frysepunktet, men koldt er det, når man blot står og venter på, at løberne kommer i mål! Denne 4. afdeling af vinterens serie havde endnu engang deltagerrekord med 54 løbere i skoven, ikke mindst takket være, at TKC Midtjylland havde meldt deres ankomst. Desuden havde vi et par nye folk i skoven og en familie, der har været savnet i næsten 2 år, igen valgte at komme til løb!

Ølstedkortet var ikke en måned gammelt (de sidste rettelser på kortet blev lavet i midten af januar), hvilket dog ikke var at se, idet skovens folk havde valgt at arbejde med tunge maskiner i terrænet efter jul. Banerne var denne gang uden butterflies og kortvend, men var forsøgt drejet, således at der skulle være fokus på mange forskellige orienteringsteknikker. Banerne var en blanding at korte, drilske stræk krydret med langstræk og deciderede løbestræk, hvor man kunne koble hjernen fra. (Nogle af løberne glemte at koble den til igen!)

TKC’s – og ikke mindst René Rokkjærs – deltagelse i løbet ”smadrede” totalt H25-klassen, som René vandt med en km-tid på ca. 5! Bedste løber, der var med i den gennemgående konkurrence var mere end et kvarter langsommere.
Samtidig ligger det nu fast, at Silas Frederik Thomsen, Niklas Ingwersen og Berit Thyssen løber med den samlede sejr i hhv. H16, H24 og D40, idet de efter aftenens løb ikke mere kan hentes i den samlede stilling. Både Silas og Berit står således med sejre i alle 4 hidtidige afdelinger denne vinter. Endelig ligger det også fast, at der ikke vil blive kåret nogen vinder i begynderklassen i denne vinter, idet ingen løber har deltaget i mere end en enkelt afdeling.
I alle de øvrige klasser stiger spændingen, og landet ligger åbent, om end det stort set med aftenens resultat faldt på plads, at også Henriette Christiansen og Astrid Ank Jørgensen vil kunne kåres som klassevindere efter sidste afdeling om 3 uger. Det kræver blot, at de gennemfører mindst én af de resterende 2 afdelinger.
Klasserne H12, H25 og H50 fik alle en ny løber i spidsen af konkurrencen og i alle disse klasser er der endnu 3-4 i spil om den endelige sejr!

Just hjemkommet fra aftenens arrangement finder jeg et spritnyt kort over Lystrup fra korttegneren Steen Frandsen, Viborg, i min indbakke. Banelægningen kan altså begynde på et kort, hvor de sidste rettelser blev foretaget i søndags. Glæd jer til at komme ud i et terræn, der for de fleste er jomfrueligt.
Altså velkommen tilbage til næste afdeling i Lystrup Skov lige syd for aftenens terræn om 14 dage.

Dette indlæg blev udgivet i Løbsberetning. Bogmærk permalinket.