Hansted Skov – 2. etape, 2013-14

Efter prologen og den første afdeling af vinterens NightChamp serie med 125-130 løbere til start var det lidt interessant at se, hvor stor en opbakning der ville være til aftenens løb, der foregik i Hansted Skov, som ikke ofte har stået på programmet, når der har været budt til o-løb. Hansted skov er en privat skov, hvor kun den allersydligste del med bl.a. en naturskole ejes af det offentlige. Det betyder derfor også, at en skovtilladelse til et natløb som aftenens skulle indhentes på rigtig mange adresser, for at det kunne lade sig gøre at stable et løb på benene. Altså et stort arbejde af Horsens OK’s skovkontakt, Henning Hansen, med at få de nødvendige tilladelser i hus. Stor tak til ham for den store indsats (og i øvrigt også hjælp med postindsamling)!
Det betød samtidig, at der ikke rigtig er sammenhæng i, hvad der sker i skoven, og det kan give et usammenhængende billede af skovens forskellige parceller. Det viste sig også, at nogle af ejerne gennem de seneste uger havde været i gang med fældning af træer og skovning af deres områder, og selv om jeg for ganske nylig har været ude at rekognoscere med henblik på banelægningen, var der sket yderligere ændringer i skoven i dagene op til aftenens løb. Flere områder var således fældet inden for de seneste uger, og et enkelt hegn var opsat, så selv om jeg havde fået flere ændringer indarbejdet i kortet for en måneds tid siden, var der stadigvæk ting, der kunne trænge til en overhaling. Derfor oplevede flere løbere måske, at kortet virkede lidt gammelt og kunne trænge til en opdatering – hvilket nok også sker, når skovarbejdet på et tidspunkt klinger af.
Stævnepladsen/parkeringen lå ved en P-plads ved vandværkssøen i den sydlige ende af kortet – og det store antal løbere/biler fik fyldt pladsen – så godt og vel. I øvrigt blev de 140 deltagende løbere mødt af en lun aften med et flot løbevejr med temperaturer på omkring 7-8 grader.

Det er de færreste, der havde været i Hansted Skov før, og de få, der har løbet i skoven, kan sikkert huske den som fysisk krævende, uren og fyldt med brombær og brændenælder – hvilket ikke viste sig at holde stik her i november måned: fysisk krævende, ja, men i øvrigt fair nok i bunden (hvor der altså ikke lige var nyfældet). Løberne blev ved aftenens løb præsenteret for baner, der gik på kryds og tværs i den forholdsvis lille skov, og for de længere baners vedkommende gjaldt det om at holde tungen lige i munden i de mange trekanter, diamanter og butterflies. Da start og mål lå nede ved vandværkssøen, neden for de ret så markante bakker, startede alle løbere (på nær bane 7) med en tur op ad bakken for at komme op på det plateau, hvor det meste af skoven (og også banen) lå. I øvrigt havde jeg bestræbt mig på, at banerne var skruet således sammen, at den snu løber i det store og hele kunne undgå de værste stigninger i skoven – om ikke andet ved at løbe (langt) udenom!

