Store Lyngdal – 6. etape, 2022-23

Med aftenens løb i går fik vi så lukket og slukket for denne vinters NightChamp, og vi kom i mål med en serie af løb, hvor vi oplevede et markant faldende deltagerantal – sammenlignet med de foregående år – både når vi ser på antallet af tilmeldte og antallet af startende, og det er da noget, der skal tages med i evalueringen af denne vinters løb. Og naturligvis noget, vi som arrangører er nødt til at forholde os til. Med andre ord skal vi lige have kigget på, om der er noget, vi kan eller bør ændre i forhold til næste sæson.
Fakta er, at der ligger rigtig mange timer i at arrangere NightChamp, både før, under og efter løbet. Fakta er ligeledes, at der er mange, der hjælper mig med at få løbet ud over rampen, og at der er mange involveret på den ene eller anden måde i løbene. Og uden mine hjælpere, ville jeg ikke være i stand til at udbyde løbene. Og fakta er, at udgifterne til at lave løb er stigende.
Derfor skal jeg nok også nytænke nogle af de elementer, der samlet set udgør det koncept, der mere eller mindre blev skabt for snart 20 år siden og med en vis genkendelighed kører den dag i dag.

Rundt om aftenens løb
Nå, tilbage til denne aftens afsluttende afdeling i Store Lyngdal.
For tre år siden – i februar 2020 – arrangerede jeg 4. etape i Store Lyngdal, der dengang var et nytegnet område, der kun – nogle måneder tidligere – havde været anvendt til OK Pans klubmesterskab, og derfor var et ukendt område for langt de fleste af deltagerne i NightChamp. Jeg havde dengang et rigtig godt samarbejde med skovejeren Christian Als om arrangementet, og Christian havde været meget konstruktiv og behjælpelig på alle mulige måder, bla. ved at åbne sin lade for os og i øvrigt hygge om arrangementet. Samtidig var deltagerne “begejstrede” for skoven og terrænet og berettede i mål om, hvor smukt og næsten nordisk, der var derude.
Derfor var det også hurtigt inde i mine overvejelser at lægge en etape her igen i år, og efter en kontakt til Christian i efteråret samt et besøg i skoven sammen med ham i december måned besluttede vi at afvikle årets “finale” i hans skov.
Laden gav mulighed for overdragelse af præmierne inden døre og læ og strøm gav mulighed for at lave en kiosk med salg af pølser og varm kakao.
I forbindelse med planlægningen af løbet havde jeg nogle besøg i skoven, og der måtte et par tilretninger af kortet til, før jeg kunne lægge mig fast på poster og baneforløb. At det ville blive lidt kringlet med kortvend på de længste baner, det vidste jeg – og jeg var også klar over, at et meget anvendt ord i deltagernes evaluering af banerne nok ville være “brombær”. (Og jeg fik ret).
Dalen, hvori skoven ligger, er et dybt dødishul med en mose i bunden, og det har da givet lidt udfordringer med banelægningen at minimere løbet i og hen over mosen, der netop i år var ekstra våd på grund af den megen nedbør i de seneste måneder. Helt at undgå, at de sorte baner skulle ud over mosen kunne jeg dog ikke, og det betød da også, at der var nogen, der måtte kæmpe med den våde bund, og jeg har hørt, at flere af deltagerne var røget i til hoften… Til min tilfredshed kom alle dog i mål, og vi skulle ikke ud og hente nogen i mosen!
Som et kuriosum kan det nævnes, at Christian – siden sidste NightChamp i Store Lyngdal – havde udvidet skoven med et nytilplantet markstykke, hvor han samtidig havde været ude med rendegraver og lave postplaceringsmuligheder! Samtidig har han gang i flere overvejelser om lige at lave lidt mere af den slags arbejde i skoven, så der kan være sket meget til næste gang, NightChamp besøger skoven…

Lidt til statistikfolket
Aftenens etape, der samtidig var den sidste i år, blev afviklet i optimalt vejr – efter årstiden. Stjerneklart, vindstille, ingen nedbør – ja det var næppe muligt at give deltagerne en bedre afslutning på denne vinters natløb.
122 løbere var tilmeldt, 116 løbere var i skoven, så kun 6 løbere står noteret som ikke-startende, hvilket er en rekord for i år. I alt 815 starter har der været i år – et fald på 14 % i forhold til sidste år og et fald på ikke mindre end 26 % i forhold til sæsonen 2019-20, der var sidste sæson inden corona.
Løbet i går var det 115. NightChamp-løb siden starten i 2005, og sæsonen i år var den 18. sæson med NightChamp. I alt 712 forskellige baner har jeg designet til løbene gennem årene. – Ja, der er faktisk ikke genbrugt en eneste bane, selv om vi flere gange har været i samme skove.
Med sidste løber i skoven i går har mine hjælpere gennem årene sendt i alt 11.754 løbere i skoven. Det højeste antal startende ved et enkelt løb var i Siim Skov i november 2014, hvor 180 løbere var i skoven.
Da jeg – som ungdomsformand i Horsens OK i 2005 startede NightChamp var der flere begrundelser. Den primære var, at jeg gerne ville give vores ungdomsløbere optimale betingelser for at blive bedre natorienteringsløbere, samtidig med at det kunne forbedre deres almene tekniske niveau. Sekundært ville jeg klæde dem bedre på, når de skulle deltage i naboklubbernes Natugle-turnering samt DM Nat, der faldt i forlængelse af NightChamp-løbene. Siden er Natugle-serien tilsyneladende lagt i graven? – Men DM venter nu forude; i øvrigt også med undertegnede som banelægger.

