Så er det blevet november – og november og nat rimer jo i den grad på NightChamp, der igen i år bliver afviklet i det østjyske område, i skove rundt om Aarhus. Og i år er det så 20. sæson vi har fået skudt i gang – altid med samme arrangør og banelægger samt familien som trofaste hjælpere.
Forud for både løbet i aftes og de kommende tre løb har ligget et intensivt arbejde med at blive klar til løbene. Først og fremmest skulle vores korttegnere ud i skovene, der dels trængte til at blive revideret og dels skulle nytegnes, fordi Aarhus kommune havde rodet kraftigt rundt i et par af skovene for at fremme biodiversiteten. Derfor står I – løberne – så i år med at skulle løbe i skove, der er revideret for mindre end to måneder siden. Dette kommer i øvrigt også til at gælde de skove, der skal løbes i, når kalenderen siger februar/marts 2025. Stor tak til korttegnerne for det store arbejde, de har udført i denne fase.
Ud over korttegningen har der været arbejde med at søge tilladelser, lave baner, tjekke postplaceringer og delstræk, udfylde beredskabsplaner.
Jeg har gennem årene lært, at det er en god ide at være tidligt ude med at lave baner, rekognoscere og kontrollere – man ved jo aldrig, hvad der kan komme i vejen. Omvendt er den sidste del af banelægningen sket i tæt samarbejde med korttegnerne, der jo alligevel skulle ud at rekognoscere… Slet ikke er dårlig ide.
Nå, tilbage til aftenens prolog, hvor vi som skrevet kunne tage fat på 20. sæson – og som det har været tilfældet siden indførslen af prologen i 2013, skete det også i år med udgangspunkt i skovene omkring OK PANs klubhus – og med sloganet “Keep it simple”. (Som et kuriosum kan det nævnes, at aftenens prolog var det 123. NightChamp-løb gennem årene).
Vejret var jo fremragende løbevejr med temperaturer på 11-12 grader, og luften var klar. Der var forhåndstilmeldt 129 løbere via O-Service, og med 5 eftertilmeldte i dagene op til løbet samt 5, der meldte sig på selve dagen, nåede vi op på 139 tilmeldte. Af disse kom der 127 løbere i skoven.
Kort fra aftenens løb…
Kl. 17:15 – og samtidig med, at jeg ankom til klubhuset, fik jeg en melding om, at posterne var i skoven, og det var derfor med ro i sindet, at jeg kunne gå i gang med det praktiske og mine hjælpere kunne køre til startstedet og sætte starten op.
Herefter gik det slaw-i-slaw. Løberne gik i skoven – og kom hjem igen, og det overordnede indtryk var, at banerne var fair, og at jeg fik ros for at have undgået de mere kritiske områder, hvor kommunens personale havde været i gang med at “botanisere”. Flere lokale løbere kunne endvidere berette om delstræk og postplaceringer, de aldrig tidligere havde haft. Et stort problem havde det (måske) – for nogle – været at få læst instruktionen, der forklarede vejen til start, så de havde taget en omvej og var kommet alt for langt. Jeg skal beklage, hvis jeg ikke havde været præcis nok med mine forklaringer, og i bagklogskabens ulideligt klare lys skulle der måske have været opsat reflekser? Jeg syntes ellers, det stod tydeligt nok beskrevet.
I mål fik jeg også et par løberbemærkninger at forholde mig til.
Et par løbere (et par ældre herrer) ville gerne have postdefinitionerne med større skrift. Dette er der rådet bod på fremadrettet.
En løber ville gerne have løbskortet – bane 3 – i 1:7500 og henviste til reglementet. Dette har jeg ikke kunnet finde i det seneste reglement for 2023, men det kan være, at det ændres i det nye, kommende reglement, gældende fra næste år (2025). Under alle omstændigheder vil det ikke blive ændret i denne sæson.
Og så lige en pudsig fejl, der havde sneget sig ind, da jeg lavede de sidste ændringer på banerne – en regulær smutter. To af banerne, bane 5 og 6 havde de to første delstræk fælles. Normalt er jeg meget omhyggelig med, at alle baner har forskellige førsteposter, og jeg mindes ikke, at det er sket før. Og dog: Af og til vælger jeg samme førstepost på baner, der ligger langt fra hinanden i længde, og hvor det er løbere af vidt forskellig alder, der deltager, f.eks. bane 1 og 5.
Som det er vanligt ved prologen var der flere, der oplevede, at deres pandelampe gik død – så husk nu, at den skal lades op. Det nytter ikke at have tillid til, at der er strøm på lampen fra sidste sæson.
Efter løbet kunne vi konstatere, at der var glemt to pandelamper i klubhuset. Ejerne af de to lamper er fundet og adviseret.
I øvrigt ingen problemer med pc eller software, så det spillede bare.
Liv i klubhuset før og efter løbet
I alle de år, der har været afviklet en prolog i NightChamp, er dette foregået i skoven omkring PANs klubhus, Silistria, hvilket har betydet mulighed for løberne for omklædning og bad.
Denne tradition var naturligvis fortsat i år.
Samtidig har PAN gennem de seneste år eksperimenteret med lidt mad efter løbet, med eller uden tilmelding, hvilket har været et tiltag, som løberne generelt har taget godt imod.
Igen i år havde vi – via O-Service – givet løberne mulighed for at bestille noget spiseligt, når anstrengelserne i skoven var overstået. I år stod menuen på Chili sin Carne, hvilket var noget, der faldt i folks smag, og det betød, at vi desværre løb tør for mad, og at nogen af de, der havde bestilt og betalt, blev snydt for den gode mad og måtte køre sultne hjem fra løbet. Dette skal jeg – på vegne af kokken – hermed beklage, og det korte af det lange er, at beløbet, der er betalt for maden, tilbageføres.
Jeg skal måske lige indskyde, at jeg på ingen måde var impliceret i spisningen, men jeg måtte alligevel lægge ører til flere mindre pæne kommentarer om den manglende mad.
Hjælper det at sige, at jeg – der ligeledes havde forudbestilt – heller ikke fik noget at spise?
Tak til mine hjælpere
Sluttelig endnu en stor tak til mine mange hjælpere, ikke mindst Stinne Skammelsen og Finn Simensen (med et brækket kraveben), der hjalp med at sætte posterne i skoven. Vurderet ud fra løbernes kommentarer, så stod alle posterne både fair og rigtigt.
Endvidere tak til min kone Claudia samt Silas med kæresten Stine for deres uvurderlige hjælp med afviklingen af starten. Og endelig en stor tak til postindsamlerne, der i øvrigt alle tre havde været en tur i skoven først for at løbe deres respektive baner.
Efter hvad jeg har hørt er al udstyret kommet i hus.
Næste uges afdeling af NightChamp-serien finder sted i Havreballe Skov (den nordligste del af Marselisborgskovene) med parkering ved Djursland Bank Arena/Ceres Park.
Vi ses i skoven – gerne på torsdag i Havreballe Skov.