Ussinggaard Skov – 5. etape, 2009-10

Efter en dag, hvor den sprøde forårssol så småt har forsøgt at fortrænge vinterkulden, var vi klar til 5. og næstsidste afdeling af vinterens NightChamp-serie i Ussinggaard – med start ved Frederikslyst tidligere speedwaybane i den sydøstlige ende af skoven, hvor vi havde fået mulighed for at parkere og ”slå vores stævnecenter” op i kursuscentrets hestestald – takket været Bent Vestergaards kontakter. I modsætning til vores bedste intentioner – og hvad vi havde lovet i indbydelsen – kunne vi desværre ikke byde på et nyrekognosceret kort over skoven på grund af de store mængder sne, der siden midten af december var faldet i løbsområdet, så vi måtte nøjes med det seneste kort, der var fra januar 2007. For deltagerne blev det en tung omgang; godt nok var der ikke bakker som i Ustrup, men den megen sne, der allerede lå i skovbunden suppleret med de 10-20 cm nysne, der faldt i går, stillede store krav til løbernes fysik, ligesom vores erfarne postudsætter Henning Hansen måtte vise prøver på ”at læse gennem sneen” – hvilket han i øvrigt gjorde til ros fra løberne!
Ydermere var der igen tale om en kold aften med temperaturer på 8-10 graders frost, så de 45 deltagere måtte løbe sig til varmen.

Når vi er nået så langt hen i serien, som det er tilfældet, begynder vi så småt at kunne udpege vinderne i de forskellige klasser – eller i det mindste at kunne indkredse antallet af mulige vindere. Således også i år, hvor vi efter aftenens afdeling kan kåre vinderne i en række klasser:
I H25 stillede René Rokkjær igen til start – og igen for at løbe sig til en sikker sejr. Det var dermed Renés 4. sejr, så efter en langsom begyndelse med en diskvalifikation i første afdeling i Ølsted, kan vi nu udråbe René som vinder i klassen.
I D25 vinder Anne Boye-Møller efter 2 sejre, en andenplads samt en diskvalifikation. Dette er imidlertid nok til den samlede sejr, idet den anden løber, der har deltaget i nok løb til være med i den gennemgående konkurrence (Gitte Isen, Herning), og som teoretisk stadigvæk kunne hente Anne, ikke stiller til start i sidste afdeling.
I D40 kunne vi allerede efter sidste afdeling kåre Berit Harfot som vinder. Berit har vundet alle de første 5 løb i årets serie.
I H12 kan vi efter aftenens løb udråbe Oskar Emil Sørensen som vinder, idet han har vundet de seneste 4 afdelinger. Flot af Oskar, der er startet med o-løb efter bymesterskaberne i starten af oktober. Også i D12 er vi klar med vinderen, idet Ida Thesbjerg som den eneste har deltaget i nok afdelinger til at være med i den gennemgående konkurrence. Ida har i øvrigt vundet 3 af de 4 løb, hun har deltaget i her i vinter.
Endelig kan vi også afsløre, at den endelige vinder i klassen H50 bliver Ole Søgaard. Ole gennemførte aftenens løb med et (ski-)skadet knæ, men har i sine 4 starter holdt et stabilt højt niveau, og han kan ikke mere hentes i det samlede regnskab. Det er i øvrigt pudsigt, at de 5 første afdelinger har haft 5 forskellige vindere i denne klasse – og at 3 af disse kun har løbet én enkelt afdeling!
Tilbage står vi med klasserne D24 og H16, hvor tingene først falder på plads om en uge – efter sidste afdeling i Åbjergskoven. I D24 har vinderen af de seneste 3 afdelinger, Nina Najbjerg, Gorm, meldt sin ankomst, så hvis hun blot gennemfører sidste afdeling i en ”anstændig tid”, vil hun stå som den endelige vinder i klassen. I H16 står Silas Thomsen med aftenens sejr med gode kort på hånden, og meget skal gå galt for ham om en uge, hvis han ikke løber med førstepladsen i klassen. I øvrigt tog Silas en række flotte skalpe i løbet, idet han temmelig suverænt besejrede 3 af sine hårde konkurrenter, der alle er udtaget til weekendens U16-samling, og som må betegnes som gode bud på en medalje ved DM Nat senere på foråret.
Silas har vundet 3 af de 4 afdelinger, han har deltaget i.

Sidste løb i vinterens serie afvikles på tirsdag i Åbjergskoven, med Horsens OK’s klubhus som base. Efter løbet er der bad, mulighed for mad samt præmieoverrækkelse i DH17+ klasserne.

Dette indlæg blev udgivet i Løbsberetning. Bogmærk permalinket.