Så er det præmietid
Allerede før de første deltagere kunne løbe i skoven i aftes, var 12 af de 19 klasser afgjort, idet vinderen var fundet i 10 af klasserne, mens der i to andre klasser ikke ville kunne udråbes en samlet vinder, fordi ingen af deltagerne ville kunne nå at fuldføre 4 løb.
Tilbage stod det så at få afgjort de sidste 7 klasser.
I D20 endte vi så desværre også uden en vinder, idet ingen af deltagerne i denne klasse nåede at fuldføre 4 løb. Dermed endte vi altså uden en vinder i 3 af dameklasserne (D16, D20 og D21), hvilket er lidt skuffende.
I H70 fik vi til gengæld en forrygende afslutning. I forvejen lå det helt tæt mellem Rolf Duedahl, OK Djurs, og Poul Erik Buch, OK GORM, inden den sidste etape, hvor Rolf førte med et enkelt point foran Poul Erik. 497 point mod 496 point i Rolfs favør – så alt var helt åbent. Og resultatet af dagens etape blev netop så tæt, som man kunne forvente, idet forskellen mellem de to løbere i mål var 2 sekunder, ingen til Rolfs fordel, men således at begge løbere fik 100 point. Slutresultatet blev derfor, at Rolf kunne tage den samlede sejr med 500 point mod 499. Havde Rolf løbet 11 sekunder langsommere, var den samlede sejr tippet over til Poul Eriks fordel.
I H60 fik vi også en interessant afslutning. Før dagens løb kunne både Keld Gade, Viborg OK,  og Kent Lodberg, OK PAN, løbe med den samlede sejr. Det viste sig, at Kent var 8 minutter hurtigere end Keld om at komme rundt på banen, hvilket burde være nok til den klassesejren. Hvis det da ikke lige var sådan, at Kent Kragh, også OK PAN, netop denne aften deltog og “smadrede klassen” med en sejr mere end 11 minutter hurtigere end Kent Lodberg. Det betød også, at aftenens resultater ikke fik betydning for den samlede sejr i klassen, og at Keld Gade, der førte før sidste afdeling, derfor kunne tage den samlede sejr.

Alt i alt kunne min kone udlevere præmierne, løbe-T-shirts sponsoreret af Løberen og Fusion, successivt som de enkelt klasser blev afgjort og som vinderne kom i mål. Desværre viste sig, at vi løb tør for nogle af størrelserne. Det råder vi bod på ved at jeg tager dem med til Nordjysk 2-dages om 14 dage og sørger for at få den afleveret til rette vedkommende.
I alt fordelte vinderne sig således fordelt på klubber:
OK PAN: Kille Beuchert Jensen (D14), Oskar Rix Berthelsen (H12), Vilhelm Rokkjær Andreasen (H14), Kim Rokkjær (H50), Knud Sørensen (H80)
Horsens OK: Astrid Lykke Nielsen (D12), Rikke Holm (D50), Britta Ank Pedersen (D60), Jonas Ellegård Kokholm (H20), Troels Nielsen (H40)
Viborg OK: Pia Gade (D70), Keld Gade (H60)
OK GORM: Pernille Buch (D40)
OK Melfar: Magnus Lindahl (H16)
Mariager Fjord OK: Rico Hejlskov Mogensen (H21)
OK Djurs: Rolf Duedahl Nielsen (H70)
Til lykke til alle de 16 vindere.

Tak til mine hjælpere
Sluttelig en stor tak til alle, der på den ene eller anden måde har hjulpet mig med aftenens løb i Store Lyngdal. Det gælder lige fra skovejeren, Christian Als, der velvilligt stillede sin skov til rådighed og samtidig varskoede skovens naboer om, at der i aftes nok ville være lidt mere liv i skoven, end de ellers var vant til. Ud over det havde Christian også åbnet sin lade for os, så folk kunne klæde om inden døre og i øvrigt hygge sig i laden efter løbet.
Stor tak til Ivan Christensen og John Holm, der for anden gang i denne måned sprang til, da det allersortest ud med postudsætningen.
Tak til Jeanette Finderup, der stillede med pølser og kakao og som stod for lidt salg af dette efter løbet. Det var rigtig lækkert!
Tak til Flemming Nørgaard, der stod for flere sidste minuts ændringer med kortet. (I parentes bemærket nåede Flemming så også selv lige en tur i skoven på denne aften, hvor hans kone rundede et skarpt hjørne!).
Tak til min familie, der på denne aften bestod af Claudia, sønnerne Hjalte og Silas og svigerdatter Karoline. Ydermere skal en tak til Claudia for at stå for præmieoverrækkelsen efter løbet.
Sluttelig skal der lyde en tak til de tre postindsamlere, der fik udstyret i hus efter løbet.
Derudover en stor tak til alle de, der har hjulpet på den ene eller anden side med alt fra stort til småt, og som derigennem gjorde løbet muligt for de 116 deltagere, der kom i skoven.
Og så glæder det mig faktisk lidt, at hverken jeg eller min familie i år har lovet nogen, at vi ses næste år… Vær dog mere eller mindre forberedt på, at der kunne starte en ny NightChamp-sæson d. 9. november 2023!

Nu takker vi så af for denne vinter, og vi glæder os til selv at komme ud at løbe.
Vi ses i skoven

Dette indlæg blev udgivet i Løbsberetning. Bogmærk permalinket.