Fløjstrup Skov Syd – 3. etape, 24-25

Med afviklingen af gårsdagens etape i den sydlige del af Fløjstrup Skov, er vi kommet i mål med denne sæsons november-etaper. Og som de 3 tidligere år har der også i år været en nedgang i antallet af løbere, der kom i skoven – og i år har der ligefrem været tale om en markant nedgang! Men modsat de afdelinger, der har været afviklet tidligere på måneden, så var der ikke denne gang en tale om fald i temperaturen.
Set fra arrangørsiden er det stort set ligegyldigt, om der 10 eller 200 løbere i skoven – forarbejdet er det samme. For NightChamps vedkommende skal der rekognosceres og evt nytegnes kort (alle kortene i denne sæson er mindre end 2 måneder gamle), søges skov- og parkeringstilladelse, laves 8 baner, tjekkes postplaceringer, tjekkes vejvalg, laves aftaler om postudsætning og -indsamling, udfyldes beredskabsplaner for regionen, skrives (og offentliggøres) indbydelse og instruktioner og offentliggøre disse via hjemmesiden.
Når vi nærmer os løbene, skal der arbejdes lidt hjemme ved skrivebordet i Condes, O-Service, MeOS, O-Track – og der skal udskrives diverse lister.
Herefter kommer løbsaftenen med nogle timer i skoven, uanset om det regner, sner, stormer eller er en stille stjerneklar, varm aften – efterfulgt af nogle timer ved pc’en igen: resultatlister, offentliggørelse af løbskortene og resultaterne i Winsplits.
Som skrevet: et arbejde, der er det samme uanset deltagerantallet – og med det faldende deltagerantal fra sæson til sæson (og næsten fra løb til løb) – stiger tidsforbruget pr. deltager i skoven… (Bare en tanke…)

En gammel skov, et nyt kort
I 5 plusgader kunne mine hjælpere i starten i aftes sende løberne ud på aftenens prøvelser i en skov, der – i mine øjne – har lidt noget under kommunens forsøg på rewildering.
Skoven skulle allerede have været anvendt til den afsluttende etape af 23-24-serien i februar tidligere i år, men i samråd med kortkonsulenten, Flemming Nørgaard, valgte jeg at udskyde brugen af skoven til i aftes. I februar ’24 var det simpelthen ikke muligt at fremstille et anvendeligt kort, idet skoven – som følge af skovarbejdet – ændrede udseende fra uge til uge, og det var nok lige at stille for store krav til korttegneren, hvis han skulle følge med i det tempo.
Som følge af arbejdet med de foregående tre NightChamp løb i denne måned har jeg ikke været i skoven siden slutningen af oktober, og satsede derfor også kraftigt på, at der ikke var sket de store ændringer i skoven siden da. På løbernes kommentarer i mål – dem jeg hørte – kunne jeg forstå, at det heller ikke var tilfældet; man var i det store hele tilfredse med kortet.
Der var store områder med fældede træer, der bare var blevet liggende på skovbunden, men disse områder var temmelig præcist markeret på kortet med skravering, og i instruktionen havde jeg gjort opmærksom på, at man selvfølgelig gerne måtte løbe der, men at det ikke nødvendigvis kunne betale sig.
I øvrigt vil man også gerne skabe flere vådområder i skoven, hvilket har betydet, at man flere steder har været i gang med at spærre for afløb af vandet gennem bække og grøfter. Jeg ved ikke, hvor mange, der bemærkede dette i mørket, men jeg hørte det omtalt af en enkelt løber…
Noget kunne tyde på, at næste gang, skoven skal anvendes til o-løb, så bliver det igen på et helt nyrekognosceret og nytegnet kort. Det er jo ligesom at komme i en jomfruelig skov!
Banelægningen til aftenens løb var i øvrigt vanskeliggjort af netop rewilderingen med de diffuse områder med rod i skovbunden og begyndende mosedannelse flere steder, og for ikke at lokke løberne ud i noget, de ikke kunne rode sig ud af igen og for at gøre løbet fair, havde jeg måske (vil nogle mene) lavet banerne i den lette ende. Det må være op til deltagernes bedømmelse.

