I skrivende stund, hvor der er en uge til, at tilmeldingsfristen til første afdeling af vinterens NightChamp-serie udløber, er her en update på vinterens løb:
Alle 7 løb denne vinter løbes på helt nyreviderede/nytegnede kort, idet OK Pans team af dygtige korttegnere har tilbragt mange timer i skoven for at optimere kortene, således at deltagerne kan få en god orienteringsoplevelse.
Det betyder således, at alle løbene afvikles på kort, der er fremstillet mindre end 2 måneder før de respektive løb, og banerne til de fire løb i november er fremstillet samtidig med, at kortene er revideret.
Der løbes på følgende kort i november:
Prologen: Marselisborg Storskov, revideret sept. 2024
1. etape: Havreballe Skov, revideret sept. 2024
2. etape: Ringelmose Skov, revideret okt. 2024
3. etape: Fløjstrup Skov, revideret okt. 2024
Efter prologen, hvor der er mulighed for omklædning og bad inden døre i OK Pans klubhus, Silistria, er der ydermere mulighed for at bestille aftensmad til efter løbet. Maden, der er Chili sin Carne med nybagt brød, skal bestilles via O-Service, hvis man vil være sikker på at kunne spise med.
Også kortene i februar/marts vil være nyreviderede – helt op til løbene.
Ved den sidste etape, 6. marts i Store Lyngdal, afvikles endvidere OK Pans Klubmesterskab Nat, og her vil der være mulighed for omklædning inden døre i en større lade (dette gælder alle deltagerne).
Efter dette løb er der overrækkelse af klassepræmier til de samlede vindere af NightChamp for sæsonen 24-25, ligesom der er mulighed for kaffe og brød til alle, der har tilmeldt sig dette på O-Service.
Lidt for statistikfolket:
I år er det 20. sæson, at NightChamp afvikles.
I år passeres en milepæl, idet NightChamp-løb nr. 125 afvikles. Det sker d. 21.11.24 i Ringelmose Skov.
I år passeres også en anden milepæl, idet jeg til og med etapen, der afvikles d. 14.11.24 i Havreballe Skov, vil have fremstillet 700 NightChamp-baner.
– og når vi er ved milepælene, så vil vi – dvs. min familie – i løbet af denne sæson 2024-25 sende løber nr. 13000 i skoven
Og nu – slut med at læse mere her! Ind på O-Service og bliv tilmeldt løbene.