Vinderne af lodtrækningspræmierne fundet

Her til formiddag har DOFs tidligere sportschef Karl Kristian Terkelsen, OK GORM, udtrukket de to vindere af vinterens lodtrækningspræmier, og derfor kan vi nu endegyldigt lukke vinterens serie ned. Der mangler herefter blot at få uddelt disse to lodtrækningspræmier, hvorefter der er slukket og lukket for denne vinter.
Lodtrækningen foregik ved, at alle starter ved vinterens serie fik et lod i hatten, og at Karl Kristian efterfølgende udtrak to numre – nummer 73 og 333 – på den liste, jeg havde udarbejdet med navnene på samtlige 780 starter her i vinter.
De to præmier tilfaldt hhv. Lone Rasmussen, OK Snab (nr. 73) og Ulla R. Pallesen, OK Syd (nr. 333).  Både Lone og Ulla deltog i de 6 af årets 7 etaper – og pudsigt nok i samme løbsklasse, D50.
Til lykke til de to deltagere, der kan se frem til at modtage deres gavekort ved førstkommende lejlighed, måske til Påskeløbene fra 28.-30. marts på nordsiden af Vejle Fjord. Under alle omstændigheder burde jeg være til stede ved 2. etape i Rosenvold – og jeg har gavekortene med…

Og så er der blot tilbage at takke jer alle for jeres deltagelse i vinterens løb – med håbet om at vi ses igen til november?

Henrik Dagsberg

Dette indlæg blev udgivet i Afrunding. Bogmærk permalinket.