Lidt om afviklingen af løbet.
Som det har været tilfældet ved de tidligere løb i denne måned, så var vi også i aftes forskånet for regn og vind. Alligevel føltes det koldt og klamt at stå og vente på deltagerne i mål på en smattet p-plads i fem graders varme. Og jeg syntes også, at det varede længere end normalt indtil de første løbere kom i mål. Men pludselig kom der hul på bylden, og løberne kom i mål i en lind strøm.
Det var interessant at stå og høre på eftersnakken – når der ellers var tid til det; det vigtigste var trods alt at få alle løberne registreret i mål.
Mange af deltagerne bekræftede mit indtryk – og her skal det siges, at jeg aldrig selv har løbet i skoven i mørke – nemlig at det faktisk er en temmelig svær skov til natløb. Der var flere garvede løbere, der berettede om 180 graders fejl og andre problemer med at holde retningen – og i øvrigt også problemer med at læse sig ind, når man lige var løbet på tværs af stierne. Der var mange, der forenklede deres løb ved at løbe udenom på stierne – med vekslende succes. Også de mange træstammer i områder af skovbunden fik nogle ord med på vejen – men her måtte flere erkende, at de nok skulle have stolet mere på mine bemærkninger i instruktionen. Omvendt havde jeg jo ikke skrevet, at man ikke måtte løbe der, såh…
IT-mæssigt var jeg ikke udfordret ud over mine evner.
3 løbere kom i mål uden at have stemplet start-enheden – der var i hvert fald ikke nogen kvittering fra startenheden i deres brik. Dette problem løste jeg nemt ved at tildele dem starttid til det tidspunkt, hvor de stemplede check-enheden – umiddelbart før de startede.
Endvidere var jeg for første gang udsat for en brik, der tilsyneladende var stået helt af. I brikken var kun kvittering fra startenheden og målenheden – intet andet brugbart. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad der her gik galt, og jeg har en kommunikation i gang med den pågældende løber. Selv om løberen formodentlig har et gps-track af sin rute, kan jeg desværre ikke godkende vedkommende.
I øvrigt var der kun 6 løbere, der stemplede ind i mål senere end 19:50 og sidste løber var i mål kl. 20:19, hvorefter postindsamlerne kunne tage i skoven.

Status på stillingen i de forskellige klasser
Her inden julepausen er status følgende:
I en klasse, D12, har der indtil nu ikke været nogen deltagere, og der vil derfor heller ikke blive kåret nogen samlet vinder denne vinter.
I D14, D16, D20, H12 og H20 har ingen løbere deltaget i alle 4 løb, og det er ganske uklart, hvem der står stærkest i det samlede regnskab i disse klasser:
D14: Frida Palmfeldt, OK Pan, eller Astrid Lykke Nielsen, Horsens OK?
D16: Katharina Rokkjær Andreasen, OK Pan?
D20: Ester Olivia Staal Bering, OK Pan?
H12: Oskar Skajaa eller Kirk Beuchert Jensen, begge OK Pan?
H20: Eskild Stig Nielsen, Horsens OK?
I D40, D60, D70, H14, H16 og H80 har vi oplevet nogle ganske solide præstationer af en løber i de hidtidige løb, og denne løber står ganske stærkt i forhold til den samlede klassesejr:
D40: Pernille Buch, OK GORM (har vundet alle tre løb, hvor hun er stillet til start)
D60: Lene Stick Nielsen, Viborg OK (har vundet alle fire løb)
D70: Grethe Anæus, Viborg OK (har 399 point i de fire løb)
H14: Oskar Rix Berthelsen, OK Pan (har vundet alle fire løb)
H16: Gustav Rix Berthelsen, OK Pan (har 398 point i de fire løb)
H80: Flemming Nørgaard, OK Pan (har vundet alle fire løb)
I D50 ligner det et opgør mellem tre stærke løbere fra Horsens OK, idet både Susanne Loft Thyssen (der lige nu fører klassen), Irene K. Mikkelsen og Rikke Holm Nielsen står med gode kort på hånden. Nu må de så bare få afgjort det indbyrdes!
I H21 har der været fire forskellige vindere af de fire først etaper, men da ingen af disse fire har deltaget i mere end et enkelt løb, så står de uden mulighed for den samlede sejr. En klar favorit i klassen er der ikke.
I H50 tegner det til en tvekamp mellem Kim Rokkjær, OK Pan, og Carsten Thyssen, Horsens OK, der lige nu har lagt sig i spidsen i klassen, side om side i point.
I H70 kunne det tyde på den sædvanlig kamp mellem trekløveret Keld Gade, Viborg OK, Poul Erik Buch, OK GORM og Rolf Duedahl Nielsen, OK Djurs, der alle tre har gode kort på hånden, men som i øvrigt godt kan indhentes af andre…
I alle de øvrige klasser, D21, H40 og H60 er billedet mere uklart, og hvorom alt er, så skal det nok blive spændende at følge de 3 sidste afdelinger, der afvikles i februar ’25.

