Åbjergskoven – 1. etape, 2008-09

Til aftenens 1. afdeling af vinterens NightChamp-serie havde 39 løbere valgt at stille til start til et historisk løb, idet der i år er flere nye tiltag:
For det første har vi valgt at åbne arrangementet for vores naboklubber, hvilket betød, at der til aftenens løb stillede 6 løbere op, der normalt ikke stiller til løb i vores nærskove – og i hvert fald ikke i natløbssammenhæng. For det andet havde vi udvidet antallet af baner fra 3 til 5. Derved kunne vi imødekomme ønsket om konkurrence i flere aldersgrupper, således at køn og alder matchede banelængder og sværhedsgrader. Dette lokkede flere seniorløbere i skoven. Endelig har vi valgt at ændre profilen af stævnet, således at det ikke udelukkende er et stævne for ungdomsløbere – selv om det stadig er her, vi har vores fokus: nemlig at ungdomsløberne i trygge rammer skal kunne stifte bekendtskab med natløb og blive fortrolige med denne form for orienteringsløb.
Der er også fra i år præmier til de gennemgående vindere i alle klasser for alle 6 løb (4 løb tællende).
De mange løbere gav travlhed i klubhuset før starten – så arbejdsgangen vil blive taget op til revision til næste afdeling. Løbere, der har deltaget i 1. afdeling vil derfor allerede være registreret til næste afdeling med samme briknummer – klar til at køre mod skoven. Ligeledes vil vi gøre mere ud af den skriftlige instruktion, så løberne selv kan holde sig orienterede!

Af 39 startende løbere var ca. halvdelen, 19 stk, således ungdomsløbere, der havde vovet sig ud i mørket og regnen. Den megen regn i dagene op til aftenens løb betød samtidig, at skoven var tung og mudret samt at visse poster stod i sump og vand – noget en del af deltagerne ikke undlod at kommentere efter målgangen!

Største klasse var H12 med 7 løbere, og i denne klasse delte Jonas Harfot og Magnus Ørnfelt sejren i tiden 20:26 for de 2,5 km. (Det skal lige siges, at skygning og samløb er tilladt i alle klasser). I D12, der løb samme bane, vandt Henriette Christiansen, der har været medlem af Horsens OK i mindre end en måned, i tiden 22:11, hvilket ville have givet en 4. plads i den tilsvarende drengeklasse.
I H16 vandt Silas knap foran Daniel med godt et minuts forspring. Silas’ vindertid var 33:04 for den 4,5 km lange bane. I den tilsvarende pigeklasse løb Bjørg endnu engang et godt løb, og hun vandt klassen i 38:10. Her stillede et andet af vores håbefulde medlemmer, Sophia Jensen, op i sit første rigtige natløb.
På seniorsiden er det værd at bemærke, at der ser ud til at kunne blive kamp om titlen i flere af de nye klasser:
I D25 (2 deltagere, 6,7 km) vandt Rikke Holm Jensen (1:03:56) foran Susanne Thyssen (1:05:16), der var ude på sit første natløb.
I H25 (6 deltagere, 6,7 km) endte vi med en overraskende vinder i Kim Højmark (48:33) foran Kenneth Thonsgaard (51:19). Kim går benhårdt efter den samlede sejr i år! I denne klasse manglede vi i øvrigt et par løbere, der kunne blande sig i topstriden: Troels Nielsen og Carsten Thyssen.

Endelig er der grund til at nævne den nye klasse, H50, hvor 5 løbere var i skoven. Aftenens vinder blev Finn Ingwersen i tiden 51:30 for de 5,5 km. I denne klasse var der overvægt af løbere fra andre klubber – og man kunne sagtens forestille sig, at en løber som Leif B. Nielsen fra Herning vil kunne bejle til den samlede sejr i klassen!

Dette indlæg blev udgivet i Løbsberetning. Bogmærk permalinket.