Aftenens løb var i øvrigt specielt derved, at det for første gang i de ti år, NightChamp har eksisteret, ikke var lykkedes at finde nogen hjælpere, der kunne påtage sig at sætte posterne i skoven. Derfor måtte jeg tage fri fra arbejde og sammen med sønnike, Silas, gik eftermiddagen med at få posterne i skoven; en opgave der var overstået kort efter mørkets frembrud. Og måske ikke så heldigt for mig, da jeg har forbud mod at bevæge mig i ujævnt terræn på grund af en achillessene, der er konstateret halvt overrevet. Men det gik da, om end med besvær og smerter i benet efterfølgende.
Kun en enkelt post lige ved start, post 46, var ikke blevet placeret inden aftenens første start gik, så der måtte vi lige have lidt hjælp fra en løber, der lovede at sætte den ud – ikke mange meter fra startpunktet. Desværre blev netop denne post placeret forkert, ca. 80 meter nord for det sted, hvor den var indtegnet på kortet – men heldigvis berørte det kun en enkelt bane, bane 3. Dette gav en del arbejde ved pc’en efterfølgende, idet resultatlisten på bane 3 flere gange måtte ændres. I den første version godkendte jeg alle løbere på banen, også de løbere, der havde opgivet at finde posten. Efterfølgende pillede jeg stækket med posten ud for alle løberne – et større arbejde, da dette skulle ske manuelt. Dermed eliminerede jeg de ”bom” der var opstået i forbindelse med at lede efter posten, der ikke var, hvor den skulle være. Naturligvis en beklagelig fejl, men vi kan ikke spole tiden tilbage, og jeg synes, at det ville være dumt og for nemt bare at annullere banen – hvilket ellers var den nemmeste ting i verden.

Efter sidste uges oplevelser (læs: frustrationer) med løbere, der løb med forkert briknummer, skylder jeg at rose alle aftenens deltagere; ikke én eneste løber løb med forkert briknummer. Tak for det! Denne uges opfordring til deltagerne skal derfor gå i en helt anden retning: Husk nu at få aflæst brikkerne ved pc’en, når I er kommet i mål! Det er ikke nok at hente sine stræktider i stræktidsprinteren, for det er manglende data fra brikker i pc’en, der fortæller mig, om vi mangler løbere i mål. Her til aften stod jeg således og ventede på to løbere, der var krydset af som startet – men ikke havde aflæst deres brikker i mål. Da der imidlertid ikke var flere biler på P-pladsen, formodede jeg, at de var i mål, hvilket også var rigtigt. Efterfølgende er de to løbere – fra samme klub – manuelt lagt ind i systemet og fremgår som sådan af resultatlisten. Og begge løbere gennemførte deres bane!

Efter aftenens løb er der i visse klasser et klart billede af, hvem der byder ind på den samlede sejr, mens der i andre klasser er et favoritfelt, der trækker fra – men tilsyneladende har tænkt sig at fordele sejrene mellem sig. Endelig er der klasser, hvor der tegner sig meget forplumrende billede, og hvor det er fuldstændig uklart, hvem der kan stå med den endelige sejr i klassen efter sidste afdeling i slutningen af februar. I 3 af klasserne – alle på damesiden – har vi den samme vinder i de første tre afdelinger, og hvis de dygtige løbere kan holde stilen fremover, siger det sig selv, hvor det bærer hen ad i de klasser. De omtalte klasser er: D12 (Nanna Lysemose Poulsen, Silkeborg), D21 (Emma Klingenberg, Faaborg) og D50 (Anette Lund, GORM).
Spændende ser det ud i de klasser, hvor et favoritfelt tilsyneladende trækker fra. Det kunne være klasser som D20, hvor der er lagt op til en drabelig duel mellem de to GORM-piger, Nina Najbjerg og europamesteren Josefine Lind.
Det bliver spændende at gøre status efter løbet næste torsdag, hvor flere af klasserne stort set kan være afgjort, idet 4 af de tællende 5 løb i det samlede regnskab da vil være afviklet!

Tak til min familie
Sluttelig skal det lyde en stor tak til mine sønner Hjalte og Silas samt kone Claudia for deres uvurderlige hjælp med afviklingen af starten (og Silas med postudsætningen).

Ved næste uges afdeling i Fløjstrup Skov syd for Aarhus er stævnepladsen ved Moesgaard Strand, og der skal løbes i nordenden af den skov, der sidste sæson blev anvendt til første etape. Igen er det Sport Ident, der anvendes som kontrolsystem, og løberne skal endnu engang løbe de klassiske NightChamp-distancer.

Vi ses i skoven

Dette indlæg blev udgivet i Løbsberetning. Bogmærk permalinket.