Tak til mine hjælpere
Her til sidst skal der lyde en meget stor tak til de personer, der har hjulpet mig med en eller flere af denne måneds etaper, og uden deres hjælp havde det ikke været muligt at gennemføre månedens fire løb. I første omgang en meget stor tak til de mennesker, der har hjulpet mig med at få posterne i skoven – eller at hente dem hjem igen.
I denne uge var det Ebbe Møller Nielsen og Thomas Hjerrild, der tog en tørn ude i terrænet med posterne under armen, og som det har været tilfældet de tidligere torsdage i måneden, var der vist ikke nogen, der oplevede, at de ikke var placeret rigtigt, fair og entydigt.
Efter løbet var det så tre mand høj, der stod for at posterne kom i hus igen. En meget stor tak til de tre hjælpere. Jeg har nok ikke været så god til at påskønne de mennesker, der tager i skoven for at hente posterne, når alle vi andre er taget hjem i varmen – måske ikke den mest attraktive opgave, men en opgave, der skal klares. Mine hjælpere med denne opgave har her i november været (i uprioriteret rækkefølge, og forhåbentlig ingen glemt): Oscar Sig Tranbjerg, Jacob Mule Rasmussen, Gert Johannson, Bjarke Refslund, Peter Kilden, Peter Trier og Henrik Rasmussen. Endnu engang en stor tak for denne hjælp.
Tak til min utrættelige familie med at afvikle starten på bedste vis – ved alle efterårets etaper. I aftes var det igen min kone, Claudia, samt sønnike Silas samt hans forlovede, Stine.
Det er rigtig skønt, at de bliver ved med at bakke op om arrangementet, også selv om de i flere tilfælde har måttet stresse fra arbejde og mere eller mindre direkte til løb.
Tak til korttegnere og skovkontakter for hjælp med kort og tilladelser.

Med afviklingen af aftenens NightChamp-etape er vi så i mål med november måneds fire etaper. Vi som arrangører tillader os nu at tage en lille juleferie, og vi forventer at vende voldsomt tilbage efter vinterferien i uge 7 – den 20. februar 2025 – hvor vi forsøger at stå klar til at sende løbere i skoven i Tranbjerg Skov, hvor der – ikke ud over NightChamp (i november 2021) – har været afholdt åbent orienteringsløb. I forhold til sidste gang er kortet i øvrigt blevet udvidet lidt og kraftigt revideret – hvilket nogen af jer sikkert vil bemærke derude – eller ved at sammenholde med det eksisterende kort.

Vi ses i skoven – gerne torsdag d. 20. februar 2025 i Tranbjerg.

Dette indlæg blev udgivet i Løbsberetning. Bogmærk permalinket.